Akt 1 scene 1. Bukkerittet - 2. På vei mot Hægstad gård - 3. Bruderovet Akt 2 scene 1. Ingrid - 2. Solveig's far - 3. Sæterjentene - 4. Det gysnke hus - 5. Den grønnkledte - 6. I dovregubbens hall - 7. Bøygen - 8. Ved Åses sæter Akt 3 scene 1. Peer hogger ved - 2. Åse's hjem - 3. Ved en nybygger hytte i skogen - 4. Åses død Akt 4 scene 1. I Marokko - 2. På en yacht utenfor kysten av Marokko - 3. Soldatene - 4. Apene - 5. Tyver og Hælere i ørkenen - 6. Profeten - 7. Anitra I - 8. Anitra II - 9. Erkjennelsen - 10. I en hytte i skogen langt nord - 11. I Egypt - 12. Ved Sphinx'en - 13. På galehus I Cairo Akt 5 scene 1. I stormfullt vær, utenfor kysten av Norge - 2. Båten forliser - 3. Presten - 4. På auksjon ved det gamle møllerhuset - 5. Pinseaften - 6. I skogen - 7. Knappestøperen 1. gang - 8. Gjensyn med Dovregubben - 9. Knappestøperen 3. gang - 10. Solveig redder Peer fra knappestøperen Sitater fra Peer Gynt Djævlen stå i alt, som minder! Djævlen stå i alle kvinder,-- uden en-! (Peer Gynt, akt 2, scene 1) Til helved med alle de vasne løgne! (Peer Gynt, akt 2, scene 3) Han var for stærk. Der stod kvinder bag ham. (Bøjgen, akt 2, scene 7) Ja, tænke det; ønske det; ville det med,-- men gøre det! Nej; det skønner jeg ikke! (Peer Gynt, akt 3, scene 1) Man skal ej læse for at sluge, men for at se, hvad man kan bruge. (Peer Gynt, akt 4, scene 1) Det gynske selv,- det er den hær af ønsker, lyster og begær,- det gynske selv, det er det hav af infald, fordringer og krav, kort alt, som netop mit bryst hæver, og gør at jeg, som sådan, lever. (Peer Gynt, akt 4, scene 1) Hvo intet ejer, letvindt vover. (Peer Gynt, akt 4, scene 1) Jeg har læst på tryk-og satsen er sand- "ingen blir profet i eget land".- (Peer Gynt, akt 4, scene 6) Jeg vil skumme historiens fløde.- (Peer Gynt, akt 4, scene 9) hvor udgangspunktet er galest, blir tidt resultatet orginalest. (Peer Gynt, akt 4, scene 9) Kvinderne,- det er en skrøbelig slægt! (Peer Gynt, akt 4, scene 9) Tænk Dem, hvilket fortærende liv; være pen (les: blyant) og aldri smage odden af en kniv! (Hussejn, akt 4, scene 13) Da jeg rejste fra landet, for jeg her forbi, og bærmen, siger ordsproget, hænger længst i. (Peer Gynt, akt 5, scene 1) Samvittighedsfred er en dejlig pude. (Peer Gynt, akt 5, scene 1) Slet borger var han. Og for stat som kirke et gangløst tre. Men hist på hejens hvælv, i slægtens snevring, hvor han så sit virke, der var han stor, fordi han var sig selv. (Presten, akt 5, scene 3) Vær dig selv nok! (Dovregubben, akt 5, scene 8) Akt 1 Scene 1 (En li med løvtrær nær Åses gård. En elv fosser nedover. Et gammelt kvernhus på den andre side. Het sommerdag. Peer Gynt, en stærkbygget tyveårs gutt, kommer nedover gangstien. Åse, moren, liten og fin, følger etter. Hun er sint og kjefter.) ÅSE Peer du lyver PEER GYNT Nei, jeg gjør ei! ÅSE Nå, så bann på, det er sant! PEER GYNT Hvorfor banne? ÅSE Tvi; du tør ei! Alt ihop er tøv og tant! PEER GYNT Det er sant - hvert evige ord! ÅSE (foran ham) Og du skjemmes ei for din mor? Først så renner du til fjells månedsvis i travle onnen, for at vejde ren på fonnen, kommer hjem med reven pels, uten børse, uten villt; - og til slutt med åpne øyne mener du at få meg bildt' inn de værste skryteløgne! - Nå, hvor traff de så den bukken? PEER GYNT Vest for Gjendin. ÅSE Riktig, Ja! PEER GYNT Hvasse vinden bar ifra; bak et oreholt forstukken han i skaresneen grov etter lav - ÅSE (som før) Ja riktig, ja! PEER GYNT Pusten holt jeg, stod og lyttet, hørte knirken av hans hov, så av ene hornet grenene. Derpå varsomt mellom stenene frem på buken jeg meg flyttet. Gjemt i lyngen opp jeg tittet; - slik en buk, så blank og fet, skulle du vel aldri sett! ÅSE Nei, bevares vel! PEER GYNT Det smalt! Bukken stupte bums i bakken. Men i samme stund, han falt, satt jeg skrevs på bukkeryggen, grep ham i det venstre øre, ville nettop kniven kjøre bakom skolten inn i nakken; - hei! da skrek han villt, den styggen, stod med ett på alle fire, slo meg med et akterkast ut av neven kniv og slire, skrudde meg om lænden fast, stemte hornene mot læggen, klemte mig som i en tang; - dermed satte han på sprang bent fremover Gjendin-eggen! ÅSE uvilkårlig Jesus navn da -! PEER GYNT Har du sett den Gjendin-eggen noen gang? Den er halve milen lang. Hvass bortetter som en ljå. Utenfor bræer, skred og lider, rett nedover urder grå, kan en se til begge sider lukt i vannene, som blunder svarte, tunge, mer enn tretten hundre alen nedenunder. - Langsmed eggen han og jeg skar oss gjennom vejret vej. Aldri red jeg slik en fole! Midt imod, der vi for fram, var det som der gnistred sole. Brune ørnerygge svam i det hvite svimle sluk midtveis mellom oss og vandene, - sakket akterut, som fnugg. Isflak brast og brøt mot strandene; men der var ei døn at høre; bare hvirvlens vætter sprang, som i dans; - de sang, de svang seg i ring for syn og øre! ÅSE (svimmel) Å gud trøste meg! PEER GYNT Med et, på rådløs bråbrat plet, for ivejret rype-steggen, flakset kakklende, forskremt, fra den knat, hvor den satt hjemt, klods for bukkens fot på eggen, Bukken gjorde halt omkring, satte med et himmelspring utfor dypet med oss begge! (ÅSE vakler og griper etter en trestamme. Peer Gynt fortsetter) Bak oss bergets svarte vegger, under oss en bunnløst sluk! Først vi kløvet lag av tåger, kløvt så en flokk av måker, som igjennom luften vigende fløy til alle kanter skrikende. Nedad, uten stans, for toget. Men i dypet glitret noget hvidlet, som i en rensdyrsbuk. - Mor, det var vårt eget bilde, som gjennom fjellsjø-stillet opp mot vannets skorpe pilte i den samme ville fart, som i den vi nedad kiled. ÅSE (gisper etter luft) Peer! Gud fri meg -! Si det snart -! PEER GYNT Buk fra luften, buk fra bunnen, stangedes i samme stunden så at skummet om oss klasket. Ja. der lå vi nu og plasket. - Langt om lenge, du, vi nådde nordre landet på en måte; bukken svam, og jeg hang bak ham;- jeg for hjem - ÅSE Men bukken, du? PEER GYNT Å, han går der vel ennå; - (knipser i fingrene, svinger seg på helen og tilføyer:) kan du finne ham, så ta ham! ÅSE Og du har ei knekket nakken? Ikke begge lår engang? Ikke ryggbenet brutt? O, Vårherre, - prisen, takk, skyldes deg, som hjalp min gutt! - Buksen har dog fått en revne; men det er knapt ved at nevne, når en minds, hvad meget værre kunne hende i slik et sprang -! (stanser plutselig, seg på ham med åpen munn og store øyne, kan lenge ikke finne ord, endelig utbryter hun:) O, din fandens reglesmed; kors og kors, hvor du kan lyve! Remsen, som du kommer med, minds jeg nu at jeg har kjennt som en jente på de tyve. Gulbrand Glesne er det hent, - ikke deg, du -! PEER GYNT Meg som ham. Slik kan mer enn en gang hende. ÅSE Ja, en løgn kan endevendes, stadses op med brask og bram, klædes i en nygjordt ham, så dens magre skrot ej kendes. Det er det, som du har gjort, lagt alt så vildt og stort, uglet ut med ørnerygge og med alt det andet stygge, løyet ligt og uligt væk, skrønet ind slig måløs skræk, at en kendes ej ved tilsidst, hvad en længst har hørt og vidst! PEER GYNT Hvis en anden snakked slig, skulde helseløs jeg slå ham! ÅSE (grædende) Å, Gud give jeg lå lig; gid jeg sov i svarte jorden! Bøn og gråd ej binder på ham. - Peer, du er og blir forloren! PEER GYNT Kære, vakkre, lille moer, du har ret i hvert et ord;- vær så blid og glad- ÅSE Ti stille! Kan jeg glædes, om jeg vilde, jeg, som har sligt svin til søn? Må det ikke bittert krænke meg , en stakkars magtløs enke, stødt at fange skam for løn? (græder igjen) Hvad har slægten nu tilbage fra din farfars velmagtsdage? Hvor er skæpperne med mynt efter gamle Rasmus Gynt? Faer din gav dem fødder, han,- ødte dem så glat som sand, købte jord i alle sogne, kjørte med forgyldte vogne-, Hvor er det, som gik tilspilde ved det store vintergilde, da hver gæst lod glas og flaske bag sin ryg mod væggen klaske? PEER GYNT Hvor er sneen fra ifjor? ÅSE Du skal tie for din moer! Se tilgårds! Hvert andet rude- hul er fyldt med gamle klude. Hægn og skigard ligger nede, fæet står for vejr og væde, eng og aker ligger brak, hver en måned blir jeg pantet- PEER GYNT Ti så med den kærringsnak! Ofte nok har lykken skrantet, og så kom den højst påfode! ÅSE Der er saltrød, hvor den grode. Kors, men du er storkarl, du,- lige kaut og kry endnu, lige knøv, som dengang presten, der jan kom fra Kjøbenhavn, spurgte deg som døbenavn, bandt på at sligt et nemme sakned magen prins derhjemme, så at faer din gav han hesten med en slæde tol, som tak for den vennesæle snak,- Hå; ja da var alting gildt! Provst, kaptejn og hele resten hang der dagstødt, åd og drak, fyldte seg, så fast ed sprak. Men i nød skal kendes næsten. Her blev folketomt og stilt samme dag da 'Jon med skæppen' tog ivej med kramkarl-skræppen. (tørker øynene med forkledet) Ak, du er dog stærk og stor, skulde stå som stav og støtte for din gamle skrale moer,- skulde gårdens gerning skøtte, værge slumpen af din arv;- (græder påny) å, Gud hjælpe med for nytte jeg har havet af dig, din skarv! Hjemme ligger du i gruen, roder rundt i kul og emmer; mellom bygdens folk du skræmmer jentene fra gildestuen,- gør mig spe på alle kanter, slås med sognets værste fanter - PEER GYNT Lad mig være. ÅSE (følger efter) Kan du nægte du var fremste mand i laget i det store basketaget, som for nylig stod på Lunde, der I slogs som olme hunde? Var det ikke dig, som knækte armen på han Aslak smed,- eller idetmindste brækte ene fingeren hans af led? PEER GYNT Hvem har fyldt dig med slig præk? ÅSE (hidsig) Husmanskonen hørte hylene! PEER GYNT Ja, det var meg, som skreg ÅSE Dig? PEER GYNT Ja, moer, - for jeg fikk pryglene. ÅSE Hva for någet? PEER GYNT Han er spræk ÅSE Hvem er spræk PEER GYNT Han, Aslak, ved jeg. ÅSE Tvi - og tvi; nu må jeg spytte! Slig en slarvet fyldebøtte, slig en rangler, slig en dranket drammesluger har dig banket? (gråter igjen) Mangen skam og skændsel led jeg; men at dette skulde ske, det var dog den værste spe. Lad ham være nok så spræk;- skal du derfor være vek? PEER GYNT Om jeg hamrer eller hamres,- ligefuldt så skal der jamres. (ler) Trøst dig, moer - ÅSE Hvad? Har du løjet nu igjen? PEER GYNT Ja, denne gang. Tør så gråden pent af øjet;- (knytter den venstre hånd) se,- med denne knibetang holdt jeg hele smeden bøjet; højre næven var min slægge- ÅSE O, din slagsbror! Du vil lægge mig i graven med din færd! PEER GYNT Nei da; du er bedre værd; tyve tusend gange bedre! Lille, stygge, snille moer, du kan lide på mit ord, hele bygden skal dig hædre, bare vent til jeg får gjort noget - noget rigtigt stort! ÅSE (blæser) Du! PEER GYNT Hvem ved, hvad en kan møde! ÅSE Gid du bare blev så klog, at du engang kunde bøde flængen i din egen brog! PEER GYNT (hidsig) Jeg skal blive konge, kejser! ÅSE Å. Gud trøste mig, nu rejser sidste resten av hans vid! PEER GYNT Jo, jeg sal! Giv bare tid! ÅSE Ja, giv tid, så blir du prins, siges der, om ret jeg minds! PEER GYNT Du skal se, moer! ÅSE Hold din mund! Du er gal i bunde og grund,- Nå, det er forresten sandt,- noget var derblevet af dig, hvis du ikke dagstødt gav dig af med løgn og tøv og tant. Hægstadjenten var dig god. Let du havde vundet spillet, hvis du rigtig havde villet- PEER GYNT Tror du? ÅSE Gamlen har ej kræfter til at stå sit barn imod. Han er stivsindt på en måde; men til slut får Ingrid råde, og hvor hun går, fod for fod stavrer knarken arrig efter (begyner igen at græde) Ak min Peer; en grundrig jente,- odelsjente! Tænk dig til;- hvis du bare havde villet, stod du nu som brudgom gild,- du, som går her svart og fillet! PEER GYNT Kom, så vil vi ja-ord hente! ÅSE Hvor? PEER GYNT På Hægstad! ÅSE Stakkars dig; Den er stængt, den friervej! PEER GYNT Hvorfor det? ÅSE Akk, jeg må sukke! Spildt er stunden, spildt er heldet- PEER GYNT Nå? ÅSE (hulkende) Mens du i vesterfjeldet gennem luften red på bukke, har Mads Moen fæstet jenten! PEER GYNT Hvad? Den kvindfolk-skræmsel! Han-! ÅSE Ja, hun taer ham nu til mand. PEER GYNT Vent mig her, til jeg får spændt en hest for kærren - (vil gå) ÅSE Spar sligt spræl. Bryllupet skal stå imorgen - PEER GYNT Pyt; jeg kommer jo i kveld ÅSE Tvi dig; vil du øge sorgen med et læs af hvermands spot? PEER GYNT Trøst dig. Alting skal gå godt. (skriger og ler på en gang) Hejsan, moer! Vi sparer kærren; det taer tid at hente mærre. (løfter hende ivejret) ÅSE Slip mig! PEER GYNT Nej, på mine arme bær jeg dig til bryllupsgården! (vader ut i eleven) ÅSE Hjælp! Vorherre sig forbarme! Peer! Vi drukner - PEER GYNT Jeg er båren! til en gildere død - ÅSE Javisst; du blir sagtens hængt tilsidst! (rusker ham i håret) O. dir ubæst! PEER GYNT Hold nu fred; her er glat og slim på bunden. ÅSE Aasen! PEER GYNT Ja brug bare munden; det gør ingen mand fortred. Så; nu skår det atter op - ÅSE Slip ej taget! PEER GYNT Hejsan, hop! Vi skal lege Peer og bukken;- (galloperende) Jeg er bukken, du er Peer! ÅSE Å, jeg ved ej af mig mer! PEER GYNT Ser du; nu er evjen rukken; - (vader iland) giv så bukken pent et kys; det får være tak for skyds - ÅSE (slår ham på øret) Der er tak for skydsen! PEER GYNT Au! Den betaling var for snaud! ÅSE Slip mig! PEER GYNT Først til bryllupsgården. Vær min talsmand. Du er klog; snak med ham, den gamle dåren; sig Mads Moen er et drog - ÅSE Slip! PEER GYNT Og sig ham så tilslut, hvad Per Gynt er for en gut. ÅSE Ja, det kan du bande på! Du skal vakkert skudsmål få. Skildres skal du for og agter; alle dine fandens fagter skal jeg nævne grejdt og grant - PEER GYNT Så? ÅSE (sparker i arrighed) Jeg skal ej stagge munden, fød den gamle hidser hunden på dig, som var en fant! ÅSE Hm; så får jeg gå alene. PEER GYNT Ja, men jeg skal komme efter! ÅSE Snille moer, du har ej kræfter - ÅSE Ikke det? Jeg er så sindt, at jeg kunde knuse stene! Hu, jeg kunde æde flint! Slip mig! PEER GYNT Ja, ifald du lover - ÅSE Intet! Jeg vil med der over. De skal vide, hvem du er! PEER GYNT Nej, du får nok vente her. ÅSE Aldri! Jeg vil med i laget PEER GYNT Får ej lov. ÅSE Hvad vil du gjøre? PEER GYNT Sette dig på kværnetaget (sætter hende derop. Åse skriger) ÅSE Løft mig ned! PEER GYNT Ja vil du hø -? ÅSE Sludder! PEER GYNT Snille moer, jeg beer - ÅSE (kaster en græstørv efter ham) Løft mig ned på timen, Peer! PEER GYNT Turde jeg, så visst jeg vilde. (nærmere) Husk nu på at sidde stille. Ikke spark og spænd med benene; ikke riv og rusk i stenene, - eller kan det gå dig ilde; du kan dratte ned. ÅSE Dit bæst! PEER GYNT Ikke spræl! ÅSE Gid du var blæst som en bytting ut af verden! PEER GYNT Fy da, moer! ÅSE Tvi PEER GYNT Giv mig heller din velsignelse til færden. Vil du? Hvad? ÅSE Jeg vil dig dænge, om du end er nok så stor! PEER GYNT Ja, far vel da, kære moer! Hav nu tål; jeg blir ej længe. (går, men vender sig, løfter fingeren formanende og siger) Husk så på du ikke spræller! (går) ÅSE Peer! - Gid hjælpe mig, nu går han! Bukkesprænger! Løgnhals! Hej, vil du høre! - Nej, der skrår han over jordet -! (skrigende) Hjælp! Jeg svimler! (To kærringer med sække på ryggen kommer nedover til kværnen) FØRSTE KÆRRING Kors; hvem skriger? ÅSE Der er mig! ANDRE KÆRRING Åse! Se, - så høyt på strå? ÅSE Dette her vil lidt forslå;- snart Gud bedre mig, jeg himler! FØRSTE KÆRRING Signe rejsen! ÅSE Hent en stige; jeg vil ned! Den fandens Peer - ANDRE KÆRRING Sønnen jers? ÅSE Nu kan I sige, I har set, hvor han sig ter. FØRSTE KÆRRING Vi skal vidne. ÅSE Hjælp mig bare; jeg vil bent til Hægstad fare - ANDEN KÆRRING Er han der? FØRSTE KÆRRING Så blir I hævnet; smeden kommer og til stævnet. ÅSE (vrider hænderene) Å, Gud trøste mig for gutten; de tar livet hans til slutten! FØRSTE KÆRRING Ak, den lod er tidtnok drøftet; trøst jer med, det er så laget! ANDEN KÆRRING Hun er rent fra sans og vid. (råber opover) Ejvind, Anders! Hej, kom hid! EN MANDSSTEMME Hvad er fat? ANDEN KÆRRING Peer Gynt har løftet moer sin op på kværnetaget! Akt 1 Scene 2 (En liten højde med busker og lyng. Bygdevejen går bagenfor; et gærde skiller imellem.) PEER GYNT Der ligger Hægstad. Snart er jeg fremme. (stiger halvt over; så betænker han sig) Skal tro, hun Ingrid sidder ensom hjemme? (skygger for øjnene og ser bortover) Nei. Sendingsfolk myldrer tilgårde som myg. - Hm, det er kanske rettest jeg vender. (trækker atter benet til sig.) Stødt så flirer de bag ens ryg, og tisker, så det tvers igennem en brænder. (går nogle skridt fra gærdet og river tankespredt i løvet) Den som havde noget stærkt at drikke. Eller den, som kunde gå uformærkt. - Eller den, som var ukendt. - Noget rigtig stærkt var bedst, for så bider latteren ikke. (ser med engang ligesom forskremt omkring sig; derpå skjuler han sig imellem buskene. Nogle folk med sendingskost går forbi nedover mod bryllupsgården.) EN MAND (i samtalen) Faer hans var fordrukken, og moer hans er låk. EN KONE Ja, så får en ikke undres på at gutten blir et drog. (Folkene går videre. Lidt efter kommer Peer Gynt frem; han er skamrød i ansigtet og kiger efter dem.) PEER GYNT (sagte) Å, lad dem snakke! De kan da vel ikke livet av mig rakke. (kaster sig ned i lyngbakken, ligger længe på ryggen med hændene under hovedet og stirrer op i luften.) For en underlig sky. Den ligner en hest. Der er mand på med, - og sadel - og grime. - Bagefter rider en kærringpå en lime. (ler småt ved sig selv.) Det er moer. Hun skælder og skriegr: dir bæst; hejda, Peer! - - (lidt efter lidt lukker han øjnene.) Ja, nu er hun bange. - Peer gynt rider først, og der følger ham mange. - - Hesten har sølvtop og guldsko fire. Selv har han handsker og sabel og slire. Kåben er sid og med silke foret. Gilde er de, som ham følger i sporet. Ingen dog sidder så stout på folen. Ingen dog glittrer som han imod solen. - Neder står folk i klynger langs gærdet, løfter på hatten og glaner ivejret. Kvinderne nejer sig. Alle kan kende kejser Peer Gynt og hans tusende svende. Tolvskillingsstykker og blanke marker ned han som småsten på vejen sparker. Rige som grever blir alle i bygden. Peer Gynt rider tvers over havet i højden. Engellands prins står på stranden og venter. Det samme gør alle Engellands jenter. Engellands stormænd og Engellands kejser, der Peer rider frem, sig fra højbordet rejser. Kejseren letter på kronen og siger - ASLAK SMED (til nogle andre, idet de går forbi hinsides gærdet). Nej, se da; Peer Gynt, det drukne svin -! PEER GYNT (farer halvt ivejret) Hvad, kejser -! SMEDEN (læner sig til gærdet og smågriner) Rejs på dig, gutten min! PEER GYNT Hvad djævelen! Smeden! Hvad godt vil du? SMEDEN (til de andre) Lunde-sviren hænger nok i ham endu. PEER GYNT (springer op) Gå med det gode. SMEDEN Jeg skal så, ja. Men karl, hvor kommer de sidst ifra? Sex uger væk. Var du bergtagen? Hvad! PEER GYNT Jeg har gjort underlige gerninger, smed! SMEDEN Lad os høre, Peer! (blinker til de andre) PEER GYNT Kommer ingen ved. SMEDEN (lidt efter) Du skal vel til Hægstad? PEER GYNT Nej. SMEDEN En tid de sagde, jenten derborte var dig blid. PEER GYNT Du svarte kortp -! SMEDEN (viger lidt) Ikek harm dig, Peer! Har Ingrid vraget dig, så finds jo fler -; tænk; søn til Jon Gynt! Følg med tilgårds; der kommer både ung-lam og enker tilårs- PEER GYNT Til helved -! SMEDEN Du finder nok en som vil ha'e dig. - God kveld! Nu hilser jeg bruden fra dig. - (de går under latter og hvisken) PEER GYNT (ser efter dem, gør et kast og vender sig halvt om) For mig kan Hægstad-jenten sig gifte med hvem hun vil. Jeg er lige sæl! (ser nedover sig) Brogen revnet. Fillet og fæl.- Den, som havde noget nyt at skifte. (stamper i bakken) Kunde jeg med et slagtertag rive dem ringeagten ud af bringen! (ser sig plutslig om) Hvad er det? Hvem er det, som flirer derbag? Hm, jeg syntes så visst -. Nej, det var nok ingen. - Jeg vil hjem til moer. (gåt opover, men standser igen og lytter mod bryllupsgården) De spiller til dans! (stirrer og lytter; går skridtvis nedover; øjnne lyser; han gnider sig langsad benene) For et mylder av jenter! Syv-otte tilmands! Å, piskende død, -jeg må med i laget!- Men moer, som sidder på kværnetaget - (Øjnene drages nedover igen; han hopper og ler) Hejsan, hvor hallingen går over tråkken! Ja, han Guttorm med felen er glup! Det låter og sprætter, som fos i et stup. Og så hele den glittrende jenteflokken!- Ja piskande død må jeg med i laget! (sætter med et spring over gærdet og nedover vejen) Akt 1 Scene 3 (Tunet på Hægstad. Stuebygningen længst tilbake. Mange gæster. Dansen går livligt borte på græsvolden. Spillemanden sidder på et bord. Køgemesteren står i døren. Kokkekoner går frem og tilbake mellom bygningene; ældre folk sidder hist og her i samtale.) EN KONE (tager plads i en klynge, siddende på nogle tømmerstokke) Bruden? Å, ja visst græder hun lidt; men det skal en aldri ændse. KØGMESTEREN (i en anden flok) Nu får I, godtfolk, på dunken lænse. EN MAND Tak, som byder; men du skænker for tidt. EN GUT (til spillemanden, idet han flyver forbi med en jente ved hånden) Hejsan, Guttorm, spar ikke strengene! JENTEN Stryg, så det ljomer udover engene. JENTER (i ring om en gut, som danser) Gildt kast var det! EN JENTE Han er spenstig i læggen! GUTTEN (dansende) Her her højt til loftet og vidt til væggen! BRUDGOMMEN (smågredende, nærmer sig faderen, som står i samtale med et par andre, og trækker ham i trøjen) Hun vil ikke, faer; hun er så kaut! FADEREN Hvad vil hun ikke?! BRUDGOMMEN Hun har stængt sig inde. FADEREN Nå, så se du kan nøglen finde! BRUDGOMMEN Jeg ved ikke vejen! FADEREN Du er et naut! (vender sig til de andre igjen. Brudgommen driver bortover tunet) EN GUT (fra bagsiden af huset) Jenter! Nu kommer der liv i tingen! Peer Gynt er på gården! SMEDEN (der nys er trådt til) Hvem har bedt ham? KØGENMESTEREN Ingen. SMEDEN (til de andre) Nej; vi lader, som vi aldri så ham. PEER GYNT (kommer livfuld og hed, standser midt for flokken og slår i hænderene) Hvem er den sprækeste jente i ringen? EN ENKELT (til hvem han nærmer sig) Ikke jeg. EN ANDEN (ligeså) Ikke jeg. EN TREDJE Ja, jeg ikke heller. PEER GYNT (til den fjerde) Så kom da du, før en bedre sig melder JENTEN (vender sig) Har ikke tid. PEER GYNT (til en femte) Så du! JENTEN (idet hun går) Jeg skal hjem. PEER GYNT I kveld? Er du rent fra sans og samling? SMEDEN (lidt efter, halvhøjt) Peer; der går hun til dans med en gamling. PEER GYNT (vender sig raskt til en ældre mand) Hvor er de ledige, du? MANDEN Find dem frem. (går fra ham) (Peer Gynt er med et bleven stille. Han skotter skult og sky mod flokken. Alle ser på ham, men ingen taler. Han nærmer sig andre klynger. Hvor han kommer bliver der taushed; fjerner han sig, smiler man og ser efter ham.) Hvem har bedt ham? PEER GYNT (sagte) Øjekast; sylhvasse tanker og smil. Det gnisler, som sagbladet under en fil! (han stryger sig langs gærdet. SOLVEJG, med lille Helga ved hånden, kommer ind på tunet ifølge med forældrene.) END MAND (til en anden i nærheden af Peer Gynt) Se indflytterfolket. DEN ANDEN De vesterfra? FØRSTE Ja, de fra Hedalen. ANDEN Rigtig, ja! PEER GYNT (træder ivejen for de kommende, peger på SOLVEJG og spørger manden) Får jeg danse med datteren din? MANDEN (stille) Får så; men først må vi ind og hilse på folket i huset. (de går ind) KØGEMESTEREN (til Peer Gynt, idet han byder drikke) Er du kommen, skal du vel stikke på kruset? PEER GYNT (ser ufravendt efter de gående) Tak; jeg skal danse. Jeg har ingen tørst. (Køgenmesteren går fra ham. Peer Gynt ser mod huset og ler) Hvor lys! Nej, skulde du set en slig! Skotted ned på skoen og det hvide sprede -! Og så holdt hun i moderems skørteflig, og bar en samlebog svøbt i et klæde -! Jeg må se på den jenten. (vil ind i stuen) EN GUT (kommer med flere derfra) Peer, går du alt fra dansen? PEER GYNT Nej. GUTTEN Men så stævner du galt! (tager ham i akslen for at vende ham.) PEER GYNT Lad mig slippe forbi! GUTTEN Er du ræd for smeden PEER GYNT Jeg ræd? GUTTEN Ja, du minds vel på Lunde forleden? (Flokker ler og går ned på danseplassen) SOLVEJG (i døren) Du er visst den gutten, som vilde danse? PEER GYNT Ja vel er jeg det; kan du ikke sanse? (tager henne i hånden) Kom så SOLVEJG Ikke for langt, sa'e moer! PEER GYNT Sa'e moer? Se'e moer! Er du født ifjor? SOLVEJG Du gør nar -! PEER GYNT Du er dog en unge næsten Er du voken? SOLVEJG Jeg gik ivåres til presten. PEER GYNT Sig navnet dit, tøs, så snakker vi lettere. SOLVEJG Jeg heder Solvejg. -Og hvad heder du? PEER GYNT Peer Gynt SOLVEJG (trækker hånden til sig) Å, kors da? PEER GYNT Hvad er det nu? SOLVEJG Mit strømpebånd er løst; jeg må binde det tættere. (går fra ham) BRUDGOMMEN (trekker i sin moder) Moer, hun vil ikke -! MODEREN Vil ikke? Hvad? BRUDGOMMEN Vil ikke, moer! MODEREN Hvad? BRUDGOMMEN Lette på låsen. FADEREN (sagte og arrig) Å, du var værd at bindes i båsen! MODEREN Nå, skæld ikke. Stakkar, han blir nok bra'. (de går bortover) EN GUT (som kommer med en hel sværm fra dansepladsen) Lidt brændevin, Peer?. PEER GYNT Nej. GUTTEN Bare lidt? PEER GYNT (ser mørkt på ham) Har du noget? GUTTEN Det kunde nok hende (trækker en lommeflaske frem og drikker) Åh! hvor det river! - Nå? PEER GYNT Lad mig kende. (drikker) EN ANDEN Nå får du også smage på mit. PEER GYNT Nej. DEN SAMME Å, snak; vær nu ingen tåbe. Drik du, Peer! PEER GYNT Så giv mig en dråbe. (drikker igen) EN JENTE (halvsagte) Kom lad os gå. PEER GYNT Er du ræd for mig, tøs? EN TREDJE GUT Hvem er ikke ræd for dig? EN FJERDE På Lunde viste du jo hvad konster du kunde. PEER GYNT Jeg kan mer end som så, når jeg først slår mig løs! FØRSTE GUT (hviskende) Nu kommer han sig! FLERE (slår kreds on ham) Fortæl; fortæl! Hvad kan du? PEER GYNT Imorgen -! ANDRE Nej, nu ikveld! EN JENTE Kan du hekse, Peer? PEER GYNT Jeg kan mane fanden! EN MAND Det har bestemor kunnet før jeg blev født! PEER GYNT Løgnhals! Hvad jeg kan, kan ingen anden. Jeg har engang manet ham ind i en nødd. Den var ormstukken, ser I! FLERE (leende) Det er grejdt at skønne! PEER GYNT Han banded og græd og vilde mig lønne med ligt og uligt - EN I FLOKKEN Men måtte derinde? PEER GYNT Ja vel. Jeg dytted hullet med en pind. Hej; I skulde hørt ham surre og rumle! EN JENTE Nej tænk! PEER GYNT Det var plent som en hører en humle. JENTE Har du ham endnu i nødden? PEER GYNT Nej, nu er den djævel strøgen sin vej. Det er hans skyld at smeden har lagt mig for had. EN GUT Så, du? PEER GYNT Jeg gik til smidjen og bad han vilde knække den nøddeskallen. Det lovte han; lagde den bort på pallen; men Aslak er nu så hårdhendt, han;- og stødt så skal han nu bruge slæggen- EN STEMME FRA FLOKKEN Slo han fanden ihjæl? PEER GYNT Han slog som en mand. Men fanden hyttede sig, for som en brand tvers gennem taget og kløvte væggen. FLERE Og smeden -? PEER GYNT Stod der med stegte hænder. Siden den dag var vi aldri venner. (almindelig latter) NOGLE Den ræglen er god! ANDRE Den er snart hans beste! PEER GYNT Tror I, jeg digter ihob? EN MAND Å nej, det er du fri for; jeg kender det meste fra farfar - PEER GYNT Løgn! Det er hændt med mig! MANDEN Det er jo alting. PEER GYNT (med et slæng) Hej, jeg kan ride rakt gennem luften på gilde heste! Å, jeg kan mangeting, jeg, skal I vide. (Skoggerlatter igen) EN I FLOKKEN Peer, rid lidt i luften! MANGE Ja, kære Peer Gynt - PEER GYNT I har ikke nødig at trygle så tyndt. Jeg skal ride som et uvejr over jer alle! Hele sognet skal mig tilfode falde! EN ÆLDRE MAND Nu er han rivende gal. EN ANDEN De fæ! EN TREDJE Storskryder EN FJERDE Løgnhals PEER GYNT (truer mod dem) Ja vent, skal I se! EN MAND (halvdrukken) Ja vent; du skal få dig en børstet trøje! FLERE En mørbanket ryg! Et blåmalet øje! (Sværmen spreder sig, de ældre i vrede, de yngre under spot og latter) BRUDGOMMEN (tæt inved ham) Du, Peer, er de sandt du kan ride i luften? PEER GYNT (kort) Alting, Mads! Du må tro, jeg er kar', jeg. BRUDGOMMEN Så har du vel også usynligheds-kuften? PEER GYNT Hatten, mener du? Ja, den har jeg. (vender sig fra ham. SOLVEJG går over tunet med Helga ved hånden) PEER GYNT (mod dem; det lysner i ham) Solvejg! Å, det er godt du kommer! (griber hende om håndledet) Nu skal jeg svinge dig spræk og gild! SOLVEJG Slip mig! PEER GYNT Hvorfor? SOLVEJG Du er så vild. PEER GYNT Vild er renbukken med, når det gryr mod sommer. Kom så, jente; vær ikke tvær! SOLVEJG Tør ikke. PEER GYNT Hvorfor? SOLVEJG Nej, du har drukket. (går bortover med Helga) PEER GYNT Den, som havde sit knivblad stukket tvers igennem dem, -en og hver! BRUDGOMMEN (puffer ham med albuen) Kan du ikke hjelpe mid ind til bruden? PEER GYNT (tankestredt) Bruden? Hvor er hun? BRUDGOMMEN På stabburet. PEER GYNT Nå. BRUDGOMMEN Å, du Peer Gynt, du får friste på! PEER GYNT Nej, du får væew min hjælp foruden. (en tanke skyder op i ham; han siger sagte og hvast:) Ingrid på stabburet? (nærmer sig SOLVEJG) Har du betængt dig? (Solvejg vil gå; han træder ivejen) Du skæms, fordi jeg ser ud som en fant. SOLVEJG (hastig) Det gør du ikke; det er ikke sandt! PEER GYNT Jo! Og så er jeg ldt på en kant; men det var på trods, for du havde krænkt mig. Kom så! SOLVEJG Tør ikke nu, om jeg vilde! PEER GYNT Hvem er du ræd for? SOLVEJG Mest for faer. PEER GYNT Faer? Ja vel; han er af de stille! Hælder han med øret? Havd? - Nå svar! SOLVEJG Hvad skal jeg svare? PEER GYNT Er faer din læser? Er ikke du og moer din med? Nå, vil du svare! SOLVEJG Lad mig gå ifred PEER GYNT Nej (dæmpet, men hvast og skræmmende) Jeg kan skabe mig om til trold! Jeg skal komme for sengen din inat klokken tolv. Hører du nogen, som hvæser og fræser, så må du ikke bilde dig ind det er katten. Det er mig, du! Jeg tapper dit blod i en kop; og din vesle syster, hende æder jeg op; ja, for du skal vide, jeg er varulv om natten; - jeg skal bide dig over lænder og ryg -- (slår på engang om og beder som i angst:) Dans med mig, Solvejg! SOLVEJG (ser mørkt på ham) Nu var du styg. (går ind i stuen) BRUDGOMMEN (kommer drivende igen) Du skal få en stud, vil du hjælpe mig! PEER GYNT Kom! (De går bag huset. Idetsamme kommer en stor flok fra dansepladsen; de fleste er drukne. Larm og opstyr. Solvejg, Helga og forældrene kommer med endel ældre folk ud i døren.) KØGMESTEREN (til smeden, som er fremst i flokken) Hold fred! SMEDEN (trækker trøjen af) Nej, nu skal her æskes dom. Peer Gynt eller jeg skal i bakken bændes. NOGLE Ja, lad dem nappes! ANDRE Nej, bare skændes! SMEDEN Næver må til; her båder ej ord. SOLVEJGS FADER Styr dig, mand! HELGA Vil de slå ham, moer? EN GUT Lad oss heller gøgle med alle hans løgne! EN ANDEN Sparke ham af laget! EN TREDJE Spytte ham i øjne! EN FJERDE (til smeden) Stikker du op, du? SMEDEN (kaster trøjen fra sig) Øget skal slagtes! INDFLYTTERKONEN (til Solvejg) Der kan du se hvor den tomsingen agtes. ÅSE (kommer med en kæp i hånden) Er sønnen min her? Nu skal han ha'e stryg! Nej, hvor inderlig jeg skal dænge ham! SMEDEN (brætter skorteærmene op) Til slig en krop er påsken for myg. NOGLE Smeden vil dænge ham! ANDRE Flænge ham! SMEDEN (spytter i henderene og nikker til Åse) Hænge ham! ÅSE Hvad? Hænge min Peer! Ja, prøv, om I tør! - Åse og jeg vi har tænder og klør! - Hvor er han? (råber henover tunet) Peer! BRUDGOMMEN Å, Guds død og plage! Kom, faer og moer, og -! FADEREN Hvad er ivejen? BRUDGOMMEN Tænk, Peer Gynt -! ÅSE (skriger) Har de taget ham afdage? BRUDGOMMEN Nej, Peer Gynt -! Se, oppover hejen - MÆNGDEN Med bruden! ÅSE (lader kæppen synke) Det ubæst SMEDEN I bratteste fjeldet klyver han, jda-Gud, på gedens vis! BRUDGOMMEN (grædende) Han bær'hende, moer, som en bær'en gris! ÅSE (truer op til ham) O, gid du faldt ned og -! (skriger i angst) Træd varsomt i hældet! HÆGSTADBONDEN (kommer barhovedet og hvid af vrede) Jeg tager hans liv for det bruderov! ÅSE Å nej Gud straffe mig om I får lov! -------------------------------------------------------------------------------- Akt 2 Scene 1 (En trang fjeldsti højt oppe. Det er tidlig morgen. PEER GYNT går ilsomt og uvillig langs stien, Ingrid, halvt brudepyntet, søger at holde han tilbage.) PEER GYNT Gå ifra mig! INGRID (grædende) Efter dette! Hvor? PEER GYNT (vrider hænderene) O, hvad svig! PEER GYNT Unyttig trætte. Hver får gå sin egen vej. INGRID Brot - og brot igen os binder! PEER GYNT Djævlen stå i alt, som minder! Djævlen stå i alle kvinder,-- uden en-! INGRID Hvem er den ene? PEER GYNT Ikke dig. INGRID Hvem er det da? PEER GYNT Gå!Gå did du kom ifra! Fort! til faren din! INGRID Kære, vene -! PEER GYNT Ti! INGRID Du kan umuligt mene, hvad du siger. PEER GYNT Kan og vil. INGRID Lokke først,- og så forskyde! PEER GYNT Og hvad kår har du at byde? INGRID Hægstad gård og mere til. PEER GYNT Har du salmebog i klædet? Har du guldfaks over nakken? Skotter du nedover spredet? Holder du din moer i stakken? Svar! INGRID Nej; men-? PEER GYNT Gik du til presten nu ivår da? INGRID Nej, men Peer-? PEER GYNT Har du blygsel over øjet? Kan du nægte, når jeg beer? INGRID Kors; jeg tror, hans vid er fløjet-! PEER GYNT Blir der helg, når en dig ser? Svar! INGRID Nej, men- PEER GYNT Hvad er så resten!? (vil gå) INGRID (træder ivejen) Ved du, det er halsløs dåd, hvis du sviger? PEER GYNT Får då være. INGRID Du kan vinde gods og ære, hvis du taer mig- PEER GYNT Har ej råd. INGRID (brister i tårer) O, du lokked-! PEER GYNT Du var villig! INGRID Trøstløs var jeg! PEER GYNT Jeg var yr. INGRID (truende) Ja, men boden blir dig dyr! PEER GYNT Dyrest bod får kaldes billig. INGRID Står du fast ved dit? PEER GYNT Som sten. INGRID Godt; så se da, hevm som vinder! (går nedover) PEER (tier en stund; med et skriger han) Djævelen stå i alt, som minder! Djævelen stå i alle kvinder! INGRID (drejer hovedet og råber hånligt op) Uden en. PEER GYNT Ja; uden en. (de går hver sin vej) -------------------------------------------------------------------------------- Akt 2 Scene 2 (Ved et fjeldvand; det er blødt og myrlændt omkring. Et uvejr trækker op. Åse, fortvilet, råber og ser sig til alle sider. Solvejg har ondt for at holde tridt med hende. Indflytterfolkene og Helga et stykke bagefter.) ÅSE (fægter med armene og river sig i håret) Alting er imod mig med vredens vælde! Himmel og vand og de stygge fjelde! Himlen vælter skodde for at forvilde ham! Det lumske vand vil ved livet skille ham! Fjeldene vil slå ham med skred og rap; og så menneskene! De er ude på drab! Nej-Gud om de skal! Jeg kan ikke miste ham! O, den bytting; at fanden skulde friste ham! (vender sig til Solvejg) Ja, er det ikke rent utænkelig, sligt? Han, som stødt for med løgn og digt;- han, som bare i munden var stærk; han, som aldri har prøvet et dugeligt værk;- han-! En kunde både græde og le!- O, vi holdt sammen i nød og ve. Ja, for du skal vide, manen min drak, for bygden rundt med dårskab og snak, ødte og trådte vår velstand under fod. Og imens sad jeg og Vesle-Peer hjemme. Vi vidste ikke bedre råd, end at glemme; for det falder mig så svært at stå rigtig imod. Det er så fælt at se skæbnen under øjne; og så vil en jo gerne ryste sorgene af sig, og prøve som bedst at skyde tankerene fra sig. En bruger brændevin, en anden bruger løgne; å, ja! så brugte vi eventyr om prinser og trolde og alleslags dyr. Om bruderov med. Men hvem kunde tænkt, de fandens rægler skulde i ham hængt? (forfærdet igen) Hu, for et skrig! Det er nøkken eller draugen! Peer! Peer!-Deroppe på haugen-! (løber opover en liden højde og ser over vanedt. Indflytterfolkene kommer til) ÅSE Ikke spor at se! MANDEN (stille) Det er værst for ham. ÅSE (grædende) Ak, min Peer! Mit fortabte lam! MANDEN (nikker mildt) Ja, rigtig. Fortabt. ÅSE Nej, snak ikke slig! Han er glup. Der er ingen ham lig. MANDEN Du dårlige kvinde! ÅSE Å-ja, å-ja; jeg er dårlig; men gutten er bra'! MANDEN (altid dæmpet og med milde øjne) Hans sind er forhærdet; hans sjæl er tabt. ÅSE (angst) Nej, nej da! Så hård er Vorherre knapt! MANDEN Tror du han kan for sin syndegæld sukke? ÅSE (ivrig) Nej, men han kan ride i luften på bukke! KONEN Kors, I er gal? MANDEN Hvad siger I, moer? ÅSE Ingen gerning er ham for stor. I skal se, får han bare leve så længe- MANDEN Bedst var det, I så ham i galgen hænge. ÅSE (skriger) Kors i Jesu navn! MANDEN Under mestermands hænder, tør ske, at hans sind sig til anger vender. ÅSE (fortumlet) Å, I snakker mig snart i svime! Vi må finde ham! MANDEN Frelse hans sjæl. ÅSE Og krop! Sidder han i myren, må vi drage ham op; er han bergtagen, må vi efter ham kime. MANDEN Hm!- Her er fævej- ÅSE Gud lønne jer rigt, at I hjælper mig tilrette! MANDEN Det er kristenpligt. ÅSE Tvi; da er de hedningnger alle de andre! Der var ikke en, som med vilde vandre- MANDEN De har kendt ham for godt. ÅSE Han var dem for gild! (vrider hænderne Ok tænk,- og tænk, hans liv står på spil! MANDEN Her er spor af mandefod. ÅSE Her må vi lede! MANDEN Under sæteren vor vil vi flokken sprede. (han og konen går foran) SOLVEJG (til Åse) Fortæl mig lidt mere. ÅSE (tørrer øjnene) Om sønnen min? SOLVEJG Ja;- alting! ÅSE (smiler og knejser med nakken) Alting? - Træt blev du da! SOLVEJG Før blir I træt af talen at føre, end jeg af at høre. -------------------------------------------------------------------------------- Akt 2 Scene 3 (Lave træløse højder opunder fjeldvidden; tinder længere borte. Skyggerne falder lange; det er sent på dagen) PEER GYNT Hele sognet er efter i en flok! De har væbnet sig både med rifle og stok.. Fremst kan en høre Hægstadgubben tude.- Nu spørges det vidt at Peer Gynt er ude! Det er noget andet end at baske med en smed! Det er liv! En blir bjørn i hver et led. (slår om sig og springer ivejret) Bryde, vælte, stemme fossen imod! Slå! Rykke furuen op med rod! Det er liv! Det kan både hærde og højne! Til helved med alle de vasne løgne! TRE SÆTERJENTER (løber over bakkerne, skrigende og syngende) Trond i Valdfjeldet! Bård og Kåre! Troldpak! Vil I sove i armene vore?? PEER GYNT Hvem skriger I efter? JENTERNE Efter trold! Efter trold! FØRSTE JENTE Trond! Far med lempe! ANDEN Bård! Far med vold! TREDJE JENTE I sælet står alle koverne tomme! FØRSTE JENTE Vold er lempe. SECOND GIRL Og lempe er vold! TREDJE JENTE Fattes der gutter, en leger med trold! PEER GYNT Hvor er gutterne da? ALLE TRE (skoggerleende) They cannot come hither! FØRSTE JENTE Min kaldte mig både for kærest og frenke. Nu er han gift med en halvgammel enke. ANDEN JENTE Min mødte en tatertøs nord i lien. Nu traver de to på fantestien. TREDJE JENTE Min tog løsungen vor afdage. Nu står hans hoved og griner på en stage. ALLE TRE Trond I Valfjeldet! Bård og Kåre! Troldpak! Vil I sove i arme vore? PEER GYNT (står med et spring imellem dem) Jeg er tre hoders trold, og tre jenters gut! JENTERNE Er du slig karl, du? PEER GYNT I får dømme tilslut! FØRSTE JENTE Til sælet! Til sælet! ANDEN JENTE Vi har mjød! PEER GYNT Lad den flomme! TREDJE JENTE Denne lørdagsnat skal ingen kover stå tomme! ANDEN JENTE (kysser ham) Han gnistrer og sprutter som glohede jernet. TREDJE JENTE (ligeså) Som barneøjne fra svarteste tjernet. PEER GYNT (danser i flokken) Hugen sturen og tanken kåd. I øjet latter; i halsen gråd! JENTERNE (gør lange næser mod bergnuterne, skriger og synger) Trond i Valsfjerldet! Bård og Kåre! Troldpak! - Fik I sove i armene vore? (De danser bortover højderne med Peer Gynt imellem sig) -------------------------------------------------------------------------------- Akt 2 Scene 4 (Mellem Ronderne. Solnedgang. Skinnende snetoppe rundt om. Peer Gynt kommer yr og forvildet) PEER GYNT Slot over slot sig bygger! Hej, for en skinnede port! Stå! Vil du stå! Det rygger længer og længer bort! Hanen på fløjen løfter vingerne sine til flugt; alt blåner sig bort i kløfter, og berget er låst og lukt.- Hvad er det for stammer og rødder, som vokser af åsens spræk? Det er kæmper med hegrefødder! Nu dåner de også væk. Det vimrer, som regnbu-strimer; det skær mig i sind og syn. Hvad er det, som langvejs kimer? Hvad vægt på mit øjenbryn! Hu, hvor det værker i panden.- En bændende glohed ring-! Jeg kan ikke mindesm hvem fanden der brænedte mig den omkring! (segner ned) Flukt over Gendin-eggen. Digt og forbannet løgn! Opover bratteste væggen med bruden - og drukken et døgn; jaget af høg og glenter, truet af trold og sligt, turet med galne jenter;- løgn og forbandet digt! (stirrer længe opad) Der sejler to brune ørne. Mod sør går de vilde gæs. Og her skal jeg traske og tørne i mudder og søl til knæs! (springer ivejret) Jeg vil med! Jeg vil vaske mig ren i de hvasseste vindes bad! Jeg vil højt! Jeg vil dukke mig ven i det skinnende døbefad! Jeg vil ud over seterbøen; jeg vil ride mig skær tilsinds; jeg vil fram over salte sjøen, og højt over Engellands prins! Ja, glan kun, I unge jenter; min færd kommer ingen ved; det er ikke gavn at I venter-! Jo, kanske jeg svipper derned.- Hvad nu da? De bruneørne -? Jeg mener fanden dem tog!- Der rejser sig gavlens hjørne; det højnes i hver en krog: det vokser sig op af gruset;- se, porten vidåpen står! Ha, ha, nu kender jeg huset; det er farfars nybygdte gård! Væk er de gamle klude; væk gærdet, som stod for fald. Det glittrer fra hver en rude; der er lag i den store sal. Der hørte jeg provsten klaske med knivryggen mod sit glas;- der slængte kaptejnen sin flaske, så spejlvæggen sprak i kans.- Lad ødes; lad gå tilspilde! Ti, moer; der er lige fedt! Den rige Jon Gynt holder gilde; hurra for den gynske æt! Hvad er det for ståk og stønn? Hvad er det for skrig og skrål? Kaptejnen råbder på sønnen; å, provsten vil drikke min skål. Ind da, Peer Gynt, til dommen; den lyder i sang og klang: Peer Gynt, af stort est du kommen, og til stort skalst du vorde engang! (springer fremad, men render næsen mod et bergstykke, falder og bliver liggende) -------------------------------------------------------------------------------- Akt 2 Scene 5 En lid med store susende løvtrær. Stjerner blinker gennem løvet; fugle synger i trætoppene. En grønnklædt kvinde går i liden. Peer Gynt følger efter under allslags forelskede fagter.) DEN GRØNKLÆDTE (standser og vender sig) Er det sandt? PEER GYNT (skærer med fingeren over struben) Så sandt, som jeg heder Peer;- så sandt, som du er en dejlig kvinde ! Vil du ha'e mig? Du skal se, hvor fint jeg mig ter; du skal hverken træde væven eller spinde. Mad skal du få, så du er færdig at sprække. Aldri skal jeg dig i håret trække- DEN GRØNKLÆDTE Ikke slå mig heller? PEER GYNT Nej, var det ligt? Vi kongsønner slår ikke kvindfolk og sligt. DEN GRØNKLÆDTE Er du kongsøn? PEER GYNT Ja. DEN GRØNKLÆDTE Jeg er Dovrekongens datter. PEER GYNT Er du det? Se, se; det træffter jo godt. DEN GRØNKLÆDTE Inde i Ronden har faer min sin slot. PEER GYNT Da har moer min et større, såvidt jeg fatter. DEN GRØNKLÆDTE Kender du faer min? Han heder kong Brose. PEER GYNT Kender du moer min? Hun heder dronning Åse. DEN GRØNKLÆDTE Når faer min er sindt, så sprækker fjelde. PEER GYNT De raport, bare moer min taer på at skælde. DEN GRØNKLÆDTE Faer min kan spænde under højeste hvælven. PEER GYNT Moer min kan ride gennem strideste elven. DEN GRØNKLÆDTE Har du anden klædning, end fillerne der? PEER GYNT Hå, du skulde se mine søndagsklæer! DEN GRØNKLÆDTE Jeg går til hverdags i guld og silke. PEER GYNT Det tykkes dog ligere stry og stilke. DEN GRØNKLÆDTE Ja, det er et du må komme ihug; så er nu Rondefolkets skik og brug: tvefold laget er alt vort eje. Kommer du frem til min faders gård, tør det hænde sig let, at du er påveje til at tro, du i styggeste stenrøsen står. PEER GYNT Ja, er det ikke akkurat slig hos os? Alt guldet vil tykkes dig rusk og bos; og kanske vil du tro, hver glittrende rude er en bylt af gamle hoser og klude. DEN GRØNKLÆDTE Svart tykkes hvidt, og stygt tykkes vent. PEER GYNT Stort tykkes lidt, og skident tykkes rent! DEN GRØNKLÆDTE (falder ham om halsen) Ja, Peer, så ser jeg, vi to passer sammen! PEER GYNT Som benet og brogen; som håret og kammen. DEN GRØNKLÆDTE (råber bort i liden) Brudehest! Brudehest! Kom, brudehesten min (en kæmpestor gtris kommer løbende med en tougstump til grime og en gammel sæk til sadel. Peer Gynt svinger sig op og tager den grønklædte foran sig.) PEER GYNT Hejsan! Vi skal stryge gennem Rondeporten ind! Rap dig, rap dir, min ganger god! DEN GRØNKLÆDTE (kælen) Ak, nylig gik jeg så stur og mod-. Nej, en ved aldri hvad edr kan hændes! PEER GYNT (prygler grisen og traver afsted) På ridestellet skal storfolk kendes! -------------------------------------------------------------------------------- Akt 2 Scene 6 (Dovregubbens kongshal. Stor forsamling af hoftrolde, tomtegubber og hougmænd. Dovregubben i højsædet med krone og spir. Hans børn og nærmeste slægtninge til begge sider. Peer Gynt står fora ham. Stærk røre i salen.) HOFTROLDENE Slagt ham! Kristenmands søn har dåret Dovregubbens veneste mø! EN TROLDUNGE Må jeg skjære ham i fingeren? EN ANDEN TROLDUNGE Må jeg rive ham i håret? EN TROLDJOMFRU Hu, hej, lad mig bide ham i låret! TROLDHEKS (med en slev) Skal han lages til sod og sø? EN ANDEN TROLDHEKS (med retterkniv) Skal han steges på spid eller brunes i gryde? DOVREGUBBEN Isvand i blodet! (vinker sine fortrolige nærmere sig.) Lad os ikke skryde. Vi er gået tilagters i de senere år;; vi ved ikke mer om det ramler eller står, og folkehjælp skal en ikke fra sig skyde. Desuden er gutten fast uten lyde, og stærkbygget med, såvidt jeg ser. Sandt nok, han har kun et eneste hode; men datter min har jo heller ikke fler. Tre hoders trolde går rent af mode; selv tvehoder får en knapt øje på, og de holder endda kun så som så. (Til Peer Gynt) Altså, det er min datter, du kræver? Peer Gynt Din datter og riget i medgift, ja. DOVREGUBBEN Det halve får du, imens jeg lever, og det andet halve når jeg engang falder fra. PEER GYNT Det er jeg nøjd med. DOVREGUBBEN Ja, stop, min gut;- du har også nogle tilsagn at give. Brydes et af dem, er hele pagten brudt, og du slipper ikke herfra ilive. For det første må du love, at du aldri ændser hvad der ligger udefor Rondernes grænser; dag skal du sky, og død og hver lysbar plet. PEER GYNT Får eg kaldes for konge, så holder det let. DOVREGUBBEN Dernæst,- nu vil jeg i kløgt dig prøve- (reiser dig i sædet) DET ÆLDSTE HOFTROLD (til Peer Gynt) . Lad se, om du har en visdomstand, som kan Dovregubbebs gådenødd kløve! DOVREGUBBEN Hva er forskellen mellem trold og mand? PEER GYNT Der er ingen forskel, så vidt jeg ser. Stortrold vil stege og småtrold vil klore;- ligeså hos os, hvis bare de turde. DOVREGUBBEN Sandt nok; vi er ens i det og mer. Men morgen er morgen og kveld er kveld, så forskel blir der nu lige vel.- Nu skal du høre hvad det er for noget: Derude, under det skinnende hvælv, mellem mænd det heder: "Mand, vær dig selv!" Herinde hos os mellem troldenes flok det heder: "Trold, vær dig selv-nok!" HOFTROLDET (til Peer Gynt) Øjner du dybden? PEER GYNT Det tykkes mig tåget. DOVREGUBBEN "Nok", min søn, det kløvende, stærke ord må stå i dit våbenmerke. PEER GYNT (river sig bag øret) Nej, men- DOVREGUBBEN Det må, skal du her vorde herre! PEER GYNT Ja, skidt; lad gå; det er jo ikke værre- DOVREGUBBEN Dernest må du lære at sætte pris på vor jævne hjemlige levevis. (han vinker: to trolde med svinehoveder, hvide nathuer, o.s.v. bringer mad og drikke) Koen giver kager og studen mjød; spørg ej om den smager sur eller sød; hovedsagen er, det får du eh glemme, den er brygget herhjemme. PEER GYNT (støder sagerne fra sig) Fanden med eders hjemlige drik! Jeg vænner mig aldri til landsens skik. DOVREGUBBEN Bollen følger med, og den er af guld. Hvo guldbollen ejer, han er datter min huld. PEER GYNT (grundende) Det står jo skrevet: Du skal tvinge din natur;- og i længden falder drikken vel mindre sur. Lad gå! (føjer sig) DOVREGUBBEN Se, det er fornuftig sagt. Du spytter? PEER GYNT En får håbe på vanens magt. DOVREGUBBEN Dernæst må du kaste dine kristenmandsklæder; thi det skal du vide til vort Dovres hæder: her er alting fjerldvirket, ingenting fra dalen, undtagen silkesløjfe yderst på halen. PEER GYNT (vred) Jeg har ingen hale! DOVREGUBBEN Så kanst du få. Hoftrold, bind han min søndagshale på. PEER GYNT Nej, om du får! Vil du gøre mig til nar? DOVREGUBBEN Bejl aldri til datter min med bagen bar. PEER GYNT Gøre mennesker til dyr! DOVREGUBBEN Min søn, du fejler; jeg gør dig bare til en høvlig bejler. Du skal få en brandgul sløjfe at bære, og det gælder her for den højste ære. PEER GYNT (betænksomt) Der siger jo, mennesket er kun et fnug. Og lidt får en lempes efter skik og brug. Bind væk! DOVREGUBBEN Du est en medgørlig fyr. HOFTROLDET Prøv nu, hvor fint du kan svanse og svinge! PEER GYNT (arrig) Hå, vil I endnu til mere mig tvinge? kræver I også min kristenmands-tro? DOVREGUBBEN Nej, den kan du gerne beholde i ro. Troen går frit; den lægges ingen told på; det er skorpen og snittet en skal kende et trold på. Bare vi er ens i lader og klædsel, kan du gerne kalde tro, hvad vi kalder rædsel. PEER GYNT Du er dog, de mange vilkår tiltrods, mere rimelig karl, end en skulde frygte. DOVREGUBBEN Min sønn, vi trolde er bedre end vort rygte; det er også en forskel mellem jer og os.- Dog, endt er gildets alvorlige del; nu vil vi ører og øjne fryde. Spillemø, frem! Lad Dovreharpen lyde! Dansemø, frem! Træd Dovrehallens fjæl! (spil og dans) HOFTROLDET Hvad tykkes dig? PEER GYNT Tykkes? Hm- DOVREGUBBEN Tal uden frygt! Hvad ser du? PEER GYNT Noget ustyggelig stygt: Med kloven slår en bjeldeko tarmestrængt spil. I stuthoser ttripper en purke dertil. HOFTROLDENE Æd ham! DOVREGUBBEN Husk, han har menneskesanser! TROLDJOMFRUER Hu, riv af ham både øre og øje! DEN GRØNKLEDTE (grædende) Huhu! Sligt må vi høre og døje, når jeg og søster min spiller og danser! PEER GYNT Åhå; var det dig? Lidt spøg i gildet, det ved du, er aldri så ilde met. DEN GRØNKLEDTE Tør du bande på det? PEER GYNT Både dansen og spillet var katten kore mig, riktig pent. DOVREGUBBEN Det er underligt med den menneskeart; den hænger i så mærkværdigt længe. Får den i dyst med os en flænge, sætter den vel ar, men den heles snart. Min svigersøn er nu så føjelig som nogen; villig har han kastet kristenmandsbrogen, villig har han drukket mjødpokalen, villig har han bundet bag på sig halen,- så villig, kort sagt , til alt, hvad vi bad ham, at trygt jeg tænkte, den gamle Adam, var engang for alle på porten jaget; men se, med et har han overtagt. Ja-ja, min søn, så må du i kur mod denne hersens menneskenatur. PEER GYNT Hvad vil du gøre? DOVREGUBBEN I venstre øjet, jeg risper dig lidt, så ser du skævt; men alt det du ser, tykkes gildt og gævt. Så skærer jeg ud den højre ruden- PEER GYNT Er du drukken? DOVREGUBBEN (lægger noge skarpe redskaper på bordet) Her ser du glasmesterøjet. Spjeld skal du få, som den olme studen. Da vil du skønne, hun er dejlig, bruden,- og aldri vil synet dit kverves, som før, af trippende purker og bjeldekør- PEER GYNT Det er galmands snak! DET ÆLDSTE HOFTROLD Det er Dovregubbens tale; han er den vise og du dem gale! DOVREGUBBEN Tænk efter, hvor megen fortræd og plage du kan fri dig for mellem år og dage Kom dog ihug, at synet er kilden til grådens argende beske lud. PEER GYNT Sandt nok; og der står i huspostillen: forarger dig øjet, så slå det ud. Hør! Sig mig, når heles så synet igen til menneskesyn? DOVREGUBBEN Ingensinde, min ven. PEER GYNT Nå, så! Ja, så siger jeg tak for mig. DOVREGUBBEN Hvad vil du udenfor? PEER Gå min vej. DOVREGUBBEN Nej, stop! Det er letvindt at slippe herind! men udad går ikke Dovregubbens grind. PEER GYNT Du vil da ikke tvinge mig voldeligt? DOVREGUBBEN Hør nu, og vær fornuftig, prins Peer! Du har gaver for troldskab. Ikke sandt, han ter sig allerede nu så temmelig troldeligt? Og trold vil du være? PEER GYNT Ja-Gud vil jeg så. For en brud og et velskøttet rige på købet kan jeg finde mig i at noget går i løbet. Men alting i verden er der måde på. Halen har jeg taget, det er ganske sandt; men jeg kan vel få løst, hvad det hoftrold bandt; brogen har jeg kastet; den var gammel og lappet; men jeg kan vel igen få den på mig knappet. Og sagtens kan jeg også få losset båden for denne dovriske levemåden. Jeg skal gerne sværge på, en ko er en mø; en ed kan en altid jo æde i sig;- men det, at vide, at en aldri kan fri sig, at en ikke som et skikkeligt menneske kan dø, at gå som et bergtrold alle sine dage,- dette her, at en aldri kan træde tilbage, som der ståri bogen, det lægger du vind på; men det er noget, som jeg aldri går ind på. DOVREGUBBEN Nu bliver jeg, sandt for udyden, vred; og da er jeg ikke til at gantes med. Du dagblakke pilt! Ved du hvem jeg er? Først så kommer du min datter for nær- PEER GYNT Det er løgn i din hals! DOVREGUBBEN Du må hende ægte. PEER GYNT Tør du sige mig på, at -? DOVREGUBBEN Hvad? Kan du nægte, hun var din attrå og i din begær? PEER GYNT (blæser) Ikke andet? Hvem fanden hænger sig i sligt? DOVREGUBBEN Mennesket blir sig dog altid ligt. Ånden bekender I alle med kæverne; dog agtes kun det, som kan fakkes med næverne. Så du mener, at attråen intet gælder? Vent; du skal snart få syn for sagen- PEER GYNT Du fisker mig ikke med løgnens agn! DEN GRØNKLÆDTE Min Peer, du er faer før året hælder. PEER GYNT Luk op; jeg skal ud. DOVREGUBBEN I et bukkeskind, får du ungen efter dig. PEER GYNT (tørrer sveden af sig) Gid jeg var vågnet! DOVREGUBBEN Skal han skikkes til kongsgården? PEER GYNT Skik han på sognet! DOVREGUBBEN Godt, prins Peer; den sagen blir din. Men den tind er sikker, at gjort er gjort, item at din afkom vil vokse; sligt blandigskræ vokser urimelig fort- PEER GYNT Gubbe, vær nu ikke strid som en okse; vær rimelig, jomfru! Tag mod forlig. Du skal vide, jeg er hverken prins eller rig;- og enten du så vil målde eller veje mig, kan du tro du vinder ikke stort ved at eje mig. (Den grønklædte får ondt og bæres ud af troldpiger) DOVREGUBBEN (ser en stund på ham med høj foragt; derpå siger han) Hiv ham i kans mood bergvæggen, børn! TROLDUGERNE Å, faer, må vi først lege hubro og ørn! Ulvelegen! Gråmus og gloøjet kat! DOVREGUBBEN Ja, men fort. Jeg er arrig og søvning. Godnat! (Går) PEER GYNT (jaget af troldungerne) Slip mig, djævelstøj! (vil op gennem skorstenspiben) TROLDUNGERNE Tomtegubber! Nisser! Bid ham bag! PEER GYNT Au! (vil ned gennem kælderlemmen.) TROLDUNGERNE Stæng alle ridser! HOFTROLDET Hvor de morer sig, de små! PEER GYNT (kæmpende med en liden troldunge, som har bidt sig fast i hans øre) Vil du slippe, dit skarn! HOFTROLDET (slår ham over fingrene) Tag varsomt, slyngel, på et kongelig barn! PEER GYNT Et rottehul-! (Løber derhen) TROLDUGERENE Nissebroer! Det må du spærre! PEER GYNT Den gamle var fæl; men de unge er værre! TROLDUNGERENE Flæng ham! PEER GYNT Ak, den der var liden, som en mus! (løber om) TROLDUNGERENE (myldrere omkring ham) Stæng gærde! Stæng gærde! PEER GYNT (grædende) Ak; var jeg en lus (han falder) TROLDUNGERENE Ni i synet på ham! PEER GYNT (begravet i trolddyngen) Hjælp, moer, jeg dør! (Kirkeklokker ringer langt borte) TROLDUNGERENE Bjelder i fjeldet! Det er svartekjolens kør! (Troldene flygter under bulder og hylende skrig. Hallen styrter sammen; alt forsvinder) -------------------------------------------------------------------------------- Akt 2 Scene 7 (Bælmørke) (PEER GYNT høres at hugge og slå omkring sig med en stor gren) PEER GYNT Giv svar! Hvem er du? STEMMEN Mig selv. PEER GYNT Af vejen! STEMMEN Gå udenom, Peer! Den er stor nok, hejen. PEER GYNT (vil igennem på et andet sted, men støder imod). Hvem er du? STEMMEN Mig selv. Kan du sige det samme? PEER GYNT Jeg kan sige hvad jeg vil; og mit sverd kan ramme! Agt dig! Hu, hej, nu falder det knusende! Kong Saul slog hundred; Peer Gynt slog tusende! (slår og hugger) Hvem er du? STEMMEN Mig selv. PEER GYNT Det dumme svar kan du gemme; det gør ikke sagen klar. Hvad er du? STEMMEN Den store Bøjgen. PEER GYNT Nå, så! Før var gåden svart; nu tykkes den grå. Af veien, Bøjg! STEMMEN Gå undenom, Peer! PEER GYNT Igennem! (slår og hugger) Han faldt! (vil frem, men støder imod) Hå, ha! Er her fler? STEMMEN Bøjgen, Peer Gynt! En eneste en. Det er Bøjgen, som er sårløs, og Bøjgen, som fik mén. Det er Bøjgen, som er død, og Bøjgen, som lever. PEER GYNT (kaster grenen) Værget er troldsmurt; men jeg har næver!! (slår dig igennem) STEMMEN Ja, lid på næverne; lid på kroppen. Hi-hi, Peer Gynt, så rækker du toppen. PEER (kommer igjen) Atter og fram, det er lige langt;- ud og ind, det er lige trangt! Der er han! Og der! Og rundt om svingen! Ret som jeg er ude, står jeg midt i ringen.- Nævn dig! Lad mig se dig! Hvad er du for noget? STEMMEN Bøjgen PEER GYNT (famler omkring) Ikke dødt. Ikke levende. Slimet; tåget. Ingen skikkelse heller! Det er som at tørne i en dynge af knurrende halvvåghne bjørne! (Skriker) Slå fra dig! STEMMEN Bøjgen er ikke gal. PEER GYNT Slå! STEMMEN Bøjgen slår ikke. PEER GYNT Kæmp! Du skal! STEMMEN Den store Bøjgen vinder uden at kæmpe. PEER GYNT Var her bare en nisse, som kunde mig prikke! Var her bare så meget, som et årsgammelt trold! Bare noget at slås med. Men det er her ikke. - Nu snorker han! Bøjg! STEMMEN Hvad godt? PEER GYNT Brug vold! STEMMEN Den store Bøjgen vinder alting med lempe. PEER GYNT (bider sig i arme og hænder) Klør og flænger tænder i kødet! Jeg må kende dryppet af mit eget blod. (der høres spm vingeslag af store fugle) FUGLESKRIG Kommer han, Bøjg? STEMMEN Ja; fod for fod. FUGLESKIG Alle systre langt borte! Flyv frem til mødet! PEER GYNT Skal du berge mig, jente, så gør det snart! Glan ikke ned for dig, lud og bøjet.- Spændebogen! Kyl ham den bent i øjet! FUGLESKRIG Han vinner! STEMMEN Vi har ham. FUGLESKRIG Systre! Skyd fart! PEER GYNT For dyrt, at købe sig livet til for slig en times tærende spil. (synker sammen) FUGLESKRIG Bøjg, der stupe han! Tag ham! Tag ham! (Klokkeringning og salmesang høres langt borte) BØJGEN (svinder in til intet og siger i et gisp) Han var for stærk. Der stod kvinder bag ham. -------------------------------------------------------------------------------- Akt 2 Scene 8 (Soloppgang. På fjeldet udenfor Åses sæterstue. Døren er stængt; alting øde og stille) (PEER GYNT ligger sovende udenfor sætervæggen) PEER GYNT (vågner, ser sig om med et sløvt og tungt øjekast. Han spytter) Den, som havde sig en ramsaltet sild! (spytter igen, i det samme ser han Helga, der kommer med en nistebomme) Hå, unge, er du her? Hvad er det, du vil? HELGA Det er Solvejg - PEER GYNT (springer op) Hvor er hun? HELGA Bag sætervæggen SOLVEJG (skjult) Kommer du nær, så sætter jeg på sprang. PEER GYNT (standser) Kanske du er ræd, jeg skal ta'e dig i fang? SOLVEJG Skam dig! PEER GYNT Ved du, hvor jeg var i nat? Dovregubbens datter er efter mig, som klæggen. SOLVEJG Da var det vel, der blev ringet med klokker. PEER GYNT Peer Gynt er ikke den gut, de lokker.- Hvad siger du? HELGA (grædende) Å, hun taer benene fat! (løber efter) Vent! PEER GYNT (griber hende i armen) Se her, hvad jeg har i lommen! En sølvknap, unge! Den skal du få,- bare snak godt for mig! HELGA Slip; lad mig gå! PEER GYNT Der har du den. HELGA Slip; der står nistebommen! PEER GYNT Gud nåde dig, hvis du ej -! HELGA Uf, du skræmmer mig! PEER GYNT (spag; slipper hende) Nej, jeg mente: bed, at hun ikke glemmer mig! (HELGA løber) -------------------------------------------------------------------------------- Akt 3 Scene 1 (Dybt inde i barskogen. Gråt høstvejr. Snefald. Peer Gynt står i skjorteærmene og fælder gavntømmer.) PEER GYNT (hugger på en stor furu med krigede grene) Å-ja, du er sejg, du gamle kall; men det båder knapt, for du stpr for fald. (hugger igjen) Jeg ser nok, du har en ståltrådsærk; men jeg flænger den, jeg,m var den aldri så stærk.- Ja, ja; du ryster din krogede arm; det er rimeligt nok, du er arg og harm; men lige fuldt så skal du i knæ-! (bryder med engang tvert af) Løgn! Det er bare et gammelt træ. Løgn! Det er ingen stålklædt knark; det er bare en furu med sprukken bark.- Det er tungvindt arbejd at hugge tømmer; men fandenskab når en både hugger og drømmer.- Det skal væk, dette her,- at stå i tågen og væve sig bort lyslevende vågen.- Du er fredløs, gut! Du er jaget på skogen. (hugger en stund ilsomt) Ja, fredløs, ja. Du har ikke moer til at bære frem maden og duge dit bord. Vil du æde, gut, får du hjælpe dig selv, hente det råt fra skog og elv, spike dig tyri og nære dig ild, stulle og stelle og lage det til. Vil du klæde dig varmt, får du vejde rén vil du mure dig hus, må du brydte sten; wvil du tømre det op, får du fælde stokken og bære den frem på din ryg til tråkken.- (Øksen synker; han ser frem for sig.) Gildt skal det bygges. Tårn og fløj skal der være på tagryggen hæv og høj Og så vil jeg snitte, til knap på gavlen, en havfrue, skabt som en fisk fra navlen. Messing skal der være på fløjen og låsen. Glas får jeg også se jeg kan få. Fremmed folk skal undres på hvad det er, som skinner langt borti åsen. (ler i harme) Helvedes løgn! Der var den igen. Du er fredløs, gut!! (hugger hvast) En barktækt hytte gør både i rusk og frost sin nytte (ser opad træet) Nu står han og vagger. Så; bare et spænd! Der stuper han skrås efter ehele sin længde;-- det grøsser i ungskogens mylr og mængde! (giver sig til at kviste stammen; på engang lytter han og står stille med hævet økse) Der er nogen efter mig!- Nå, er du slig, du Hægstadgubbe;- du farer med svig. (dukker bag træet og kiger frem) En gut! Bare en. Han tykkes skræmt. Han skotter omkring sig. Hvad har han gemt under trøjen? En sigd. Han standser og glytter,- lægger næven tilrette på en skigard-stav. Hvad er det nu? Hvorfor står han og støtter-? Uf da! Hugg han ikke fingeren af!! Hele fingeren af! Han bløder som en stud.- Der setter han på sprang med næven i en klud. (rejser sig) Det var fanden til krop! En umistelig finger! Helt af! Og det uden at nogn ham tvinger. Håhå, nu mindes jeg -! Det er den eneste Måde at fri sig fra kongens tjeneste. Så er det. De vilde ham i krigen skikke; og gutten, forstår sig, vilde nødig afsted.- Men hugge-? For altid skille sig ved -? Ja, tænke det; ønske det; ville det med,-- men gøre det! Nej; det skønner jeg ikke! (ryster lidt med hovedet; så går an til sit arbejde igen) -------------------------------------------------------------------------------- Akt 3 Scene 2 (En stue nede hos Åse. Alting er i uorden; kister står åbne; gangklæder ligger spredte omkring; en kat i sengen. Åse og husmandskonen i travelt arbejde med at pakke sammen og lægge tilrette.) ÅSE (render til den ene side) Kari, hør her! KONEN Hvad godt? ÅSE (på den aden side) Hør her-! Hvor ligger-? Hvor finder jeg-? Svar mig; hvor er-? Hvad leder jeg efter? Jeg er som tullet! Hvor er nøgelen til kisten? KONEN I nøglehullet ÅSE Hvad er det som ramler? KONEN Det sidste læs blir kørt til Hægstad. ÅSE (grædende) Jeg var tilfreds, jeg selv blev kørt ud i den svarte kiste! Å, hvad et menneske må tåle og friste! Gud hjælpe mig nådig! Hele huset tømt!! Hvad Hægstadbonden levned, har lensmanden taget, Ikke klæderne på kroppen engang blev vraget. Tvi! Få de skam, som så hårdt har dømt! (sætter sig på sengekanten) Både gård og grund er ude af ætten; strid var den gamle; men stridere var retten;- der var ikke hjælp og der var ikke nåde; Peer var borte; ingen kunde mig råde. KONEN Her i stuen får I dog sidde til jer død. ÅSE Ja; katten og jeg, vi får nådsensbrød! KONEN Gud bedre jer, moer; han, Peer, blev jer dyr. ÅSE Peer? Jeg mener, du er ørsk og yr! Ingrid kom jo velberget hjem tilslut. Det var ligest, de havde holdt sig til fanden;- han er brotsmanden, han, og ingen anden; den styggen fristed min stakkars gut! KONEN Var det ikke bedst, der gik bud efter presten? Der står værre til, end I kanske tror. ÅSE Efter presten? Å jo, jeg mener det næsten (farer op) Men nej-Gud om jeg kan! Jeg er guttens moer;; jeg får hjælpe; det er ikke mer end jeg pligter; lage det som bedst, når de andre svigter. Denne kuften har de skænkt ham. Den får jeg lappe. Gud give, jeg også turde skindfellen nappe!! Hvor er hoserne? KONEN Der, blant det andre skrammel ÅSE (roder om) Hvad finder jeg her? Å nej, en gammel støbe-ske, Kari! Med den har han leget knappestøber, smeltet og formet og præget. Engang her var gilde, kom ungen ind og bad sin faer at få en klump tin. "Ikke tin," sae Jon, "men Kong Kristian's mynt; sølv; det skal mærkes, du er søn til John Gynt Gud forlade ham, Jon; men han var nu fuld, og da ændsed han hverken til eller guld. Her er hoserne. Å, der er hul i hul; de må stoppes, Kari! KONEN Jeg mener, det trængs ÅSE Når det er gjort, får jeg komme tilsengs; jeg kender mig så skral og så ussel og klemt- (glad) To uldskjorter, Kari;- dem har de glemt! KONEN Ja, rigtig har de det. ÅSE Det træffer sig nemt. Den ene kan du tilside lægge. Eller hør; jeg mener, vi taer dem begge;- den, han har på, er så slidt og tyndt. KONEN Men kors, moer Åsee, det er visst synd! ÅSE Å ja; men du ved nok, presten forkynder nåde for den og de andre synder. -------------------------------------------------------------------------------- Akt 3 Scene 3 (Udenfor en nybyggerhytte i skogen. Rendyrhorn over døren. Sneen ligger højt. Det er i mørkningen. PEER GYNT står udenfor døren og slår en stor trælås fast.) PEER GYNT (ler imellemstunder) Lås må der være; lås som kan binde døren for troldtøj, og mand og kvinde. Lås må der være; lås som kan lukke for alle de arrige nissebukke.- De kommer med mørke; de klapper og banker: luk op, Peer Gynt, vi er snygge, som tanker! Under sengen vi pusler, i asken vi rager, gennem piben vi rusler som gloende drager. Hi-hi! Peer Gynt; tror du spiger og planker kan stænge for arrige nissebuktanker? (SOLVEJG kommer på skier fremover moen; hun har et kastetørklæde over hovedet og et knytte i hånden.) SOLVEJG Gud signe dit arbeid. Du får ikke vrage mig. Budsendt jeg kommer, og så får du tage mig. PEER Solvejg! Det er ikke -! Jo, det er!- Og du blir ikke ræd for at komme så nær! SOLVEJG Bud har du skikket med Helga lille; fler kom efter med vind og i stille. Bud bar din moer i alt hun fortalte, bud, som yngled, der drømmene dalte. Nætterne tunge og dagene tomme bar mig det bud, at nu fik jeg komme. Det blev som livet var sluknet dernede; jeg kunde ikke hertefyldt le eller græde. Jeg vidste ikke trygt hvad sind du åtte; jeg vidste kun trygt hvad jeg skulde og måtte. PEER GYNT Men faer din? SOLVEJG På hele Guds vide jord har jeg ingen at kalde for faer eller moer. Jeg har løst mig fra alle. PEER GYNT Solvejg, du vene,- for at komme til mig? SOLVEJG Ja, til dig alene; du får være mig alt, både ven og trøster. (i gråd) Værst var det at slippe min lille syster;- men endda værre at skilles fra faer; men værst ifra dem, som ved brystet mig bar;- nej, Gud forlade mig, værst får jeg kalde den sorg at skilles fra dem alle, - alle! PEER GYNT Og kende du dommen, som blev læst ivår? den skiller mig både ved arv og gård. SOLVEJG Mener du vel at for arv og eje jeg skilte mig fra alle de kæres veje? PEER GYNT Og ved du forliget? Udenfor skogen tør de fakke mig frit, om jeg træffes af nogen. SOLVEJG På skier har jeg rendt; jeg har spurgt mig frem; de fritted, hvor jeg skulde; jeg svaret: jeg skal hjem PEER GYNT Så væk med både spiger og planker! Nu trænges ingen stængsel mog nissebuktanker. Tør du gå ind for at leve med skytten, så ved jeg der kommer vigsel over hytten. Solvejg! Lad mig se på dig! Ikke for nær! Bare de på dig! Nej, hvor du er lys og skær! Lad mig løfte dig! Nej, hvor du er fin og let! Får jeg bære dig, Solvejg, blir du aldri træt! Jeg skal ikke smudse dig. Med strake arme skal jeg holde dig ud fra mig, du vene og varme! Nej, hvem skulde tænkt, at jeg kunde dig drage -; å, men jeg har længtes både nætter og dage. Her skal du se, jeg har tømret og bygt; der skal ned igen, du; her er ringt og stygt - SOLVEJG Rigt eller gildt, - her er efter mit sind. Så let kan en puste mod den strygende vind. Dernede var det klummert; en kendte sig klemt; der er halvvejs det, som har fra bygden mig skræmt. Men her, hvor en hører furuen suse, -BR> for en stilhed og sang! - her er jeg tilhuse. PEER GYNT Og ved du det visst? For alle dine dage? SOLVEJG Den vej, jeg trådt, bær aldri tilbage. PEER GYNT Så har jeg dig! Ind! Lad mig se dig i stuen! Gå ind! Jeg skal hente tyri til gruen; lunt skal det varme og bjart skal det lyse, blødt skal du sidde og aldri skal du fryse. (han lukker op; SOLVEJG går inf. Han står en stund stille, da ler han højt af glæde og springer ivejret.) PEER GYNT Min kongsdatter! Nu er hun funden og vunden! Hej! Nu skal kongsgården tømres fra grunden! (han griber øksen og går bortover; i det samme træder en gammelaktig kvide i en fillet grøn stak ud af holtet; en stug unge med ølbolle i hånden halter efter og holder hende i skørtet) KVINDEN Godkveld, Peer rapfod! PEER GYNT Hvad godt? Hvem der? KVINDEN Gamle venner, Peer Gynt! Min stue ligger nær. Vi er grandfolk. PEER GYNT Så? Det er mer, end jeg ved. KVINDEN Alt som hytten din bygtes, bygte min sig med. PEER GYNT (vil gå) Jeg har bråhast - KVINDEN Det har du altid, gut; men jeg trasker nu efter og råker dig tilslut. PEER GYNT I mistaer jer, moer! KVINDEN Jeg har før så gjort; jeg gjorde så dengang du lovte så stort. PEER GYNT Jeg lovte -? Hvad fanden er det for snak? KVINDEN Har du glemt den kveld, du hos faer min drak? Har du glemt -? PEER GYNT Jeg har glemt, hvad jeg aldri har vidst. Hvad rører du om? Når mødtes vi sidst? KVINDEN Vi mødtes sidst, da vi mødtes først. (til ungen) Byd faren din drikke; jeg mener han er tørst. PEER GYNT Faer? Er du drukken? Kalder dum ham -? KVINDEN Du kan da vel kende grisen på skidet! Har du øjne? Kan du ikke se, han er lam på skanken, som du er lam på sindet? PEER GYNT Vil du bilde mig ind -? KVINDEN Vil du vrigle dig bort - PEER GYNT Den langbente ungen -! KVINDEN Han er vokset fort. PEER GYNT Tør du, dit troldtryne, lægge mig ud -? KVINDEN Hør nu, Peer Gynt; du er grov, som en stud! (grædende) Hvad kan jeg for, at jeg ikke er vakker, som dengang du lokked mig i lider og bakker? I høst, da jeg fødte, holdt fanden om min ryg, og så er det rimligt nok en blir styg. Men dersom du vil se mig så ven, som før, skal du bare vise jenten derinde på dør, jage hende ud af sindet og synet;- gør så, kære vennen min, så mister jeg trynet! PEER GYNT Vig fra mig, din troldheks! KVINDEN Ja, se om jeg gør! PEER GYNT Jeg skal slå dig i skallen -! KVINDEN Ja; prøv, om du tør! Ho-ho, Peer Gynt, jeg kan stå for slag! Jeg kommer igen hver evige dag. Jeg glytter på døren, ser ind til jer begge. Sidder du med jenten på bænkefjæl,- blir du kælen, Peer Gynt,- vil du lege og dægge,- sætter jeg mig hos og kræver min del. Hun og jeg vi skal bytte og skifte dig. Far vel, kære guttem min, imorgen kan du gifte dig! PEER GYNT Din helvedes mar! KVINDEN Men der er s'gu sandt! Ungen får du fostre, din fodlette fandt! Vesle-fanden, vil du til faer din? UNGEN (spytter på ham) Tvi! Jeg skal hugge dig med øksen; bare bi, bare bi! KVINDEN (kysser ungen) Å nej, for et hoved, der sidder på den krop! Du vlir faer din op af dage når du engang vokser op! PEER (stamper) Gid I var så langt -! KVINDEN Som vi nu er nær? PEER GYNT (knuger hænderne) Og alt dette -! KVINDEN Bare for tanker og begær! Det er synd i dig, Peer! PEER GYNT Værst for en anden!- Solvejg, mit reneste, skæreste guld! KVINDEN Å ja; det svir til de skyldfri, sa'e fanden, moer hans gav ham hug, for faer hans var fuld! (hun trasker ind i holtet med ungen, som kaster ølbollen efter ham) PEER GYNT (after a long silence) Gå udenom, sa'e Bøjgen. En får så her.- Der faldt kongsgården min med bråk og rammel! Det slog mur om hende, jeg var så nær; her blev stygt med et, og min glæde blev gammmel.- Udenom, gut! Der findes ikke vej tvers igennem dette til hende fra dig. Tvers igennem? Hm, der skulde dog findes. Der står noget om anger, hvis ret jeg mindes. Men hvad? Hvad står der? Jeg har ikke bogen, har glemt det meste, og her er ikke nogen retledning at få i skogen. - Anger? Så skulde der kanske gå år, før jeg vandt mig igennem. Det liv blev magert. Slå sønder, hvad skært er, og vent og fagert, og klinke det ihob af stumper og skår? Sligt går med en fele, men ikke med en klokke. Der, det skal grønnes, får en ikke tråkke. Neb det var jo en løgn med det heksetryne! Nu er alt det styggetøy ude af syne.- Ja; ude af syne, men ikke af sind. Smygende tanker vil følge mig ind. Ingrid! Og de tre, som på hougene sprang! Vil de også være med? Med skrat og harme krævbe, som hun, at krystes i fang, løftes varligt og vent på strake arme? Udenom, gut; var armen så lang, som furuens lægg eller granens stang,- jeg mener, jeg løfted hende endda for nær, til at sætte hende fra mig menløs og skær.- Jeg får udenom dette på sæt og vis, så det hverken blir vinding eller forlis. En får skyde sligt fra sig og få det glemt - (går nogle skridt mod hytten, men standser igen) Gå ind efter dette? Stygt og skræmt? Gå ind med alt det troldskab i følge? Tale, og dog tie; skrifte og dog dølge -? (kaster øksen fra sig) Det er helgedagskveld. AT stævne til møde, slig, som jeg nu er, var kirkebrøde. SOLVEJG (in the doorway) Kommer du? PEER GYNT (half aloud) Udenom! SOLVEJG Hvad? PEER GYNT Du får vente. Her er mørkt, og jeg har noget tungt at hente. SOLVEJG Bi; jeg skal hjælpe; vi byrden skal dele. PEER GYNT Nej, stå der du står! Jeg får bære det hele. SOLVEJG Men ikke for langt, du! PEER GYNT Vær tålsom, jente; langt eller kort,- du får vente. SOLVEJG (nikker efter ham) Ja vente (Peer Gynt går bortover skogstien. Solvejg bliver stående i den åbne halvdør) -------------------------------------------------------------------------------- Akt 3 Scene 4 (Åses stue. Aften. En stokild brænder og lyser på skorsteinen. Katten på en stol ved sengefoden. Åse ligger i sendgen og famler urolig omkring på spredet) ÅSE Nej, Herregud, kommer han ikke? Det dryger så inderlig langt. Jeg har ikke bud at skikke; og sige ham har jeg så mangt. Her er ikke stunder at miste! Så bråt! Hvem skulde det tænkt! Å, dersom bare jeg vidste jeg ikke har holdt ham for strængt! PEER GYNT Godkveld! ÅSE Vorherre dig glæde! Så kom du da, kære min gut! Men hvor tør du færdes hernede? Her er jo dit liv forbrudt. PEER GYNT Å, livet får være det samme. Jeg måtte nu se hernede. ÅSE Ja, nu står Kari tilskamme; og jeg kan gå bort i fred! PEER GYNT Gå bort? Hvad er det du snakker? Hvor er det du agter dig hen? ÅSE Ak, Peer, det mod enden lakker; jeg har ikke langt igjen. PEER GYNT (vrider på sig og går opover gulvet) Se så! Fra det tuge jeg render; jeg mente, jeg her var fri-! Er du kold på fødder og hænder? ÅSE Ja, Peer; det er snart forbi.- Når du ser mine øjne briste, må du lukke dem varligt til. Og s får du sørge for kiste; men, kære, ladd den bli gild, Å nej, der er sandt- PEER GYNT Ti stille! Tidsnok at tænke på sligt. ÅSE Ja, ja (ser uroligt om i stuen.) Her ser du det lille de levned. Det er dem ligt PEER GYNT (med et vrid) Jeg ved, jeg har skylden. Hvad gavner, jeg mindes derom? ÅSE Du! Nej, den fordømte fylden, fra den var det ulykken kom! Kære gutten min, du var jo drukken; da ved en ej selv hvad en gør; og så havde du redet på bukken; det var rimlig nok, du var yr! PEER GYNT Ja, ja; lad den rægelen fare. Lad dare den hele dag. Hvad tungt er, det vil vi spare til siden-en anden dag. (Sætter sig på sengekanten) Nu, moer, vil vi sammen snakke; men bare om løst og fast,- og glemme det vrange og skakke, og alt , som er sårt og hvast,- Nej, se da; den gamle katten; så den er ilive endnu? ÅSE Den bær sig så stygt om natten; du ved, hvad det varsel, du! PEER GYNT (afbøjende) Hvad er her for nyt i bygden? ÅSE (smilende) De siger, her findes etsteds en jente, som stunder mod højden- PEER GYNT (hurtigt) Mads Moen, slår han sig tilfreds? ÅSE De siger, hun har ikke øre for begge de gamles gråd. Du skulde dog indom høre;- du, Peer, vidste kanske råd- PEER GYNT Men smeden, hvor er han havnet? ÅSE Å ti med den sidne smed. Jeg vil heller sige dig navnet på hende, jenten, du ved- PEER GYNT Nej, nu vil vi sammen snakke,- men bare om løst og fast, og glemme det vrange og skakkee, og alt, som er sårt og hvast. Er du tørst? Skal jeg hente dig drikke? Kan du strække dig? Sengen er stut. Lad mig se;- ja, mener jeg ikker det er sengen, jeg lå i som gut! Kan du mindes, hvor tidt om kvelden du sad for min sengetok og bredte over mig felden, og sang både stev og lok? ÅSE Ja, minds du! Så legte vi slæde, når faer din i langfart for. Felden var karmesprede og gulvet en islagt fjord. PEER GYNT Ja, men det allerbedste,- moer, kan du minds det med?- det var dog de glupe heste- ÅSE Ja, mener du ikke jeg vet-? Det var Karis kat vi fik låne; den sad på en kubbestol- PEER GYNT Til slottet vestenfor måne og slottet østenfor sol, til Soria-Moria-slottet, gik vejen både højt og lavt. En kæp, som vi fandt i kottet, du brugte til svøbeskaft. ÅSE Der fremme i dumpen jeg kneiste- PEER GYNT Jo, jo; du gav tømmen løs, og vendte dig, jævnt som vi rejste, og spurgte mig om jeg frøs. Gud signe dig, gamle styggen,- du var dog e kærlig sjæl-! Hvad ynker du for? ÅSE For ryggen; det volder den hårde fjæl. PEER GYNT Stræk dig; jeg skal dig støtte. Se så; nu ligger du blødt. ÅSE (urolig) Nej, Peer, jeg vil flytte! PEER GYNT Flytte? ÅSE Ja, Flytte; så ønsker jeg stødt. PEER GYNT Du snakker! Bred over dig felden. Lad mig sidde på sengestok. Se så; nu korter vi kvelden både med stev og lok ÅSE Hent heller postillen i kottet; jeg er urolig tilsinds. PEER GYNT I Soria-Moria-slottet er der gilde hos kongen og prins. Hvil dig på slædepuden; jeg kører dig did over mo- ÅSE Men, snille Peer, er jeg buden? PEER GYNT Ja, det er vi begge to. (kaster en snor om stolen, hvor katten ligger, tager en kæp i hånden og sætter sig foran på sengefoden) Hyp! Vil du rappe dig, Svarten! Moer, du fryser vel ej? Jo-jo; det kendes på farten, når Grane lægger ivej! ÅSE Kære Peer, hvad erm det som ringer-? PEER GYNT De blanke dumbjelder, moer! ÅSE Hu, nej da, hvor hult det klinger! PEER GYNT Nu kører vi over en fjord. ÅSE Jeg er ræd! Hvad er det, som bruser og sukker så underligt vildt? PEER GYNT Det er granene, moer, som suser på moen. Sid bare stilt. ÅSE Det gnistrer og blinker langt borte. Hvor kommer den lysningen fra? PEER GYNT Fra slottets ruder og porte. Kan du høre du danser? ÅSE Ja. PEER GYNT Udenfor står Sankt Peder og byder dig stige ind. ÅSE Hilser han? PEER GYNT Ja, med hæder, og skænker den sødeste vin. ÅSE Vin! Har han også kager? PEER GYNT Jada! Et smækfuldr fad. Og salig provstinden lager dig kaffe og eftermad. ÅSE Å kors; kommer vi to sammen? PEER GYNT Så tidt og så jævnt du vil. ÅSE Å nei da, Peer, for en gammen du kjører mig, stakkar til! PEER GYNT (smækker med pisken) Hyp; vil du rappe dig, Svarten! ÅSE Kære Peer, du kører vel ret? PEER GYNT (smækker igjen) Her er brede vejen. ÅSE Den farten den gør mig låk og træt. PEER GYNT Der ser je slottet sig højne; om lidt så er kørslen slut. ÅSE Jeg vil ligge og lukke øjne og lide på dig, min gut! PEER GYNT Rap dig, Grane, min traver! I slottet er stimlen stor; mod porte de myldrer og kaver. Nu kommer Peer Gynt med sin moer! Hvad siger du, herr Sankt Peder? Får ikke moer slippe ind? Jeg mener du længe leder, før du finder så ærligt et skind. Om mig vil jeg ikke snakke; jeg kan vende ved slottets port. Vil I skænke mig, taer jeg tiltakke; hvis ej, går jeg lige-nøjd bort. Jeg har digtet så mangen skrøne, som fanden på preketol, og skældt min moer for en høne, fordi hun kagled og gol. Men hende skal I agte og hædre og gøre det rigtig tillags; her kommer ikke nogen bedre fra bygderne nutildags.- Ho-ho; der har vi Gud Fader! Sankt Peder, nu får du dit (med dyp stemme) "Hold op med de køgemester-lader; moer Åse skal slippe frit!" (ler højt og vender sig om til moderen) Ja,var det ikke det jeg vidste? Nu blev der em anden dans (angst) Hvorfor ser du, om øjet skulde briste? Moer! Er du fra samling og sans-! (går op til hovedgærdet) DU skal ikke likke og glane!- Snak, moer; det er mig, din gut! (føler varsomt på hendes pande og hænder; derpå kaster han snoren bort på stolen pg siger dempet:) JA så! - Du kan hvile dig, Grane; for ret nu er rejsen slut. (lukker hendes øjne og bøjer sig over hende.) Hav tak for alle dine dage, for bank og for barne-bys!- Men nu får du takke tilbage- (trykker kinden mod hendes mund) Se så, det var tak for skyds. HUSMANDSKONE Hvad? Peer! Nå, så er vi over den tungeste sorg og nød! Herregud, hvor godt hun sover -- eller er hun-? PEER GYNT Hys, hun er død. (Kari græder ved liget. Peer Gynt gåt længe omkring i stuen; endelig standser han ved sengen.) PEER GYNT Får moer med ære begravet. Jeg får friste at fare herfra. KONEN Skal du langvejs fare? PEER GYNT Mod havet. KONEN Så langt! PEER GYNT Og lenger endda (han går) -------------------------------------------------------------------------------- Akt 4 Scene 1 (På sydvestkysten af Marokko. Palmeskov. Dækket middagsbord, solsejl og sivmatter. Længere inde i lunden hængende køjer. Udenfor land ligger en damp yacht med norsk og amerikansk flag. Ved stranden en jolle. Det er henimod solnedgang. Peer Gynt, en smuk middelaldrende herre i elegant rejsedragt, med guldlorgnet på brystet, præsiderer som vært for bordenden. Master Cutton, Monsieur Ballon samt herrene v. Eberknopf og Trumpererstråle ifærd med at slutte måltidet) PEER GYNT Drik, mine herrer! Er man skabt til nydelse, så skal man nyde. Der står jo skrevet: tabt er tabt, og væk er væk-. Hvad må jeg byde? TRUMPETERSTRÅLE Du er superb som vært, broer Gynt! PEER GYNT Jeg deler æren med min mynt, med kok og stewart - MASTER COTTON Very well; en skål for alle fires held! MONSIEUR BALLON Monsieur, De har en gout, en ton, som nutildags kun sjelden findes hos mænd, der lever en garçon,- et visst, jeg ved ej hvad - VON EBERKOPF Et vift, ek skær af frigjort åndsbetragtning og verdensborgerdomsforpagtning, et syn igennem skyens rift, der ej af snever fordem bindes, et præg af højere forklaring, en ur-natur med livserfaring på trilogiens top forent. Ej sandt, monsieur; så var det ment? MONSIEUR BALLON Jo, meget muligt; ikke ganske så smukt det klinger i det franske. VON EBERKOPF Ej, was! Det sprog er og så stivt.- Men hvis til fænomenet grunden vi søge vil - PEER GYNT Så er den funden. Det er fordi jeg ej er gift. Ja, mine herrer, ganske klar er tingen. Hvad skal manden være! Sig selv; det er mit korte svar. Om sig og sit han skal sig kære. Men kan han det, som pak-kamél for andres ve og andres vel? VON EBERKOPF Men denne for-og-i-seg-væren, jeg lover, har Dem kostet strid - PEER GYNT Å ja såmen; i fordums tid; men altid gik jeg bort med æren. Engang var jeg dog ganske nær i fælden fanget mod min vilje. Jeg var en rask og vakker fyr; og damen, som jeg havde kær,- hun var af kongelige familje - MONSIEUR BALLON Af kongelig? PEER GYNT (hendkastende) Af disse ætter, De ved nok- TRUMPETERSTRALE (slår i brodet) Disse adelstroll! PEER GYNT (trækker på skuldren) Forlagte højheder, som sætter sin stolthed i, plebejerpletter at holde væk fra stammens skjold. MR. COTTON Gik så affæren overstyr? MONSIEUR BALLON Familjen var imod partiet? PEER GYNT Nej, tvertimod! MONSIEUR BALLON Ah! PEER GYNT (skånsomt) De forstår; der gaves ting, som talte for at få os snarest muligt viet. Men rentud sagt, det hele væsen var mig fra først til sidst imod. Jeg er visse dele kræsen og helst jeg står på egen fod. Og da nu svigerfader kom forblommet frem med fordring om jeg skulde skifte navn og stilling og løse adelskabsbevilling, så trak jeg mig med anstand ud, - gav afkald på hans ultimatum - og afkald på min unge brud. (trommer på bordet og synger andægtig) Ja, ja; der råder dog et fatum! På det vi mennesker kan lide; og det er trøstig at vide. MONSIEUR BALLON Og dermed sagen var forbi? PEER GYNT Nej, jeg fik føle noget andet; thi uvedkommende sig blanded med høje ramaskrig deri. Værst var familjens yngre lemmer. med syv av dem jeg fik duel. Det var en tid, jeg aldri glemmer, skønt jeg gik ud deraf med held, Det kostet blod; men dette blod gier brev på min persons fordyrelse, og peger styrkende imod, som sagt, et fatums vise styrelse. VON EBERKOPF De har et blik på livets gang, der hæver Dem til tænker-rang. Imens en slet og ret formener ser hver for sig de spredte scener, og aldri ender med at famle, forstår De alt til et at samle. Med samme norm De alting måler. De spidser til hver løs eragtning, så hver og en går ud som stråler fra lyset af en livsbetragtning.- Og De har ingenting studeret? PEER GYNT Jeg er, som jeg Dem før har sagt, en blot og bar autodidakt. Methodisk har jeg intet lært, men jeg har tænkt og spekuleret, og læst mig til en del af hvert. Jeg har begyndt i ældre alder; da ved De jo, lidt tungt det falder at pløje side op og side ned og tage ligt og uligt med. Historien har jegtaget stykkevis; thi mere fik jeg aldri tid til. Og da man jo i tunge tider et noget visst må sætte lid til, så tog jeg religionen rykkevis. På den manér det bedre glider. Man skal ej læse for at sluge, men for at se, hvad man kan bruge MR. COTTON Se, det er praktisk PEER GYNT (tænder en cigar) Kære venner; betænk mit levnetsløb forresten. Hvorledes kom jeg først til Vesten! Som fattig karl med tomme hænder. Jeg måtte slide sårt for føden; tro mig, det faldt mig tidsnok svært. Men livet, venner, det er kært; og, som man siger, besk er døden. Vel! Lykken, ser I, var mig føjelig; og gamle fatum, han var bøjelig. Det gik. Og da jeg selv var tøjelig, så gik det stedse bedre, bedre. Ti år derefter bar jeg navn af Krøsus mellem Charlestowns rhedre. Mit rygte fløj fra havn til havn; jeg havde lykken inden borde - MASTER COTTON Hvad gjaldt trafiken? PEER GYNT Mest jeg gjorde i negere til Karolina og gudebilleder til Kina. MONSIEUR BALLON Fi donc! TRUMPETERSTRALE For tusend, farbroer Gynt! PEER GYNT De finder nok bedriften svævende på det tilladeliges pynt? Jeg selv har følt det samme levende. Jeg fant den endog odiøs. Men, De kan tro mig, først begyndt, det holder hårdt at slippe løs. Ialfald er det yderst svært i slig en stor forretningsførelse, der sætter tusender i rørelse, at bryde ganske overtvert. Det "overtvert" jeg kan ei lide, men tilstår på den anden side, at jeg har altid næret agt for hvad man kalder konsekvenserne; og det, at overskride grænserne, har stedse gjort mig lidt forsagt. Dessuden tog jeg til at ældes; jeg nærmed mig mod femtiårene,- fik efterhånden gråsprengt hår; og skønt min helbred var fortrinlig, så faldt den tankt dog mig pinlig: hvem ved, hvor snart den time slår, da jurykendelsen skal fældes og skille bukkene fra fårene. Hvad var at gøre? Standse farten på Kina gik umuligt an. Jeg fandt dog en utvej, åbned snart en forretning til på samme land. Hver vår jeg guder exporterte; hver høst jeg prester udklarerte, forsynte dem med det fornødne som strømper, bibler, rum og ris - MR. COTTON Ja, mod profit? PEER GYNT Naturligvis. Det gik. De virked ufortrødne. For hver en gud, hist over købt, de fik en kilier grundigt døbt, vå virkningen neutralisertes. Missionens mark lå aldri brak; thi guderne, som kolportertes, af presterne blev holdt i schak. MASTER COTTON Nå, men de afrikanske varer? PEER GYNT Der sejred også min moral. Jeg indså, den trafik var gal for folk i fremadskreden alder. Men ved jo ej, når fra man falder. Og dertil kom de tusend snarer fra vore filantropers lejr, for ej at nævne kapringsfarer, samt risiko af vind og vejr. Alt dette sammenlagt vandt sejr. Jeg tænkte: Peter, rev i sejlene; se til, at du kan rette fejlene! Så købte jeg mig land i Syden, beholdt den siste kødimport, som også var af prima sort. De trived, blev blanke, fede, så det var mig og dem en glæde. Je, jeg tør sige uden skryden, jeg handled mod dem som en faer,- hvad sine gode renter bar. Jeg bygged skoler, for at dyden bestandig kunde holdes på et visst almindeligt niveau, og påstå strængt at ingenstunder dens thermometer sank derunder. Nu deforuden af dele jeg har mig ganske trukket ud;- jar har plantagen samt den hel besætning solt med hår og hud. På afskedsdagen gav jeg og til små og store gratis grog, så mænd og kvinder fik en rus, og enkerne desuden snus. Se, derfor håber jeg, såfremt det ord ej er et mundsvejr blot: hver den, som ej gør ondt, gør godt,- så er min fortids fejlgreb glemt, og jeg kan holde, mer end mangen, med dyder mine synder stangen. VON EBERKOPF (klinker med ham) Hvor det er styrkende at høre et livsprincip i scene sat, forløst fra theoriens nat, urokket af det ydre røre! PEER GYNT (som under det foregående har stukket flittigt på flaskerne) Vi mænd fra Nord forstår at føre vor krig igennem! Kunstens nøgle i livets sag er simpelthen at holde øret tæt igen for indpas af en farlig øgle. MASTER COTTON Hvad for øgle, dyre den? PEER GYNT En liden en, en fult forførende til det i et og alt afgørende. (drikker igen) Hvad hele vove-kunsetn gælder, den kunst, at eje dådens mod,- der er: at stå med valgfri fod imellem livets lumske fælder,- at vide visst, at alle dage er ikke slut med stridens dag,- at vide, dig står åben bag en bro, som bære kan tilbage. Den therori har holdt mig frem; den har min hele vandel farvet; og theorien har jeg arvet fra slægten i min barndoms hjem. MONSIEUR BALLON De er jo norsk? PEER GYNT Aj fødsel, ja! Men verdsborger af gemyt. For hvas jeg har af lykken nydt, jeg takke kan Amerika. De vel forsynte bogreoler jeg skylder Tysklands yngre skoler. Fra frankrig fik jeg mine veste, min holding og min skærv af ånd,- fra England en arbejdsom hånd og skærpet sans for eget bedste. Af jøden har jeg lært at vente. Lidt hang til dolce far niente jeg fra Italien fik en sending,- og engang i en snever vending jeg øged mine dages mål ved bistand af det svenske stål. TRUMPETERSTRALE (hæver sit glas) Ja, svenske stålet -! VON EBERKOPF Stålets svinger vi først og fremst vor hyldest bringer! (de klinker og drikker med ham. Han begyner at blive hed i hovedet.) MASTER COTTON Alt dette er såre godt;- men, Sir, nu gad jeg vide blot, hvad De med Deres guld vil gøre. PEER GYNT (smilende) Hm; gøre? Hvad? ALLE FIRE (rykker nærmere) Ja, lad os høre! PEER GYNT Nu; for det første gå på rejser. Se, derfor tog jeg jer ombord som selskabsbrødre i Gibraltar. Jeg trængte til et danserkor af venner som mit guldkalv-alter- VON EBERKOPF Højst vittigt sagt! MASTER COTTON Men ingen hejser sit sejl for blot og bart at sejle. De har et mål, det kan ej fejle. Og målet er -? PEER GYNT At blive kejser ALLE FIRE Hvad? PEER GYNT (nikker) Kejser! ALLE FIRE Hvor? PEER GYNT I hele verden. MONSIEUR BALLON Hvorledes, ven -? PEER Den plan er ingenlunde ny; den sjælen var i al min færden. Som gut jeg har i drømme rullet vidt over havet på en sky. Jeg steg med slæb og gylden slire,- og dratted ned på alle fire. Men målet, venner, stod ved magt.- Det er jo skrevet eller sagt etsteds, jeg mindes ikke hvor, at hvis du vandt den ganske jord, men selv dig tabte, var din vinding kun krans omkring en kløvet tinding. Så står der,- eller noget sligt; og dette ord er intet digt. VON EBERKOPF Men hvad er da det gyndske selv? PEER GYNT Den verden bag mit pandehvæl, som gør at jeg er ingen anden, en mig, så lidt som Gud er fanden. TRUMPETERSTRALE Nu skønner jeg, hvorhen det siger! MONSIEUR BALLON Sublim som tænker! VON EBERKOPF Høj som digter. PEER GYNT (i stigende stemning) Det gynske selv,- det er den hær af ønsker, lyster og begær,- det gynske selv, det er det hav af infald, fordringer og krav, kort alt, som netop mit bryst hæver, og gør at jeg, som sådan, lever. Men som Vorherre trænger muldet, skal han bestå som verdens Gud, så har jeg behov for guldet, skal jeg som kejser ta'e mig ud. MONSIEUR BALLON Men guldet har De! PEER GYNT Ikke nok. Ja, måske for en to-tre etmål, som kejser á la Lippe-Detmold. Men jeg vil være mig en bloc, vil være Gynt på hele kloden, Sir Gynt fra toppen og til roden! MONSIEUR BALLON (henreven) Besidde verdens første dejlighed!! VON EBERKOPF Al hundredårs Johannisberger! TRUMPETERSTRALE Og alle Karl den tolvtes værger! MASTER COTTON Men først en profitable lejlighed til transaktion - PEER GYNT Den er alt funden; og dertil var vor ankring grunden. Iaften farten står mod nord. Aviserne, jeg fik ombord, beretter mig en vigtig nyhed -! (rejser sig med hævet glas) Det er, som lykken uden ophør bær hjælp til den, der selv har kryhed - HERRENE Nu? Sig os -! PEER GYNT Hellas er i oprør. ALLE FIRE (springer op) Hvad! Grækerne -? PEER GYNT Har rejst sig hjemme. DE FIRE Hurra! PEER GYNT Og tyrken er i klemme! (tømmer glasset) MONSIEUR BALLON Til Hellas! Ærens port står åben! Jeg hjælper med mit franske våben! VON EBERKOPF Og jeg med opråb - på distance! MASTER COTTON Jeg ligeså - leverance! TRUMPETERSTRALE Gå på! Jeg finde skal i Bender de verdenskendte sporespænder! MONSIEUR BALLON (falder Peer Gynt om halsen) Tilgiv mig, ven, at jeg en stund har miskendt Dem! VON EBERKOPF (trykker hans hænder) Jeg dumme hund, jeg holdt Dem hartad for en slyngel! MASTER COTTON Det er for stærkt; kun for en nar - TRUMPETERSTRALE (vil kysse ham) Jeg, farbror, for et exemplar af Yankee-pakkets værste yngel -! Forlad mig -! VON EBERKOPF Vi har alle famlet- PEER GYNT Hvad snak er det? VON EBERKOPF Nu ser vi samlet i glans den hele gytske hær af ønsker, lyster og begær -! MONSIEUR BALLON (beundrende) Så det var monsieur Gynt at være! VON EBERKOPF (ligeså) Det er at være Gynt med ære! PEER GYNT Men sig mig dog -? MONSIEUR BALLON Forstår De ej? PEER GYNT Ifald jeg gør, jeg la'er mig hænge! MONSIEUR BALLON Hvorledes? Går ej Deres vej til Grækerne med skib og penge -? PEER GYNT (blæser) Nej, mange tak! Jeg støtter styrken og låner pengene til Tyrken. MONSIEUR BALLON Umuligt VON EBERKOPF Vittigt sagt, men spøg! PEER GYNT (tier lidt, støtter sig til en stol og antager en fornem mine) Hør, mine herrer, det er bedst vi skilles, før den sidste rest af venskab blaffrer bort i røg. Hvo intet ejer, letvindt vover. Når man af verdenråder knapt den stribe muld man skygger over, man til kanonmad er som skabt. Men står man berget på det tørre, som jeg, da er ens indsats større. Gå De til Hellas. Jeg skal sende Dem gratis væbnede iland. Jo mer De øger stridens brand, desbedre kan jeg buen spænde. Slå smukt for frihed og for ret! Løb storm! Gør Tyrken helvedet hedt;- og slut med hæder Deres dage på Janitscharens lansestage.- Men hav mig undskyldt. (slår på lommen) Jeg har mynt og er mig selv, Sir Peer Gynt. (han slår sin solskærm op og går ind i lunden, hvor hængekøjerne skimtes.) TRUMPETERSTRALE Den svinske karl! MONSIEUR BALLON Ej sans for ære -! MASTER COTTON Å, æren, den fik endda være; men tænk jer, hvad enorm profit for os, hvislandet slog sig frit - MONSIEUR BALLON Jeg så mig alt som sejervinder i kreds af skønne Grækerinder! TRUMPETERSTRALE Jeg så i mine svenske hænder de heltestore sporespænder! VON EBERKOPF Jeg mit uhyre fædrelands kultur så spredt til lands og vands -! MASTER COTTON Det værste tab er det reelle. Goddam! Jeg kunde tårer fælde! Jeg så mig som Olympens ejer. Hvis berget svarer til sit ry, så må der findes kobberlejer, som kunde tages op påny. Og dertil denne elv, Kastale, hvorom der går så megen tale, med fald på fald, beregnet lavt til mer end tusend hestes kraft -! TRUMPETERSTRALE Jeg går endda! Mit svenske sværd er mer end Yankee-guldet værd! MASTER COTTON Måske; men, ind i rækken stukne, vi vil i massens mængde drukne; og hvor blir så profitien af? MONSIEUR BALLON Fordømt! Så nær ved lykkens tinde;- og så at standse ved dens grav! MASTER COTTON (med knyttet hånd mod fartøjet) Hin sorte kiste slutter inde nabobens gyldne negersverd -! VON EBERKOPF En kongstanke! Fort! Afsted! Hans kejserdom er om en hals!! Hurra! MONSIEUR BALLON Hvad vil De? VON EBERKOPF Vinde magten! Besætningen er let tilfals. Ombord! Jeg annekterer yachten! MASTER COTTON De - hvad -? VON EBERKOPF Jeg kniber alt iflæng! (går ned til jollen) MASTER COTTON Da byder mig mit eget tarv at knibe med. (går efter) TRUMPETERSTRALE Det er en skarv! MONSIEUR BALLON Et keltringstykke -! Men - enfin! (følger de andre) TRUMPETERSTRALE Jeg får vel følge dem på færden, - men protesterer for alverden -! (går efter) -------------------------------------------------------------------------------- Akt 4 Scene 2 (Et andet sted på kysten. Måneskin og drivende skyer. Yachten går langt ude for fuld damp. Peer Gynt løber langs stranden. Snart kniber han sig i armen, snart stirrer han ud over havet.) PEER GYNT Mareridet!- Væv!- Nu vågner jeg snart! Den står fra land! Og i rasende fart!- Bare væv! Jeg sover! Jeg er drukken og yr! (knuger hænderne) Det går dog umuligt an, at jeg dør! (rykker sig i håret) En drøm! Jeg vil det skal være en drøm! Forfærdeligt! Hu; det er sanhed, desværre! Mine asner af venner-! Hør mig, Vorherre! Du er jo så vis og retfærdig-! O, døm-! (med oprakte arme) Det er mig, Peter Gynt! Å, Vorherre, pas på! Tag dig af mig, fader: ellers må jeg forgå! Lad dem bakke maskinen! Lad dem fire ned giggen! Stop tyvene! Gør noget uklart i riggen! Hør mig! Lad ligge de andres grejer! Verden skøtter dig nok selv imens!-- Nej-Gud om han hører! Han er døv, som han plejer! Det er stel! En Gud, som på råd er læns! (vinker opad) Pst! Jeg har skilt mig ved negerplantagen! Jeg har skikket missionærer over til Asien! En håndsrækning er dog en anden værd! Å, hjælp mig ombord-! (en ildstråle skyder ivejret fra yachten og en tyk røg vælter ud; et hult knald hæres; Peer Gynt udstøder et skrig og segner ned i sandet; lidt efter trækker røgen bort; skibet er forsvundet.) PEER GYNT (bleg og sagte) Det var straffens sværd! Tilbunds med mand og mus i et plump! O, evigt priset være lykkens slump!-- (rørt) Slumpetræf? Nej, det var mer end så. Jeg skulde frelses og de forgå. O, tak og pris, at du har mig hyttet, holdt øje med mig trods alle mine brøst!- (ånder dybt ud) Hvilken vidunderlig tryghed og trøst i at vide sig selv separat beskyttet. Men i ørken! Hvor får jeg mad og drikke? Å, jeg finder nok lidt. Det må han forstå. Det er ikke så farligt;- (højt og indsmigrende) han vil visst ikke, at jeg lille fattige spurv skal forgå! Bare ydmyg i sindet. Og så unde ham first. Lade Herren råde; ikke hænge med ørene- (farer forskræmt ivjeret) Var det en løve, som knurred i rørene-? (med klapprende tænder) Nej, det var ingen løve. (Mander sig op) En løve; jo visst! De bæster, e holder sig nok afsides. Med sin overmand er det ikke grejdt at bides. De har jo et instinkt;- de føler, som sandt er, det er farligt at lege med elefanter.-- Men alligevel-. Jeg får finde et træ. Derborte svajer akazier og palmer; kan jeg klyve derop, har jeg tryghed og læ,- især hvis jeg dertil kunde et par salmer- (klattrer op) Morgenen er ikke kvelden lig; det skriftested er ofte nok vejet og drøftet. (sætter sig tilrette) Hvor dejligt at føle sin ånd så løftet. Tænke ædelt, er mer, end at vide sig rig. Bare bygge på ham. Han ved hvad portion af nødens kalk jeg er mand for at drikke. Han er faderligt sindet imod min person;- (kaster et øje ud over havet og hvisker med et suk:) men økonom,- nej, det er han ikke! -------------------------------------------------------------------------------- Akt 4 Scene 3 (Nat. Marokansk lejr på grænsen mod ørkenen. vagtild og hvilende krigere) EN SLAVE (kommer og river sig i håret) Væk er kejserens hvide ganger! AN ANDEN SLAVE (kommer og sønderriver sine klæder) Kejserens hellige dragt er stjålen! OPSYNSMAND (kommer) Hundred slag får under sålen hver, som ikke tyven fanger! (Krigerene stiger tilhest og galopperer bort i alle retninger) -------------------------------------------------------------------------------- Akt 4 Scene 4 (Daggry. Trægruppen med akazier og palmer. Peer Gynt i træet med afbrukken gren i hånden holder sig en sværm abekatte fra livet.) PEER GYNT Fatalt! En højst ubehangelig nat. (Slår om sig.) Er du der igen? Det er dog forbandet! Nu kaster de frugt. Nej; det er noget andet. Et væmmeligt dyr, den abekat! Der står skrevet: du skal våge og fægte. Men jeg kan s'gu ikke; jeg er tung og mat. (forstyrres igen; utålmodig:) Jeg må få en pinde for det uvæsen sat! Jeg må se at få fanget en af de knægte, hængt ham og krængt ham og klædt mig ud på sæt og vis i hans lådne hud, så vil de andre tro jeg er ægte.- Hvad er vi mennesker? Kun et fnug. og lidt får man læmpesefter skik og brug.- Atter en sværm! De myldrer og kryr. Pak jer! Tsju! De ter sig som gale. Havde jeg blot en forloren hale,- noget sådant, som gav en vis lighed med dyr-. Hvad nu? Der tasser det over mit hode -! (ser op) Den gamle,- med næverne fulde af smuds-! (kryber ænsgtelig sammen og holder sig en stund stille. Abekatten gør en bevægelse; Peer Gynt begyner at lokke og godsnakke, som for en hund ) Ja,- er du der, du gamle Bus! Han er skikkelig, han! Han kan tages med det gode! Han vil ikke kaste;- nej, var det ligt- Det er mig! Pip-pip! Vi er gode venner! Aj-aj! Kan du høre, jeg sproget kender?? Bus og jeg, vi er skyldfolk og sligt;- Bus skal få sukker imorgen-! Det bæst! Hele ladningen over mig! Uf, det er væmmeligt!- Eller kanske det var føde? Det smagte ubestemmeligt; dog, hvad smagen angår, gør vanen mest. Hvad er det for en tænker, som engang har sagt: man får spytte og håbe på vanens magt?- Der er yngelen også! (fægter og slår) Det er dog for galt, at mennesket, denne skabningens herre, skal se sig nødt til -! Gevalt! Gevalt! Den gamle er fæl, men de unge er værre! -------------------------------------------------------------------------------- Akt 4 Scene 5 (Tidlig morgen. Stenet egn med udsigt ind over ørken. På den ene side en fjeldkløft og en hule. En tyv og en hæler i kløften med kejserens hest og klædning. Hesten, rigt opsadlet, står bunden til en sten. Rytterene langt borte.) TYVEN Lanserens tunger, slikkende, spillende,- se, se! HÆLEREN Jeg føler alt knappen i sandet trillende! Ve, ve TYVEN (folder armene over bryst) Min fader var tyv; hans søn må stjæle. HÆLEREN Min fader var hæler; hans søn må hæle. TYVEN Din lod skal du bære; dig selv skal du være. HÆLEREN (lytter) Fodtrin i krattet! På flugt! Men hvor? TYVEN Hulen er dyb og profeten stor! (de flygter og lader kosterne i stikken. Rytterene taber sig i det fjerne) PEER GYNT (kommer, skærende på en rørfløjte) Hvilken livsalig morgenstund!- Skarnbassen triller din kugle i gruset; sneglen kryber af sneglhuset. Morgenen; ja, den har guld i mund.- Det er dog igrunden en mærkelig magt, naturen har sådan i dagslyset lagt. Man føler sig så tryg, føler modet vokse, turde gerne, om så var, binde an med en okse.- Hvilken stilhed omkring! Ja, de landlige glæder,- ubegribeligt nok, at eg vraged dem før; at man lukker sig inde i de store stæder, blot for at rendes af pakket på dør,- Nej; de, hvor firben vimser omkring, snapper og tænker på ingenting. Hvilken uskyld selv over dyrenes liv. Hvert holder sig skaberens bud efterretteligt, bevarer sit særlige præg uudsletteligt, er sig selv, sig selv gennem leg og kiv, sig selv, som det blev på hansførste bliv. (sætter logretten på næsen) En padde. Midt i en sandstensblok. Forstening omkring. Kun hovedet ude. Der sidder den og ser, som gennem en rude, på verden og er sig selv - nok.- (Tenker) Nok? Sig selv-? Hvor er det, det står? Jeg har læst det, som gut, i en såkaldt storbog. Var det huspostillen? Eller Salomons ordbog? Fatalt; jeg mærker, at år for år min sans for tiden og stedet forgår. (Setter sig i skyggen.) Her er svalt at hvile og strække sibne fødder. Se her gror bregner. Spiselige rødder. (Smager lidt) Det er ligere mad for et kreatur;- men der står jo skrevet: tving din natur! Endvidere står der: hovmod må bøjes. Og hvo sig fornedrer, han skal ophøjes. (Urolig) Ophøjes? Ja, det vil ske med mig;- det er umuligt at tenke sig andet. Skæbnen vil hjælpe mig bort fra landet og mage det så, at jeg kommer ivej. Dette her er en prøvelse; siden kommer frelsen,- når bare Vorherre under mig helsen. (skynder tankerne fra sig, tænder en cigar, strækker sig og stirrer ind over ørken.) Hvilket umådeligt, grænseløst øde.- Langt derborte skridter en struds.- Hvad skal enegentlig tro var Guds mening med alt dette tomme og døde? Dette, som alle livskilder savner; dette forbrændte, som ingen gavner;- denne brøk af verden, som ligger brak; dette lig, som ej, siden jordens fødsel, har bragt sin skaber så meget som tak,- hvi blev det til?- Naturen er ødsel.- Er det hav, det i øst, det blinkende, flakke, som glittrer? Umuligt; kun sansebedrag. havet i vest; det højner sig bag, dæmmet ude fra ørken ved en skrånende bakke. (en tanke farer gennem ham) Dæmmet ude? Så kunde jeg-? Højden er smal. Dæmmet ude? Et gennembrudd blut, en kanal,- som en livsensflod vilde vandene skylle ind gennem svælget og ørken fylde! Snart vilde hele den glødende grav ligge der frisk som kruset hav. Oaserne vilde som øer sig højne, Atlas grønnes som fjerldkyst mod nord; sejler vilde, som fugle forfløjne, skære mod syd karavanernes spor. Livende luft vilde sprede de kvalme dunster, og dugg vilde drysse fra sky; folk vilde bygge sig by ved by, og græs vilde gro om den svajende palme. Landet i syd bar Saharas mur blev til et kystland med frisk kultur. Damp vilde drive Tombuktus fabriker;; Bornu blev kolonisert med il; op gennem Habes for forskeren sikker i sin waggon til den øvre Nil. Midt i mit hav, på en fed oase, vil jeg forplante den norske race; det dlske blod er jo kongeligt næsten; arabisk krydsning vil gøre resten. Rundt om en vik på en stigende strand får jeg lægge Peeropolis, hovedstaden Verden er aflægs! Nu kommer raden Gyntiana, mit unge land! (Springer op) Bare kapitaler, så er det gjort.- En nøgle af guld til havets port! Korstog mod døden! Den griske punger skal åbne for sækken, der han ligger og ruger. For frihed sværmes i alle lande;- som asnet i arken vil jeg sende et råb over verden og bringe befrielsens dåb til ed dejlige, bndne, vordende strande. Jeg må frem! Kapitaler i øst eller vest! Mit rige,- mit halve rige for en hest! (hesten vrinsker i fjeldkløften) En hest! Og klædning!- Og smykker,- og værge!! (går nærmere) Umuligt! Jo, virkelig-! Hvad? jeg har læst etsteds at viljen kan flytte bjerge;- men at den også kunde flytte en hest-? Vås! Det er faktum, at her står hesten;- ab esse ad posse og så videre forresten- (trækker klædningen udenpå og ser ned over sig) Sir Peter-og Tyrk fra top til rod! Nej, en ved aldri, hvad der kan hændes.- Rap dig, Grane, min ganger god! (Stiger i sadelen) Guldtøffel til å støtte min fod!- På ridestellet skal storfolk kendes! (Han galloperer ind i ørkenen) -------------------------------------------------------------------------------- Akt 4 Scene 6 (Telt hos en araberhøvdning, ensomt på en oase. Peer Gynt i sin østerlandske dragt hvilende på dyner. Han drikker kaffe og røger af en lang pibe. Anitra og en flok piger danser og synger for ham.) PIGERNES KOR Profeten er kommen! Profeten, herren, den alting vidende, til os, til os er han kommen over sandhavet ridende! Profeten, herren, den aldri fejlende, til os, til os er han kommen gennem sandhavet sejlende! Rør fløjten og trommen; profeten, profeten er kommen! ANITRA Hans ganger er mælken, den hvide, som trømmer i Paradisets floder. Bøj eders knæ! Sænk eders hoder! Hans øjne er stjerner, blinkende, blide. Intet jordbarn dog tåler glansens glans af de stjerners stråler. Gennem ørken han kom. Guld og perle sprang frem på hans bryst. Hvor han red blev det lyst. Bag ham blev mørke; bag ham for aumum og tørke. Han, den herlige, kom! Gennem ørken han kom, som en jordsøn pyntet, Kaba, Kaba står tom;- han har selv forkyndt det! PIGERNES KOR Rør fløjten og trommen; profeten, profeten er kommen! (Pigerne danser under dæmpet musik) PEER GYNT Jeg har læst på tryk - og satsen er sand - "ingen blir profet i eget land". - Dette her, det huger mig meget bedre, end livet histover blandt Charlstowns redre. Der var noget hult i den hele sag, noget fremmed på bunden, noget uklart bag;- jeg følte mig aldri hjemme i laget, og aldri rigtig som mand af faget. Hvad vilde jeg også på den gallej? Rode og rode i forretningsbingen. Når jeg tænker mig om, jeg fatter det ej;- det traf sig så; det er hele tingen.- Vær sig selv på grundlag af guld, det er som at bygge sit hus på sandet. For uhr og for ring og for alt det andet loggrer de godtfolk og kryber i muld; de løfter på hatten for brystnål-kronen; men ring eller nål er jo ikke personen.- Profet; se, det er en klarere stilling. Da ved man dog på hvad fod man står. Slår man an, så er det en selv, som får ovationen, og ej ens pundsterling og shilling. Man er, hvad man er, foruden snak; man skylder ej slump eller tilfælde tak, og støtter sig ei til panten og bevilling.- Profet: ja, det er noget for mig. Og jeg belev det så inderlig uforvarende,- blot ved at komme gennem ørken farende og træffe naturens børn på min vej. Profeten var kommen; den sag var klar. Det var såmen ikke min agt at bedrage-; der er forskel på løgn og profetisk svar; og jeg kan jo altid træde tilbage. Jeg er ikke bunden; det er ikke værre-; det hele er, så at sige, privat; jeg kan gå, som jeg kom; min hest står parat; kort sagt, jeg er situasjonens herre. ANITRA (nærmer sig fra indgangen) Profet og hersker! PEER GYNT Hvad vil min slavinde? ANITRA Ventende for teltet står slettens sønner; de beder at få skue dit ansigt- PEER GYNT Stop! Sig dem, de kan i afstand troppe op; sig dem, jeg hører i afstand deres bønner. Læg til, jeg tåler ingen mandfolk herinde! Mænderne, barn, er en skrøbelig slægt,- ret hvad man kalder nogle arrige skarn! Anitra, du kan ikke tænke dig, hvor frækt de har snydt - hm! Jeg mener syndet, mit barn!- Nå; det var nu det! Dans for mig, kvinder! Profeten vil glemme sine ærgerlige minder. PIGERNE (dansende) Profeten er god; Profeten er bedrøvet for det onde, som støvets sønner har øvet! Profeten er mild; hans mildhed være priset; han åbner for synderne Paradiset! PEER GYNT (idet hans øjne følger Anitra under dansen) Benene går som trommestikker raske. Ej! Hun er sandelig lækker, den taske. Hun har nogen extragavante former,- ikke ganske stemmende med skønhedens normer; men hvad er skønhed? En vedtægt kun,- en mynt, som er gangbar til sted og stund. Og just det extravagante behanger, når man har tilbunds det normale nydt. I det lovbundne blir mnan for rusen snydt. Enten yderlig fyldig, eller yderlig mager; enten ængstende ung, eller skremmende gammel;- det middels gør vammel.- Hendes fødder - de er ikke ganske rene; ikke armene heller; især den ene. Men det er igrunden ingen forringelse. Jeg vil snarere kalde det en betingelse-- Anitra, hør her! ANITRA (nærmer sig) Din slavinde har hørt! PEER GYNT Du er lokkende, barn! Profeten er rørt. Vil du ikke tro mig, så fornem beviset;- jeg gør dig til Houri i Paradiset! ANITRA Umuligt, herre! PEER GYNT Hvad? Tror du, jeg væver? Det er ramme alvor, så sandt jeg lever! ANITRA Men jeg har ingen sjæl. PEER GYNT Så kanst du få! ANITRA Hvorledes, herre? PEER GYNT Det må jeg forstå;- jeg skal nok tage mig af din opdragelse. Ingen sjæl? Ja ganske visst er du dum, som man siger. Jeg har mærket det med beklagelse. Men pyt; til en sjæl har du altid rum. Kom her! lad mig måle din hjernekiste.- Der er plads, der er plads; det var det jeg vidste. Sandt nok,- du vil aldri komme til at stikke synderlig dybt; nogen tror sjæl får du ikke;- men, skidt; det kabn også være det samme;- du skal få så meget, at du ikke står tilskamme-- ANITRA Profeten er god-- PEER GYNT Du nøler? Tal! ANITRA Men jeg øsnker heller- PEER GYNT Snak væk uden dvælen! ANITRA Jeg bryder mig ikke så meget om sjælen;- giv mig heller- PEER GYNT Hvilket? ANITRA (peger på hans turban) Hin skønne opal! PEER GYNT (henrykt, idet han rækker hende smykket) Anitra! Evas naturlige datter! Magnetisk jeg drages; thi jeg er mand, og, som der står hos en agtet forfatter: "Das Ewig-Weibliche ziehet uns an!" -------------------------------------------------------------------------------- Akt 4 Scene 7 (Måneskinsnat. Palmelund udenfor Anitras telt. Peer GYnt med en arabisk luth i hånden sidder under et træ. Hans skæg og hår er studset; han ser betydeligt yngre ud.) PEER GYNT (spiller og synger) Jeg stængte for mit Paradis, og tog dets nøgle med. Det bar tilhavs for nordlig bris! mens skønne kvinder sit forlis på havsens strand begræd. Mod syd, mod syd skar kølens flugt de salte strømmes vand. Hvor palmen svajer stolt og smukt, i krans om oceanets bugt, jeg stak mit skib i brand. Ombord jeg sted på slettens skib, et skib på fire ben. Det skummed under piskens Hieb;- jeg er en flygtig fugl; o, grib,- jeg kviddrer på en gren! Anitra, du er palmens most; det må jeg saned nu! Ja, selv Angoragedens ost er neppe halvt så sød en kost, Anitra, ak, som du! (hænger luthen over skulderen og kommer nærmere) Stilhed! Mon den fagre lytter? Har du hørt mit lille digt? Mon hun bar gardinet glytter, udrappert af slør og sligt?- Hys! Det klang jo, som korken volsomt af en flaske sprang! Nu igen! Og end en gang! Er det elskovssuk? Nej, sang;-- nej, det er en hørbar snorken.- Sød musik! Anitra sover. Nattergal, hold op å slå! Alslags ufærd skal du få, hvis med kluk og klunk du vover-- do, som skrevet står, lad gå! Nattergalene er en sanger; ak, jeg selv er ligeså. Han, som jeg, med toner fanger hjerter, ømme, bløde, små. Skabt for sang er natten sval; sangen er vor fælles sfære; det, at synge, er at være os, Peer Gynt og nattergal. Og just det, at pigen sover, er min elskovslykkes tip;- det, at spidse læben over bægret uden mindste nip--; men der er hun jo, minsæl! Bedst, hun kom, alligevel. ANITRA (fra teltet) Herre, kalder du i natten? PEER GYNT Ja såmen; profeten kalder. Jeg blev vækket før af katten ved et volsomt jagtrabalder- ANITRA Ak, det var ej jagtlarm, herre; det var noget meget værre. PEER GYNT Hvilket da? ANITRA O, skån mig! PEER GYNT Tal! ANITRA O, jeg rødmer- PEER GYNT (nærmere) Var det kanske hvad der fyldte mig så ganske, da jeg gav dir min opal? ANITRA (forskrækket) Ligne dig, o, verdens skat, med en ækkel kat! PEER GYNT Barn, fra elskovs standpunkt set, kan en hankat og profet komme hartad ud på et. ANITRA Herre, spøgens honning strømmer fra din læbe. PEER GYNT Lille ven; du, som andre piger, drømmer skorpen kun af store mænd. Jeg er spøgefuld igrunden, og på tomandshånd især. Af min stilling er jeg bunden til en maskes alvorsskær; dagens pligter gør mig tvungen; alt det regnskab og besvær, som jeg har med en og hver, gør mid tidt profetisk tvær; men det ligger kun på tungen.- Væk med vås! I tetatet'en er jeg Peer,- ja, den, jeg er. Hej, nu jager vi profeten; og mig selv, mig har du her! (sætter sig under et træ og drager hende til sig) Kom, Anitra, vi vil hvile under palmens grønne vifte! Jeg skal hviske, du skal smile; siden vil vi roller skifte; da skal dine læber friske, mens jeg smiler, elskov hviske! ANITRA (lægger sig for hans fødder) Hvert dit ord er sødt som sange, skønt jeg lidt kun deref fatter. Herre, svar mig, kan din datter, ved at lytte, sjælen fange? PEER GYNT Sjælen, åndens lys og viden skal du nok bekomme siden. Når i øst på rosenstrimer prentes gyldent; her er dagen,- da, min tøs, da gier jeg timer; du skal nok bli velopdragen. Men i nattens lune stille var det dumt, ifald jeg vilde med en luvslidt visdoms rester træde op som skolemester.- Sjælen er jo ikke heller, ret betragtet, hovedsagen. Det er hjertet, som det gælder. ANITRA Tal, o, herre! Når du taler, ser jeg glimt, som af opaler! PEER GYNT Kløgt, på spidsen sat, er dumhed; fejgheds knop, i blomt, er grumhed; sandhed i sin overdrift. er en bagvendt visdomsskrift. Ja, mit barn,- jeg er forsvoren som en hund, hvis ej der går sjælsforædte folk på jorden, som til klarhed tungvindt når. Jeg har kendt en sådan krop, perlen i den hele trop; og selv han tog fejl af målet, misted meningen i skrålet.- Ser du ørken om oasen? Hvis jeg blot min turban svinger, verdenshavets flod jeg tvinger til at fylde hele stadsen. Men jeg var en dompap-pande, hvis jeg skabte hav og lande. Ved du, hvad det er at leve? ANITRA Lær mig det! PEER GYNT Det er at svæve tørskod nedad tidens elv, helt og holdent som sig selv. Kun i mandskraft kan jeg være den, jeg er, min lille kære! Gammel ørn sin fjærham fælder, gammel støder går og hælder, gammel kærring mister tænder, gammel knark får visne hænder,- hver og en får vissen sjæl. Ungdom! Ungdom! Jeg vil herske, som en sultan, hed og hel,- ej på Gyntianas banker, under palmeløv og ranker,- men, på grundlag af det færske, i en kvindes jomfru-tanker.- Ser du nu, min lille pige, hvi jeg har dig nådigst dåret,- hvi jeg har dit hjerte kåret, grundlangt, som jeg så må sige, der mit væsens Kalifat? Jeg vil eje dine længsler. Voldsmagt i min elskovs stat! Du skal være min alene. Jeg vil være den, der fængsler dig, som guld og ædelstene. Skilles vi, er livet omme,- ja, for din part, notabene! Hele du, hver trevl og tomme, uden vilje, ja, og nej, vil jeg vide fyldt af mig. Dine lokkers midnatsgaver, alt, hvad yndigt er at nævne, skal som babylonske haver, vinke mig til sultanstævne. Derfor er det brav igrunden med dit tomme pandehvælv. Har man sjæl, så er man bunden i betragtning af sig selv. Hør, imens vi just er ved det;- hvis du vil, du skal, min tro, få en ring om ankelledet;- det blir bedst for begge to;- jeg taer plads i sjælestedet, og forøvrigt - status quo. (Anitra snorker) Hvad? Hun sover! Er det gledet hus forbi, hvad jeg har sagt?- Nej; det stempler just min magt, at hun flyder bort i drømme på min elskovstales strømme. (rejser sig og lægger smykker i hendes skød) Her er søljer! Her er fler! Sov, Anitra! Drøm om Peer-- Sov! Isøvne har du kronen på din kejsers pande sat! Sejr på grundlag af personen vandt Peer Gynt i denne nat. -------------------------------------------------------------------------------- Akt 4 Scene 8 (Karavanevej. Oasen langt tilabke i det fjerne. Peer Gynt, på sin hvide hest, jager gennem ørken. Han har Anitra foran sig på sadelknappen.) ANITRA Lad være; jeg bider PEER GYNT Du lille skalk! ANITRA Hvad vil du? PEER GYNT Vil? Lege due og falk! Føre dig bort! Gøre gale streger! ANITRA Skam dig! En gammel profet-! PEER GYNT Å, vås! Profeten er ikke gammel, din gås! Synes du dette på alderdom peger? ANITRA Slip, Jeg vil hjem! PEER GYNT Nu er du koket! Tænk, hjem! Til svigerfaer! Det var net! Vi gale fugle, af buret fløjne, tør aldri mere komme ham for øjne. Desuden, min unge, på samme sted bør man ikke for længere til slå sig ned; man mister i agt, hvad man vinder i kendskab;- især, når man kommer som profet eller sligt. Flygtigt skal man vise sig, gå som et digt. Det var s'gu på tid at besøget fik endskab. Det er vaklende sjæle, disse slettens sønner;- tilslut vanked hverken virak eller bønner. ANITRA Ja, men er du profet? PEER GYNT Jeg er din kejser! (vil kysse hende) Nej, se hvor den lille hakkespæt knejser! ANITRA Giv mig den ring, som sidder på din finger. PEER GYNT Tag, søde Anitra, det hele pøjt! ANITRA Dine ord er sange! Lifligt de klinger! PEER GYNT Saligt, at vide sig elsket så højt! jeg vil af! Jeg vil lede hesten, som din slave! (rækker hende ridepisken og stiger af) Se så, min rose, min dejlige blomst; her vil jeg gå i sandet og kave til jeg rammes af solstik og får min bekomst. Jeg er ung, Anitra; hva det for øje! Du får ikke veje mine fagter så nøje. Spas og spilopper er ungdoms kriterium! Hvis altså ikke ånd var så tung, så vilde du skønne, min yndige nerium,- din elsker gør spilopper,- ergo er han ung! ANITRA Ja, du er ung. Har du flere ringe? PEER GYNT Ikke sandt? Der; grams! Som en buk kan jeg springe! Var her vinløv i nærheden, skulde jeg mig kranse. Ja minsækl er jeg ung! Hej, jeg il danse! (danser og synger) Jeg er en lyksalig hane! Hak mig, min lille tippe! Ej! Hop! Lad mig trippe;- jeg er en lyksalig hane! ANITRA Du sveder, profet; jeg er angst du skal smelte;- ræk mig det tunge, som dingler i dit belte. PEER GYNT Ømme bekymrig! Bær pungen for stedse;- uden guld er elskede hjerter tilfredse! (danser og synger igen) Unge Peer Gynt er en Galfrands;- han ved ikke på hvad fod han vil stå. Pyt, sa'e Peer;- pyt, lad gå! Unge Peer Gynt er en Galfrands! ANITRA Frydfuldt, når profeten i dansen træder! PEER GYNT Visvas med profetn! - Lad os bytte klæder! Hejsan! Træk ud! ANITRA Din kaftan blev for lang, din livgjord for vid og din strømpe for trang- PEER GYNT Eh bien! (knæler) Men gør mig en heftig sorg;- det er sødt for elskede hjerter at lide! Hør, når vi kommer hjem til min borg- ANITRA Til dit Paradis;- har vi langt at ride? PEER GYNT Å, en tusende mile- ANITRA For langt! PEER GYNT O, hør;- du skal få den sjæl, som jeg lovte dig før- ANITRA Ja tak; jeg hjælper mig uden sjæl. Men du bad om en sorg- PEER GYNT (rejser sig) Ja, død og plage! En volsom, men kort,- for en to-tre dage! ANITRA Anitra lyder profeten!- Farvel! (hun smækker ham et dygtig rap over fingerene og jager i flyvende galop tilbage gennem ørkenen) PEER GYNT (står sen lang stund som lynslagen) Nå, så skulde da også---! -------------------------------------------------------------------------------- Akt 4 Scene 9 (Samme sted. En time senere. Peer Gynt, adstadig og betænksom, trækker tyrkerklæderene af, stykke for stykke. Tilsidst tager han sin lille rejsehue op af frakkelommen, sætter den på, og står atter i sin europæiske dragt.) PEER GYNT (idet han kaster turbanen langt fra sig) Der ligger Tyrken, og her står jeg!- Det hedenske væsen duer s'gu ej. Det var heldigt, det kun var i klæderne båret, og ej, som man siger, i kødet skårt.- Hvad vilde jeg også på den gallej? En står sig dog bedst på at at leve som kristen, vrage påfuglhabittens pral, støtte sin færd til lov og moral, være sig selv og få sig tilsidst en, tale ved graven og kranse på kisten. (Går nogle skrit) Den taske;- hun var poå et hængende hår ifærd med at gøre mig hodet kruset. Jeg vil være et trold, ifald jeg forstår, hvad det var, som gjorde mig ørsk og ruset. Nå; godt, det fik slut! Var spasen dreven et skridt endnu, var jeg latterlig bleven.- Jeg har fejled. Ja;- men det er dog en trøst, at fejled på grundlag af stillingens brøst. Det var ikke selve personen, der faldt. Det er egentlig dette profetiske levnet, så ganske blottet for virksomheds salt, som har sig med smagløsheds kvalmer hævnet. En dårlig bestilling at være profet! I embedets medfør skal man gå som i tågen; profetisk taget man fluks er bét, så såre man tér sig ædru og vågen. Får så vidt har jeg gjort stillingen fyldest, netop ved at bringe den gås min hyldest. Men, ikke des mindre- (Brister i latter) Hm, tenke sig til! Ville stoppe tiden ved at trippe og danse! Ville stride mod strømmen ved at svinge og svanse! Spille på strengeleg, kæle og sukke, og ende som en hane - med at lade sig plukke. Debn adfærd kan kaldes profetisk vild.- Ja; plukke!- Tvi; jeg er plukket slemt! Nå; lidt har jeg rigtignok i baghånden gemt; jeg har noget i Amerika, noget i lommen; er altså ikke helt på fantestien kommen.- Og dette middels er igrunden bedst. Nu er jeg ikke bunden af kusk eller hæst; jeg har ingen besvær med kuffert og kærre; kort sagt, som man siger, jeg er stillingens herre.- Hvilken vej bør jeg vælge? Mangen vej står mig åben; og i valget kender man vismand fra tåben. Mit forretningsliv er et sluttet kapitel; min kærlighedsleg er en aflagt kittel. Til krebsegang føler jeg ingen drift. "Atter og fra, det er lige langt; ud og ind, det er lige trangt",- så tror jeg der står i et åndrigt skrift.- Altså noget nyt; en forældet færd; et formål som er møjen og pengene værd. Om jeg skrev mit levnet uden fordølgelse,- en bog til vejledning og efterfølgelse? Eller, bi -! Jeg har tiden ganske til rådighed;- Hvad, om jeg som en rejsende lærd studerte de henfarne tiders grådighed! I sanhed, ja; det er noget for mig!? Krøniker læste jeg alt som liden, og har også dyrket den videnskab siden.- Jeg vil følge menneskeslægtens vej! Jeg vil svømme som en fjær på historiens strøm, leve den op igen, som i en drøm,- se heltenes kampe for stort og godt, men i sikker behold, som tilskuer blot,- se tænkerne falde, martyrerne bløde, se riger grundes og riger forgå,- de verdensepoker slå ud af det små; kort sagt, jeg vil skumme historiens fløde. - Jeg får se at få tag i et bind af Becker, og rejse kronologisk så langt jeg rækker.- Vel sandt,- min forkundskab er ikke grundig, og historiens indre mekaniske underfundig;- men pyt; hvor udgangspunktet er galest, blir tidt resultatet orginalest. - Hvor løftende dog, at sætte sig et mål, og drive det igennem som flint og stål! (stille bevæget) Bryde, på alle kanter og ender, de bånd, som binder til hjemstavn og venner,- sprænge i luften sin rigdoms skat,- sige sin kærligheds lykke godnat,- alt for at finde det sandes mysterium,- (tørre en tåre af øjet) det er den ægte forskers kriterium!- Jeg føler mig lykkelig over al måde. Nu har jeg løst min bestemmelses gåde. Nu bare holde ud i tykt og i tyndt! Det er vel tilgiveligt om jeg knejser og føler mig selv, som manden Peer Gynt, også kaldt menneskelivets kejser.- Det svundnes facit og sum vil jeg eje; aldri slide de levendes veje;- samtiden er ej en skosåle værd; både troløs og margløs er mændenes færd; deres ånd har ej flugt, deres dåd ej vægt;-- (trækker på skulderen) og kvinderne,- det er en skrøbelig slægt! (Han går) -------------------------------------------------------------------------------- Akt 4 Scene 10 (Sommerdag. Højt opp mnot nord. En hytte i storskogen. Åben dør med en stor trælås. Rensdyrhorn over døren. En flok geder ved husvæggen. En middelaldrende kvinde, lys og smuk, sidder og spinder udenfor i solskinnet.) KVINDEN (kaster et øje nedover vejen og synger) Kanske vil der gå både vinter og vår, og næste sommer med, og det hele år;- men engang vil du komme, det ved jeg visst; og jeg skal nok vente, for det lovte jeg sidst. (lokker på gederne, spinder og synger igen.) Gud styrke dig hvor du i verden går! Gud glæde dig, hvis du for hans fodskammel står! Her skal jeg vente til du kommer igen; og venter du histoppe, vi træffes der, min ven! -------------------------------------------------------------------------------- Akt 4 Scene 11 (I Ægypten. Morgendæmring. Memonstøtten står i sandet. Peer Gynt kommer gånde og ser sig en stund omkring.) PEER GYNT Her kunde jeg passelig begynde min vandring.- Nu er jeg altså Ægypter til forandring; men Ægypter på grundlag af det gynske jeg. Siden Assyrien jeg lægger ivej. Helt at begynde med verdens skabelse, det vilde bare lede til fortabelse;- jeg vil ganske gå udenom bibelhistorien; jeg finder jo altid den verslige spor igen; og at se den, som man siger, i sømmene efter, ligger udenfor både min plan og mine kræfter. (Sætter sig på en sten) Nu vil jeg hvile mig og vente ihærdig, til støtten med sin vanlige morgensang er færdig. Efter frokosten klyver jeg op på pyramiden; får jeg tid , vil jeg ranske den indeni siden. Derpå til-lands om det røde hav; kanske jeg kan finde kong Potifars grav.- Så er jeg Asiater. I Babylon jeg søger de ryktbare hængende haver og skøger,- det vil sige, de vigtigste spor af kultur. Og så med et spring til Trojas mur. Far Troja går der jo sjøvej direkte over til det herlige gamle Athen;- der vil jeg på åstedet, sten for sten, befare det pas, som Leonidas dækte;- jeg vil gøre mig fortrolig med de bedre filosofer, finde fængselet, hvor Sokrates døde som offer --; nej, det er s'gu sandt,- det er krig for tiden-! Ja, så får Hellenismen ligge til siden. (Ser på sit uhr) Det er dog for galt, hvor længe det varer, før solen rinder. Min tid er knap. Altså, fra Troja;- det var der jeg slap-- (rejser sig og lytter) Hvad er det for en underlig susing, som farer-? (Soloppgang) MEMOSTØTTET (Synger) Af halvgudens aske stiger foryngende fugle syngende. Zeus, den alvitende, skabte dem stridende. Visdomsugle, hvor sover mine fugle? Du må eller råde sangens gåde! PEER GYNT Sandfærdig,- mener jeg ikke det gik fra støtten en lyd! Det var fortidsmusik. Jeg hørte stenrøstens stigning og sænkning.- Jeg vil skrive det op til de lærdes betænkning. (Noterer i lommebogen) «Støtten sang. Jeg hørte tydligt klangen, men forstod ikke rigtig texten til sangen. Det hele var naturligvis sansebedrag.- Ellers intet af vægt observeret idag.» (Går videre) -------------------------------------------------------------------------------- Akt 4 Scene 12 (Ved landsbyen Gizeh. Den store Sfinx udhuggen af klippen. Langt borte Kairos spir og minareter. Peer Gynt kommer; hen betragter Sfinxen opmærksomt, snart gennem lorgnetten, snart gemmen den hule hånd.) PEER GYNT Nej, hvor i alverden har jeg truffet før noget halvglemt, som minder om dette skabilken? For truffet det, har jeg,- i nord eller sør. Vat det en person? Og, i så fald, hvilken? Han, Memnon, faldt det mig bagefter ind ligned de såkaldt Dovregubber, slig, som han sad der, stiv og stind, med enden plantet på søjlestubber.- Men dette underlige krydsningsdyr, denne bytting, på engang løve og kvinde,- har jeg også ham fra et eventyr? Eller har jeg ham fra et virkelig minde? Fra et eventy`? Ho, nu husker jeg kallen! Det er s'gu Bøjgen, som jeg slog i skallen,- det vil sige, jeg drømte,- for jeg lå i feber.- (går nærmere) Det selvsamme øjne; de selvsamme læber;- ikke fulst så dorsk; lidt mere forslagen; men ellers den samme i hovedsagen.- Ja så da, Bøjg; du ligner en løve, når en ser dig bagfra og træffer dig om dagen! Kand du endnu gåder? Det skal vi prøve. Nu får vi se om du, svarer som sidst, du! (råber mod Spfinxen) Hej, Bøjg, hvem er du? EN STEMME (bak Spfinxen) Ach, Sphinx, wer bist du? PEER GYNT Hvad! Ekkoet bryder på Tydsk! Mærkværdigt STEMMEN Wer bist du? PEER GYNT Det taler jo sproget færdigt! Den observation er ny og min. (noterer i bogen) «Echo på Tydsk. Dialekt fra Berlin.» (BEGRIFFENFELDT kommer frem bag Sfinxen.) BEGRIFFENFELDT Et menneske! PEER GYNT Nå, det er ham, som prater. (noterer igjen) «Kom senerehen til andre resultater.» BEGRIFFENFELDT (uder alslags urolige fagter) Min herre, undskyld-! En lebensfrage-! Hvad fører Dem just idag herhen? PEER GYNT En visit. Jeg hilser på en ungdomsven. BEGRIFFENFELDT Hvad? Sphinxen-? PEER GYNT (nikker) Jeg har kendt ham i gamle dage. BEGRIFFENFELDT Famost!- Og det efter denne nat! Min pande hamrer! Den er nærved at revne! De kender ham, mand? Tal! Svar! kan De nævne, hvad han er? PEER GYNT Hvad han er? Ja, det kan jeg glat. Han er sig selv. BEGRIFFENFELDT (med et spring) Ha, livsgåden glindste som lyn for mit syn!- Det er visst, at han er sig selv? PEER GYNT Ja, så siger han idetmindste. BEGRIFFENFELDT Sig selv! Omveltningens stund er nær! (tager hatten af) Deres navn, min herre? PEER GYNT Jeg er døbt Peer Gynt. BEGRIFFENFELDT (med stille beundring) Peer Gynt! Allegorisk! Det var at vente.- Peer Gynt? Det vil sige: det ubekendte,- det kommende, hvis komme var mig forkyndt- PEER GYNT Nej, virkelig! Og nu er De her for at hente-? BEGRIFFENFELDT Peer Gynt! Dybsindig! Gådefuld! Hvas! hver ord er ligsom en bundløs lære! Hvad er De? PEER GYNT (beskeden) Jeg har altid prøvet at være mig selv. Forøvrig her er mit pas. BEGRIFFENFELDT Atter det gådefulde ord på bunden! (Griber ham om håndledet) Til Kairo! Fortolkernes kejser er funden! PEER GYNT Kejser? BEGRIFFENFELDT Kom! PEER GYNT Er jeg virkelig kent-? BEGRIFFENFELDT (idet han trækker ham med sig) Fortolkernes kejser - på selve fundamentet! -------------------------------------------------------------------------------- Akt 4 Scene 13 (I Kairo. Et stort gårdsrum med høje mure og byggninger omkring. Gittervinduer; jernbure. Tre vogtere i gården. En fjerde kommer.) DEN KOMMENDE Schafmann, sig mig, hvor er direktøren? EN VOGTER Kørt ud imorges længe før dag. FØRSTE Jeg tror der er hændt ham en ærgerlig sag; thi nat- EN ANDEN Hys, stille; der er han ved døren! (BEGRIFFENFELDT fører PEER GYNT ind, låser porten og stikker nøglen i lommen.) PEER GYNT (for sig selv) I sanhed, en yderst begavet mand; næsten alt, hvad han siger, går over ens forstand. (ser sig om) Så dette her er de lærdes klub? BEGRIFFENFELDT Her vil De finde den, rub og stub;- de halvfjerdsindstyve fortolkeres kreds; den er nylig forøget med hundre og treds-- (råber på vogterene.) Mikkel, Schlingelberg, Schafmann, Fuchs,- ind i burene med jer fluks! VOGTERENE Vi? BEGRIFFENFELDT Hvem ellers? Afsted, afsted! Når verden snurrer, så snurrer vi med. (tvinger dem ind i et bur.) I kan slutte jer til resten,- jeg siger ikke mer. (stænger burdet og kaster nøglen i en brønd) PEER GYNT Men, bedste herr doktor og direktør-? BEGRIFFENFELDT Ingen af delene! Jeg var det før--. Herr Peer, kan De tie? Jeg må give mig luft- PEER GYNT (with increasing uneasiness) Hvad er det? BEGRIFFENFELDT Lov mig, De ikke vil skælve. PEER GYNT Jeg skal prøve- BEGRIFFENFELDT (trækker han hen i et hjørne og hvisker) Den absolutte fornuft afgik ved døden i aften kl. 11. PEER GYNT Gud fri mig -! BEGRIFFENFELDT Ja, det er yderst beklageligt. Og i min stilling, ser De, er det dobbelt ubehageligt; thi denne anstalt gjaldt lige til det sidste for en dårekiste. PEER GYNT En dårekiste! BEGRIFFENFELDT Ikke nu, forstår De! PEER GYNT (bleg og sagte) Nu skønner jeg stedet! Og manden er gal;- og ingen ved det! (trækker sig bort) BEGRIFFENFELDT (følger efter) Forøvrigt håber jeg De har forstået? Når jeg kaler ham død, så er det væv. Han er gået fra sig selv. Af sit skind er han gået,- akkurat som min landsmand Münchhausens ræv. PEER GYNT Unskyld et minut- BEGRIFFENFELDT (holder på ham) Nej, det var som en ål;- ikke som en ræv. Gennem øjet en nål;- han sprælled på væggen-- PEER GYNT Hvor finder jeg frelsen! BEGRIFFENFELDT Rundt om halsen et snit og så, vips af pelsen! PEER GYNT Forrykt! Aldeles fra vid og sans! BEGRIFFENFELDT Nu er det klart, og det la'er sig ikke dølge,- denne fra-sig-gåen vil have til følge en hel omvæltning til lands og vands. De personligheder, som før kaldtes gale, blev nemlig iaftes kl. 11 normale, konforme med fornuften i dens nye fase. Og ser man endvidere på sagen ret, er det klart at fra nysnævnte klokkeslet, begyndte de såkaldte kloke at rase. PEER GYNT De nævnte klokken; min tid er knap- BEGRIFFENFELDT Deres tid? Der gav De min tanke et rap! (åbner en dør og råber:) Herud! Den vordende tid er forkyndt! Fornuften er død. Leve Peer Gynt! PEER GYNT Nej, kæreste mand -! (de afsindige kommer efterhånden ud i gårdsrummet.) BEGRIFFENFELDT God morgen! Giv møde, og hils på befirelsens morgenrøde! Eders kejser er kommen! PEER GYNT Kejser? BEGRIFFENFELDT Ja visst! PEER GYNT Men æren er så stor, så over al måde- BEGRIFFENFELDT Ak, lad ingen falsk beskedenhed råde i en stund som denne. PEER GYNT Men und mig blot frist-! Nej, jeg duer s'gu ikke; jeg er rent fordummet! BEGRIFFENFELDT En mand, som har Sfinxens mening fornummet? Som er sig selv? PEER GYNT Ja, det er just knuden. Jeg er mig selv i et og i alt; men her, så vidt jeg forstod, det galdt at være sig selv, så at sige, foruden. BEGRIFFENFELDT Foruden? Nej der taer De mærkelig fejl! Her er man sig selv aldeles forbandet; sig selv og ikke det ringeste andet;. man går, som sig selv, for fulde sejl. Hver lukker sig inde i selvets tønde, i selvets gærning han dukker tilbunds,- han stænger hermetisk med selvets spunds og tætner træet i selvets brønde. Ingen har gråd for de andres veer; ingen har sans for de andres ideer. Og selv, det er vi i tanken og tonen, os selv til springbrættets yderste rand,- og følgelig, skal der en kejser på tronen, er det klart at De er den rette mand. PEER GYNT Å, gid jeg var fanden -! BEGRIFFENFELDT Nu ikke forknyt; næsten alt i verden er førstningen nyt. "Sig selv;"-kom, her skal de se et exempel; jeg vælger det første det bedste iflæng- (til en mørk skikkelse) Goddag, Huhu! Nå, går du, min dreng, bestandig omkring med græmmelsens stempel? HUHU Kan jeg andet vel, når folket slægt for slægt døe ufortolket? (Til PEER GYNT.) Du er fremmed; vil du høre? PEER GYNT (Bukker) Gudbevar's! HUHU Så lån mig øre.- Fjernt i øst, som krans om pande, står de malebarske strande. Portugiser og Hollænder landet med kultur bespænder. Desforuden bor der skarer af de ægte Malebarer. Disse folk har sproget blandet;- de er herrer nu i landet.- Men i tiden længst forgangen råded der orangutangen. Han var skogens mand og herre, frit han turde slå og snærre. Som naturens hånd ham skabte, så han gren og så han gabte. Uforment han turde skrige; han var hersker i sit rige.- Ak, men så kom fremmedåget, og forplumred urskogs-sproget. Firehundreårig natten ruged over abekatten; og man ved, SÅ lange nætter landsens folk stampe sætter.- Skogens urlyd er forstummet; ikke længer blir der brummet;- skal vi vore tanker male, må det ske ved hjælp af tale. Hvilken tvang for alle stræder! Portugiser og Hollænder, blandingsracen, Malebaren, hver er lige ilde faren.- Jeg har prøvet på at fægte for vort urskogs-mål, det ægte,- prøvet at belive liget,- hævdet folkets ret til skriget,- skreget selv og påvist trangen til dets brug i folkesangen.- Skralt man dog min idræt skatter.- Nu, jeg tror, min sorg du fatter. Tak, at du har lånt mig øre;- ved du råd, så lad mig høre! PEER GYNT (Sagte) Der står skrvet: man får tude med de ulve, som er ude. (Høyt) Kære ven, så vidt jeg husker findes i Marokko busker, hvor en flok orangutanger lever uden tolk og sanger;- deres mål lød malebarisk!- Det var smukt og exemplarisk,- dersom De, lig andre standsmænd, vandred ud til gavn for landsmænd- HUHU Tak, at du har lånt mig øre;- som du råder, vil jeg gøre. (Med en stor gebærde) Østen har forstødt sin sanger! Vesten har orangutanger! (Han går) BEGRIFFENFELDT Nå, var han sig selv? jeg skulde det mene. Af SIT EGET han er fyldt, og af det alene. Han er SIG i alt, hvad han giver fra sig,- SIG SELV i kraft at være fra sig. Kom her! Nu skal jeg vise Dem en anden, fra iaftes ikke mindre konform med forstanden. (til en FELLAH, som bærer en mumi på ryggen.) Kong Apis, hvor går det, min høje herre? FELLAHEN (vildt til PEER GYNT) ER jeg kong Apis? PEER (getting behind the DOCTOR) Jeg må tilstå, desværre, jeg er ikke inde i situasjonen; men jeg tror nok, ifald jeg tør dømme efter tonen- FELLAHEN Nu lyver du også. BEGRIFFENFELDT Deres Højhed får melde hvordan sagerne står. FELLAHEN Det skal jeg fortælle. (vender sig til PEER GYNT.) Ser du ham, som jeg bærer på ryggen? Han navnet kong Apis lød. Nu går han under navn af mumie, og er derhos aldeles død. Han har bygget alle pyramider, og hugget den store Sfinx, og kriget , som doktoren siger, med Tyrken både rechts og liks. Og derfor det ganske Ægypten har priset ham som en gud, og stillet ham op i templer, i lignelser af en stud.- Men JEG er denne kong Apis, det ser jeg så soleklart; og hvis du ikke forstår det, så skal du forstå det snart. Kong Apis var nemlig på jagten, og steg af sin hest en stund, og gik for sig selv afsides ind på min oldefaers grund. Men marken, kong Apis gøded, han nærret MIG med sit korn; og trængtes der flere beviser, så har jeg usynlige horn. Og er det så ikke forbandet, at ingen vil prise min magt! Af byrd er jeg Apis i landet, men Fellah i andres agt. Kan du sige hvad jeg skal gøre, så råd mig foruden svig;- hvad det gælder om, er at blive kong Apis store lig. PEER GYNT Deres højhed får bygge pyramider, og hygge en større Sfinx, og krige, som doktoren siger, med Tyrken både rechts og links. FELLAHEN Jo, det er dejlig tale! En Fellah! En sulten lus! Jeg har nok med at holde min hytte ryddig for rotter og mus. Fort, mand,- find på noget bedre, som både gør stor og tryg, og derhos aldeles lig med kong Apis bag på min ryg! PEER GYNT Hvad om Deres Højhed hang Dem, og derpå i jordens skød, bak kistens naturlige grænser, forholdt Dem aldeles død?. FELLAHEN Så vil jeg! Mit liv for en strikke! I galgen med hår og hud!- I førstningen blir der lidt forskel; men den jævner tiden ud. (går hen og gør anstalter til at hænge sig) BEGRIFFENFELDT Det var en personlighed, herr Peer,- en mand med methode- PEER GYNT Ja, ja; jeg ser-; men han hænger sig virkelig! Gud være os nådig! Jeg blir syg;- jeg er knapt mine tanker rådig! BEGRIFFENFELDT En overgangstilstand; den varer kun kort. PEER GYNT En overgang? Hvortil? Undskyld,- jeg må bort- BEGRIFFENFELDT (holder ham) Er De gal? PEER GYNT Ikke undu-. Gal? Gud bevares! (Alarm. Minister HUSSEJN trænger sig gennem sværmen) HUSSEJN Man har meldt mig, her er kommet en kejser idag. (Til PEER GYNT.) Det er Dem? PEER GYNT (fortvilet) Ja, det er en afgjort sag! HUSSEJN Godt.- her er noter, som skal besvares! PEER GYNT (river sig i håret) Hejsan! Ret så;- jå værre, jo bedre! HUSSEJN Måske De vilde med et dyp mig hædre? (bukker dypt.) Jeg er en pen. PEER GYNT (bukker endu dybere) Og jeg er plent et krimskramset, kejserligt pergament. HUSSEJN Min historie, herre, er kortelig den: jeg gælder for et sandhus og er en pen. PEER GYNT Min historie, herr pen, er, i korthed vævet,- jeg er et papirblad og blir aldri beskrevet. HUSSEJN Hvad jeg duer til, har menneskene ingen forstand på; alle vil de bruge mig til at strø sand på! PEER GYNT Jeg var i en kvindes eje en sølvspændt bog;- det er en og samme trykfejl at være gal og klog! HUSSEJN Tænk Dem, hvilket fortærende liv; være pen og aldri smage odden af en kniv! PEER GYNT (hopper højt) Tænk Dem: være renbuk; springe fra oven;- altid stupe,- aldri kende grund under hoven! HUSSEJN En kniv! Jeg er sløv;- få skåret og ridset mig! Verden går under, hvis man ikke får spidset mid! PEER GYNT Det var synd for den verden, der, lig andet selvgjort, af Vorherre blev befunden så inderlig velgjort. BEGRIFFENFELDT Her er kniv! HUSSEJN (griber den) Ah, hvor jeg skal blækket slikke! Hvilken vellyst at snitte sig! (Skærer halsen over) BEGRIFFENFELDT (viger tilside) Sprut dog ikke. PEER GYNT (i stigende angst) Hold på ham! HUSSEJN Hold på mig! Det er ordet! Hold! Hold i pennen! Papiret på bordet-! (falder) Jeg er udslidt. Efterskriften,- glem ikke den: hen leved og han døde som en påholden pen! PEER GYNT (svimler) Hvad skal jeg-! Hvad er jeg? Du store-, holdt fast! Jeg er alt, hvad du vil,- en Tyrk, en synder,- et bergtrold-; men hjælp;- det var noget som brast-! (skriger) Jeg kan ikke hitte dit navn i en hast;- hjælp mig du,- alle dårers formynder! (synker i afmagt) BEGRIFFENFELDT (med stråkrans i hånden, gør et spring og sætter sig skrævs over ham). Ha; se, hvor han i sølen knejser;- er fra sig selv-! Hans kroning sker! (tryker kransen på ham og udråber) Han leve! Leve selvets kejser! SCHAFMANN (i buret) Es lebe hoch der grosse Peer! -------------------------------------------------------------------------------- Akt 5 Scene 1 (Ombord på et skib i Nordsjøen udenfor den norske kyst. Solnedgang. Stormfuldt vejr.) (Peer Gynt, en kraftig gammel mand med isgråt hår og skæg. Står agter i hytten. Han er halvt sjømandsklædt, i jakke og høje støvler. Dragten noget slidt og medtagen; han selv vejrbidt og med et hårdere udtryk. Skibskaptejnen ved rattet hos rorgængeren. Mandskabet forut.) PEER GYNT (læner armene på rælingen og stirrer ind mot land) Se Halligskarven i veinterham;- han brisker sig, gamlen, i kveldsols bram. Jøklen, bror hans, står bag påskrå; han har endu den grønne iskåben på. Folgefonnen, hun er nu så fin,- ligger som en jomfrui skære lin. Vær ingen galninger, gamle gutter! Stå der I står; I er gråstens-nuter. KAPTEJNEN (råber forud) To mand tilrors,- og lanternen sat! PEER GYNT Det kuler stivt. KAPTEJNEN Vi får storm inat. PEER GYNT Har en fra havet kending af Ronden? KAPTEJNEN Nej, var det ligt;- den ligger bag Fånnen. PEER GYNT Eller Blåhø? KAPTEJNEN Nej; men opp fra riggen kan en i klarvejr se Galdhøpiggen. PEER GYNT Hvor har vi Hårtejgen? KAPTEJNEN (peger) Så omtrent. PEER GYNT Javel. KAPTEJNEN Det lader til De er kendt. PEER GYNT Da jeg rejste fra landet, for jeg her forbi, og bærmen, siger ordsproget, hænger længst i. (spytter og stirrer mod kysten) Derinde, hvor det blåner i skar og kløft,- hvor fjelddalen svartner, trang, som en grøft,- og under, langs med den åbne fjord,- der er det altså menneskene boer. (ser på kaptejnen) De bygger spredt her i landet. KAPTEJNEN Ja; der er vidt imellem og langt ifra. PEER GYNT Er vi inde før daggry? KAPTEJNEN Så ved pas, ifald ikke natten blir altfor hvas. PEER GYNT Det tykner i vest. KAPTEJNEN Det gør så. PEER GYNT Stop! De kan huske mig på, når vi siden gør op,-- jeg er sindet, som man siger, at øve godt imod mandskapet- KAPTEJNEN Takker! PEER GYNT Det blir kun småt. Guld har jeg gravet, og mistet hvad jeg fandt;- fatum og jeg vi er rent på kant. De ved, hvad jeg har ombord i behold. Det er slumpen; -resten fo'r fanden i vold. KAPTEJNEN Det er mer end nok til at skaffe Dem vægt mellem folket hjemme. PEER GYNT Jeg har ingen slægt. Der er ingen, som venter den rige styggen.- Nå; så slipper en også for krus på bryggen! KAPTEJNEN Der har vi vejret. PEER GYNT Ja, husk så på,- er nogen af folkene rigtig trængende, så ser jeg ikke så nøje på pengene- KAPTEJNEN Det er vakkert. De flestes kår er små; alle har de kærringer og unger hjemme. Med hyren alene falder det tyndt; men kom de nu hjem med lidt extra mynt, blev der et gensyn, de sent vilde glemme. PEER GYNT Hvad for noget? Har de kærringer og unger? Er de gifte? KAPTEJNEN Gifte? Ja, hele flokken. Men den, som er trangest stillet, er kokken; hos ham er tilhuse den svarte hunger. PEER GYNT Gifte? Har hjemme nogen, som venter? Som glædes, når de kommer? Hvad? KAPTEJNEN Ja vel, på fattigfolks måde. PEER GYNT Og kommer de en kveld, hvad så? KAPTEJNEN Så tænker jeg kærringen henter litt godt for en gang skyld- PEER GYNT Og lys i pladen? KAPTEJNEN Kanhænde to; og en ddran til maden. PEER GYNT Og så sidder de lunt? Har varme på gruen? Har ungerene om sig? Der er ståk i stuen; der er ingen, som hører den anden tilende,- slig glæde er der på dem-? KAPTEJNEN Det kunde vel hænde. Og derfor var det vakkert, De lovete før,- at spede lidt til. PEER GYNT (slår i rælingen) Nej, om jeg gør! Tror De jeg er gal? Mener De jeg punger ud til fromme for andres unger? Jeg har surt nok slæbt for at tjene min mynt! Ingen venter på gamle Peer Gynt. KAPTEJNEN Ja, ja; som De vil; Deres penge er Deres. PEER GYNT Rigtig! De er mine og ingen fleres. Opgør, så fort De har anker i bunden!! Min fragt fra Pamama som kahytspassager. Så brændvin til folkene. Ikke mer. Gier jeg mere, kaptejn, kan De slå mig på munden! KAPTEJNEN Jeg skylder Dem kvittering og ikke juling;- men undskyld; nu får vi storm for kuling. (han går fremover dækket. Det er blevet mørkt; der tændes lys i kahytten. Sjøgangen tiltager. Skodde og tykke skyer.) PEER GYNT Holde en ustyrtelig ungeflok hjemme;- ligge som en glæde i sindene fremme;- følges af andres tanker på vej -! Der er aldri nogen, som tænker på mig. Lys i pladen? Det lys skal slukne. Jeg viol finde på noget-! Jeg vil drikke dem drukne;- ikke en af de djævler skal gå ædru iland. Fulde skal de komme til kærringer og unger! De skal bande; de skal slå i bordet så det runger,- skræmme dem, der venter, fra vid og forstand! Kærringer skal skrige og rømme af huset,-- trive ungerene med! Hele glæden i gruset! (Skibet krænger stærkt; han tumler og har møje med at holde sig.) Nå, der var en ordentlig overhaling. Havet arbejder, som det havde betaling;- det er endu sig selv her nord under leden;- sjøen påtvers, lige vrang og vreden -- (lytter.) Hvad er det for skrig? VAGTEN (forud) Et vrag i læ! KAPTEJNEN (midtskibs, kommanderer) Roret hart styrbord! Klods for vinden! STYRMANDEN Er der folk på vraget? VAGTEN Jeg skimter tre! PEER GYNT Fir hækjollen ned- KAPTEJNEN Den blev fyldt forinden. (går forover) PEER GYNT Hvem tænker på sligt? (til nogle af mandskapet) Er I folk, så frels! Hvad fanden, om I får jer en fugtet pels -! BÅDSMANDEN Det er ugørligt i sligt et hav. PEER GYNT De skriger igen! Se, vinden skraler-. Kok, tør du prøve? Fort Jeg betaler- KOKKEN Nej, ikke om tyve pund sterling De gav- PEER GYNT I hunde! I krystersjæle! Kan I glemme, det er folk, som har kærringer og unger hjemme? Nu sidder de og venter- BÅDSMANDEN Tolmod er sundt. KAPTEJNEN Bær af for brottet! BÅDSMANDEN Vraget gik rundt. PEER GYNT Der blev stille med et -? BÅDSMANDEN Var de gifte, som De tænker, så fik verden ret nu tre nybagte enker. (Ovejret voxer. Peer Gynt går agterover dækket) PEER GYNT Der er ingen tro mellem menneskene mer,- ingen kristendom, slig, som skrevet og sagt er;- lidt gør de godt, og mindre de beer,- og har slet ingen agt for de vældige magter.- I et vejr som inat, er Vorherre farlig. De bæster skulde hytte sig, tænke, som sandt er, det er vogsomt at lege med elefanter;-- og så lægger de sig ud med ham åbenbarlig! Jeg er skyldløs; på offerpynten, kan jeg bevise, jeg stod med mynten. Man hvad har jeg for det? - Der går jo det ord: Samvittighedsfred er en dejlig pude. Å ja, det holder stik på den tørre jord, men duer s'gu ikke for en snus ombord, hvor en skikkelig mand er blandt pakket ude. Tilsjøs får en aldri være sig selv; en får følge de andre fra dæk til hvælv; slår hævnens time for bådsmand og kokken, så stryger jeg sagtens i vasken med flokken;- ens særlige tarv sættes rent til siden;- man gælder som en pølse i slagtetiden.- Fejlen er den, jeg har vært for from. Og utak har jeg for hele stasen. Var jeg yngre, tror jeg, jeg sadled om, og pøved en stund at spille basen. Der er tid endnu! Det skal spørges i bygden at Peer er kommen over havet i højden! Gården vil jeg vinde med ond eller godt;- jeg vil bygge den om; den skal lyse som et slot. Men ingen får lov at komme ind i stuen! For porten skal de stå og dreje på luven;- tigge og trygle,- det kan de frit; men ingen får en eneste skilling af mit;-- måtte jeg under skæbnens piskeslag hyle, så findes vel de, jeg igen kan prygle-- DEN FREMMEDE PASSAGER (står i mørket ved siden af Peer Gynt og hilser venligt) Godaften! PEER GYNT Godaften! Hvad -? Hvem er De? PASSAGEREN Jeg er Deres nedpassager, til tjeneste. PEER GYNT Ja så? Jeg troode, jeg var den eneste. PASSAGEREN En fejl formodning, som nu er forbi. PEER GYNT Men underligt nok, at først ikveld jeg ser Dem- PASSAGEREN Jeg går ikke ud om dagen. PEER GYNT De er kanske syg? De er hvid, som et lagen- PASSAGEREN Nej tak, - jeg befinder mig inderlig vel. PEER GYNT Det stormer hvast. PASSAGEREN Ja, velsignet mand! PEER GYNT Velsignet? PASSAGEREN Havet går højt, som huse. Ah, ens tænder løber i vand! Tænk, hvilke vrag det inat vil knuse;- og tænk, hvilke lig, der vil drive iland! PEER GYNT Bevares vel! PASSAGEREN Har De set en kvalt, en hængt, -eller druknet? PEER GYNT Nu blir det for galt-! PASSAGEREN Ligene ler. Men latteren er tvungen; og de fleste har gerne bidt sig i tungen. PEER GYNT Bliv mig fra livet-! PASSAGEREN Et spørsmål kun!! Hvis vi f.ex tørned på grund, og sank i mørket- PEER GYNT De tror, her er fare? PASSAGEREN Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal svare. Dog, sæt nu, jeg flyder og De går tilbunds- PEER GYNT Å, sludder - PASSAGEREN Det er en mulighed kuns. Men står man i graven med den ene fod, blir an blød, og deler ut milde gaver- PEER GYNT (griber i lommen) Ho, penge! PASSAGEREN Nej; men er De så god at skænke mig Deres ærede kadaver-? PEER GYNT Nu går det for vidt! PASSAGEREN Bare liget, forstår De! Det er for min videnskabs skyld- PEER GYNT Nu går De! PASSAGEREN Menm, kære, betænk,- De har fordel af sagen! Jeg skal få Dem åbnet og lagt for dagen. Hvad jeg navnlig vil sørge, er sædet for drømmene,- og forresten gå Dem kritisk efter i sømmene- PEER GYNT Vig fram mig! PASSAGEREN Men, kære,- en druknet krop!- PEER GYNT Bespottelig mand! De ægger uvejret op! Er det ikke for galt! Vi har storm og regn, en ustyrtelig sjøgang og alskens tegn til noget, som kan gøre os et hode kortere;- og så ter Dem Dem så det kommer desfortere! PASSAGEREN De er nok ikke oplagt til videre forhandling; men tiden bringer jo så mangen forvandling-- (hilser venligt) Vi træffes når De synker, om ikke før; kanske De da er i bedre humør. (går ind i kahytten) PEER GYNT Uhyggelige karle, disse videnskabsmænd! Sligt fritænkervæsen- (til bådsmanden, som går forbi) Et ord, min ven! Passagereren? Hvad er det for et galehuslem? BÅDSMANDEN Jeg ved ikke af, vi har andre end Dem. PEER GYNT Ikke andre? Nu blir det værre og værre. (til jungmanden, der kommer fra kahytten) Hvem gik i kahytsdøren? JUNGMANDEN Skibshunden, herre! (går forbi) VAGTEN (råber) Land klods forud! PEER GYNT Min kuffert! Min kasse!? Alt godset på dækket! BÅDSMANDEN Vi har andet at passe. PEER GYNT Det var sludder, kaptejn! Bare løjer og spas;- det er ganske visst, jeg vil hjælpe kokken- KAPTEJNEN Klyveren sprang! STYRMANDEN Og der strøg fokken! BÅDSMANDEN (skriger forud) Grundbrot for bougen! KAPTEJNEN Hun går i knas! (Skibet støder. Larm og forvirring.) -------------------------------------------------------------------------------- Akt 5 Scene 2 (Under land mellem skær og brændinger. SKibet går under. I skodden skimtes jollen med to mænd. En brotsjø fylder den; den kantrer; et skig hørees; derpå alt stille en stund. Lidt efter kommer bådhvælvet tilsyne.) PEER GYNT Hjælp! Båd fra land! Hjælp! Jeg forgår! Frels, herre Gud, - som skrevet står! om hatteskyggen en sørgeflig; - (klamerer sig fast til bådkølen.) KOKKEN (dukker op på den anden side.) Å, herre Gud, - for mine små, vær nådig! Lad mig landet nå! (holder sig i kølen) PEER GYNT Slip! KOKKEN Slip! PEER GYNT Jeg slår! KOKKEN Jeg slår igen! PEER GYNT Jeg knuser dig med spark og spænd! Slip taget! Hvælvet bær ej to! KOKKEN Det ved jeg. Vig! PEER GYNT Vig selv! KOKKEN Jo-jo! (de kæmper; kokken lamslår sin ene hånd; han klynger sig fast med den anden) PEER GYNT Den næven væk! KOKKEN Å, snille, - spar! Husk på de små, jeg hjemme har! PEER GYNT Jeg trænger livet mer end du, for jeg er ungeløs endnu. KOKKEN Slip! De har levet; jeg er ung! PEER GYNT Fort; rap dig; synk; - du blir så tung. KOKKEN Vær nådig! Vig i Herrens navn! For Dem bær ingen sorg og savn - (skriger og slipper) Jeg drukner -! PEER GYNT I dit nakkehår jeg holder; læs dit Fadervor! KOKKEN Jeg kan ej mindes-; alt blir svart -- PEER GYNT Det væsentligste i en fart -! KOKKEN Giv os idag -! PEER GYNT Spring over, kok; hvad du har nødig, får du nok. KOKKEN Giv os idag- PEER GYNT Den samme sang! Det mærkes, du var kok engang - (taget glipper) KOKKEN (synkende) Giv os idag vort- (går under) PEER GYNT Amen, gut! Du var og blev dig selv til slut. - (svinger sig op på hvælvet) Hvor der er liv, der er der håb- DEN FREMMEDE PASSAGER (griber i båden) Godmorgen! PEER GYNT Huj! PASSAGEREN Jeg hørte råb;- det var dog morsomt jeg Dem fandt. Nu? Kan De se, jeg spåde sandt? PEER GYNT Slip! Slip! Her er knapt plads for en! PASSAGEREN Jeg svømmer med det venstre be. Jeg flyder, får jeg blot med spidsen af fingeren holde her i ridsen. Men apropos om liget - PEER GYNT Ti! PASSAGEREN Med resten er det rent forbi - PEER GYNT Hold munden! PASSAGEREN Ganske som De vil. (taushed) PEER GYNT Hvad godt? PASSAGEREN Jeg tier. PEER GYNT Satans spil- Hvad gør De? PASSAGEREN Venter. PEER GYNT (river sig å håret) Jeg blir gal! Hvad er De? PASSAGEREN Venlig! PEER GYNT Videre! Tal! PASSAGEREN Hvad tror De? Ved De ingen anden, som er mig lig? PEER GYNT Å, jeg ved fanden -! PASSAGEREN (sagte) Har han for skik at tænde lygten på livsevs natvej gennem frygten? PEER GYNT Se, se! Når sagen grejdes ud, se er De vel et lysets bud? PASSAGEREN Ven,- har De en gang blot hvert halvår tilbunds fornummet angstens alvor? PEER GYNT Ræd blir man jo, når faren truer;- men Deres ord er sat på skruer- PASSAGEREN Ja, har De blot en gang i livet havt sejren, som i angst er givet? PEER GYNT (se på ham) Kom De at åbne mig en dør, så var det dumt De ej kom før. Det ligner ingenting at vælge sin tid når havet vil en svælge. PASSAGEREN Var kanske sejren mere trolig i Deres ovnskrig, lun og rolig? PEER GYNT Lad gå;- men Deres snak var gækkende. Hvor kan De tro den virker vækkende? PASSAGEREN Hvor jeg er fra, der gælder smil i højde med pathetisk stil. PEER GYNT Alt har sin tid; for tolder sømmeligt, som skrevet står, for bisp fordømmeligt. PASSAGEREN Den sværm, som sover i aksens urner, går ej til hverdags på kothurner. PEER GYNT Vig fra mig, skræmsel! Pak dig, mand! Jeg vil ej dø! Jeg må iland! PASSAGEREN For den sags skyld vær uforsagt;- man dør ej midt i femte akt. (glider bort) PEER GYNT Der slap det ud af ham tilsidst;- han var en tråkig moralist. -------------------------------------------------------------------------------- Akt 5 Scene 3 (Kirkegård i en højtliggende fjeldbygd) (Ligfærd. Prest og almue. Det sidste salmevers synges. Peer Gynt går forbi udenfor på vejen.) PEER GYNT (ved porten) Her går nok en landmand al kødets vej. Gud ske lov, at det ikke er mig. (træder indenfor) PRESTEN (taler ved graven) Og nu, da sjælen stævner mod sin dom, og støvet hviler lig en bælgfrugt tom,- nu, kjære venner, taler vi et ord om denne dødes vandring på vor jord. Han var ej rig, og heller ej forstandig, hans røst var spag, hans holding var umandig, sin mening bar han vegt og uvisst frem, og knapt han rådig var i eget hjem; i kirken tren han, som han vilde bede om lov til, andre lig, at tage sæde. Fra Gubrandsdalen, ved I, var han kommen. Da hid han flytted, var han fast en gut;- og visst I mindes, at til sidste slut man så ham stødt med højre hånd i lommen. Den højre hånd i lommen var det egne, der præged mandens billed i ens sind,- og dertil denne vridning, den forlegne tilbaketrukkethed, hvor han kom ind. Men skønt han helst suin stille vej gad slingre, og skønt han blev en fremmed mellem os, så ved I visst, hans dølgsmålsstrev tiltrods,- den hånd, han skjulte, bar kun fire fingre.- Jeg mindes godt for mange herrens år en morgen; der blev holdt session på Lunde. Det var i krigens tid. I alles munde var landets trængsler og dets fremtids kår. Jeg var tilstede. Midt for bordet sad kaptejnen mellem lendsmand og sergenter; og gut for gut blev målt på alle kanter og skreven ind og tagen til soldat. Fuld stuen var, og udenfor på tråkken lød højmælt latter mellem ungdomsflokken Da råbtes op et navn. En ny kom frem, en, der var bleg, som sne på bræens bræm. Han kaldtes nærmere; han nåede bordet;- den højre hånd var hyllet i en klud;- han gisped, svælged, snappeded efter ordet,- men fant ej mæle, trods kaptejnens bud. Dog jo, tilsidst; og da, med brand på kindet, med tungen svigtende og atter rap, han mumlet noget om en siged, som glap og skar i våde fingeren af til skindet. Der blev i stuen stilhed samme stund. Man skifted øjekast; man trak på mund;; man stened gutten med de stumme blikke. Han kente haglen, men han så den ikke. Da sto kaptejnen op, den gamle, grå;- han spytted, pegde ud og sagde: gå!- Og gutten gik. Man ved til begge sider, så der i midten blev en spidsrodsgang;- Han vandt tildørs; der satte han på sprang;- op bar det nu,- op gennem lund og lier, op gennem røsen, styrtende og hældende. Han havde hjemme borte mellem fjeldene.- Et halvår efter var det hid han kom med moer og spædebarn og fæstekvinde. Han bygsled jord etsteds på hejen inde, hvor ødemarken grænser op mod Lomb. Han gifted sig så fort som gørligt kun; han tømred hus; han brød den hårde grund; han kom ivej, hvad mangen agerflek fortalte, der den bølged gul og kæk;- ved kirken bar han den højre hånd i lommen,- mn hjemme tror jeg nok de fingre ni fik trælle fuldt så sårt, som andres ti.- En vår blev alting revet bort af flommen. De slap derfram med livet. Arm og nøgen han tok på rydningsværket fat påny, og inden høsten kom, steg atter røgen ifa en fjeldgård, lagt i bedre ly. I ly? For flommen, ja - men ej for bræen; to år derefter lå den under sneen. Dog, mandens mod fik skreden ikke krøget. Han grov, han rensed, førsled, rydded grus,- og før den næste vintersne var føget, stod rejst for tredje gang hans ringe hus. Tre sønner havde han, tre raske gutter; i skole skulde de, og did var langt;- det gjaldt at nå, hvor bygdevejen slutter, igennem skaret, styrtende og trangt. Hvad gjorde han? Den ældste fik sig skøtte som bedst, og der, hvor stien faldt for styg, slog manden toug om ham til tag og støtte;- de andre bar han frem på arm og ryg. Så sled han år for år; og de blev mænd. Her var vel skæl at kræve ligt igen. Tre velstandsherrer i den nye verden har glemt sin norske faer og skolefærden. Han var en kortsynt mand. Udover ringen af dem, ham nærmest stod, han intet så. For ham lød meningsløst, som bjelders klingen, de ord, der malmfuldt skulde hjerter nå. Folk, fædreland, det lysende, det høje, stod stedse slørt af tåger for hans øje. Men han var ydmyg, ydmyg, denne mand; og fra sessionens dag han bar på dommen, og visst, som han på kind bar blygsels brand og sine fire fingre gemt i lommen.- En brotsling imod landets lov? Ja vel! Men der er et, som lyser over loven, så visst, som Glittertinds blanke tjeld har sky med højre tinderad foroven. Slet borger var han. Og for stat som kirke et gangløst tre. Men hist på hejens hvælv, i slægtens snevring, hvor han så sit virke, der var han stor, fordi han var sig selv. Den klang, han skabtes med, den blev sig lig. Han færd var langspil under spånens dæmper. Og derfor fred med dig, du stille kæmper, som sred og faldt i bondens lille krig! Vi vil ej granske hjerter eller nyrer;- det er ej hverv for støv, men for dets styrer;- dog fri og fast det håb jg taler ud: den mand står knapt som krøbling for sin Gud! (Følget skiller ad og går. Peer Gynt bliver alene tilbage) PEER GYNT Se det, det kalder jeg kristendom! Slet intet, som greb ens sind uhyggeligt.- Ja, emnet, at være sig selv uryggeligt,- hvad præstens præken drejed sig om,- er også i og for sig opbyggeligt. (Ser ned i graven) Var det kanske ham, som hug sig i knogen den dag jeg lå på storhugst i skogen? Hvem ved? Hvis ikke jeg stod med min stav, på randen af denne åndsfrændes grav, så kunde jeg tro det var mig, der sov og sanddrømt hørte min pris og lov.- Det er rigtigt en vakker kristelig skik, at kaste et såkaldt erindringsblik velvilligt over den henfarnes dage. Jeg har intet imod, min dom at tage af denne værdige sogneprest. Nå, der er sagtens en stund tilbage, før graveren kommer og beer mig til gæst;- og, som skriften siger: bedst er dog bedst.- og iligemåde: den tid den sorg,- endvidre: tag ikke din ligfærd på borg.- Ja, kirken blir dog den sande trøster. Jeg har ikke skattet den synderligt før;- nu kender jeg dog, hvor godt det gør, at høre forsikkret af kyndige røster: slig, som du sår, du engang høster.- Sig selv skal en være; om sig og sit skal en kære sig både i stort og lidt. Går lykken imod, så har en dog æren af sit levnets førsel i samklang med læren.- Nu hjemad! Lad vejen falde brat og trang; lad skæbnen længe nok te sig spydig;- gamle Peer Gynt går sin egen gang og blir den han er; fattig men dydig (Han går) -------------------------------------------------------------------------------- Akt 5 Scene 4 (Bakke med udtørret elveleje. En sammenstyrtet kværn ved elevn; grunden opreven; ødelæggelse rundt om. Højere oppe en stor gård. Oppe ved gården holdes en auktion. Megen almue samlet. Drik og støj. Peer Gynt sidder nede på en grushoug på kværnetomten.) PEER GYNT Atter og frem, det er lige langt; ud og ind, det er lige trangt.- Tiden tærer og elven skær. Gå udenom, sa'e Bøjgen;- en får så her. EN SØRGEKLÆDT MAND Nu er der bare skrammel igen. (Får øye på Peer Gynt) Er her fremmedfolk og? Gud signe, go'e ven! PEER GYNT Godt møde! Her er rigtig lystig idag. Er her barselgilde eller bryllupslag? DEN SØRGEKLÆDTE Jeg vil heller kalde det hjemkommerøl;- bruden ligger i et ormebøl. PEER GYNT Ogg ormene rives om trevler og klude. DEN SØRGEKLÆDTE Det er enden på visen; så er den ude. PEER GYNT Alle viser har samme slut; og alle er de gamle; jeg kunde dem som gut. EN TYVEÅRING (med en støbeske) Her skal I se, hvad stas jeg har købt! I den har Peer Gynt sine sølvknapper støbt. EN ANDEN Men jeg da! En skilling for pengeskæppen! EN TREDJE Ingen bedre? Halvfemte for kramkarl-skræppen! PEER GYNT Peer Gynt? Hvem var han? DEN SØRGKLÆDTE Jeg bare ved, han var svoger til døden og til Aslak smed. EN GRÅKLEDT MAND Du glemmer jo mig! Er du fuld og yr? DEN SØRGEKLÆDTE Du glemmer, på Hægstad var en stabburdør! DEN GRÅKLÆDTE Ja, sandt; men du var nu aldri kræsen. DEN SØRGEKLÆDTE Bare hun ikke taer døden ved næsen- DEN GRÅKLÆDTE Kom, svoger! En dram, for svogerskabs skyld! DEN SØRGEKLÆDTE Fanden være svoger! Du væver i fyld- DEN GRÅKLÆDTE Å, sludder; blodet er aldri så tyndt, en kender sig altid i slægt med Peer Gynt. (Trækker afsted med ham.) PEER GYNT (sagte) En træffer nok kendinger. EN GUT (råber efter den sørgekledte) Salig moer kommer efter dig, Aslak, hvis du svælget fugter. PEER GYNT (rejser sig) Her gælder nok ikke agronomernes ord: jo mere en roder, des bedre det lukter. EN GUT (med et bjørneskind) Se katten på Dove! Ja, bare felden. Det var den, som jog troldet på julekvelden. EN ANDEN (en rensdyrskalle) Her er den gilde renbuk, som bar Peer Gynt ved Gendin over egg og skar. EN TREDJE (med hamer, råber til den sørgeklædte) Hej, du Aslak, kender du slæggen? Var det den, du brugte, da fanden brød væggen? EN FJERDE (tomhændet) Mads Moen, her er usynlighedskuften! Med den fløj Peer Gynt og Inrid i luften. PEER GYNT Brændvin, gutter! Jeg kender mig gammel;- jeg vil holde auktion over skrab og skrammel! EN GUT Hvad har du at sælge? PEER GYNT Jeg har et slot;- det ligger i ronden; det er muret godt. GUTTEN En knap er buden! PEER GYNT Du får gå til en dram. AT byde mindre, var synd og skam. EN ANDEN Han er lystig, gamlen! (Flokken stimler om ham) PEER GYNT (shouts) Grane, min hest;- hvem byder? EN I HOBEN Hvor går han? PEER GYNT Langt i vest! Mod nedgangen, gutter! Den traver kan flyve så fort, så fort, som Peer Gynt kunde lyve. STEMMER Hvad mere har du? PEER GYNT Både guld og skrab! Det er købt med forlis; det sælges med tab. EN GUT Råb op! PEER GYNT En drøm om en spændebog! Den kan I få for en hægtekrog. GUTTEN Fanden med drømme! PEER GYNT Mit kejserdom! Jeg kaster det i flokken; I kan gramse derom! GUTTEN Følger kronen med? PEER GYNT Af det dejligste strå. Den vil passe den første, som sætter den på. Hej, her er mer! ET vindlagt æg! En galmand gråhår! Profetens skæg! Alt skal han få, som viser mig hejen stolpen med påskrift: her går vejen! LENSMANDEN (som er kommen til) Du bærer dig ad, min mand, så næsten jeg tror din vej går bent i arresten. PEER GYNT (med hatten i hånden) Vel troligt. Men sig mig, hvem var Peer Gynt? LENDSMANDEN Hvad sludder- +PEER GYNT Med forlov! Jeg beer så tyndt-! LENSMANDEN Å, der siges, han var en vederstyggelig digter - PEER GYNT En digter -? LENSMANDEN Ja,- alt, som var sterkt og stort, det digted han ihob, at han havde gjort. Men unskyld, ven - jeg har andre pligter - (går) PEER GYNT Og hvor er han nu, den merkelige mand? EN ALDRENDE Han for over havet til et fremmed land; der gik det ham ilde, som en vel kunde tænkt;- nu er han for mange år siden hængt. PEER GYNT Hængt? Se, se! Det var det, jeg vidste; salig Peer Gynt blev sig selv til det sidste. (hilser) Farvel,- og mangfoldig tak for idag! (går nogle skridt, men standser igen) I glade gutter, I væne kvinder,- vil I høre en skrøne til vederlag? FLERE Ja, kan du nogen? PEER GYNT Der r intet til hinder.- (Kommer nærmere; der glider ligsom en fremmed mine over ham) I San Franzisco jeg grov efter guld. Hele byen var af gøglere fuld. En kunde gnide på fiol med tærene; en anden kunde danse spansk halling på knæerne; en tredje, hørte jeg, gjorde vers mens hans hjerneskal blev boret igennem påtvers. Til gøgler-stævnet kom også fanden;- vilde prøve sin lykke, som så mangen anden. Hans fag var det: på en skuffende vis at kunde grynte som en virkelig gris. Hans personlighed trak, skønt han var ej kendt. Huset var fuldt og forventningen spændt. Frem trådte han i kappe med svajende flinger. man muss sich drappiren, som tydskeren siger. Men ind under kappen,- hvad ingen vidste,- havde han forstået en gris at liste. Og nu begyndte da præstationen. Fanden, han keb; og grisen gav tonen. Det hele blev holdt som en fatasi over grise-tilværelsen, bunden og fri;- til slutning et hvin, som ved slagterens stik;- hvorpå kunsteren bukked ærbødigt, og gik.- Emne blev af fagmænd drøftet og dømt; stemningen blev både lastet og berømt;- nogle fandt røstens udtryk for tyndt; andre fandt dødsskriget alt for studeret;- men alle var enig om: qva grynt var præsentationen yderst outreret.- Se det fik fanden, fordi han var dum og ikke beregnet sit publikum. (Han hilser og går. Der falder en usikker stilhed over mængden.) -------------------------------------------------------------------------------- Akt 5 Scene 5 (Pinseaften.-Inde på storskogen. Længere borte, på en rydningsplads, en hytte med rensdyyrhorn over dørgavlen.) (Peer Gynt is kryber i holtet og sanker jordløg among the undergrowth, gathering wild onions.) PEER GYNT Dette her er et standpunkt. Hvor er det næste?- Alt skal en prøve å vælge det bedste. Jeg har så gjort,- oppe fra Cæsar og nedover lige til Nebukadnezar. Så skulde jeg dog gennem bibelhistorien.- Den gamle gutten fik ty til sin moer igen. Der står jo også; af jord est du kommen.- Hvad det gælder i livet, er at fylde vommen. Fylde den med jordløg? Det lidet moner; jeg vil være listig og sætte doner. Her er vand i bækken; jeg skal ikke tørste, og får dog mellem vilddyr regnes for den første. Når jeg engang skal dø, - hvad sagtens vil ske,- så kryber jeg under et vindfældt træ; som bamsen en løvhoug jeg over mig kaver og risper i barken med store bogstaver: Hver hviler Peer Gynt, den skikkelige fyr, kejser over alle de andre dyr.- Kejser? (ler invendig) Du gamle spåmands-gøg! Du er ingen kejser; du er en løg. Nu vil jeg skalle dig, kære min Peer! Det hjælper ikke enten du tuder eller beer. (tager en løg og plukker svøb for svøb af) Der ligger det ydre, forrevne lag; det er havsnødsmanden på jollens vrag. Her er passager-svøbet, skralt og tyndt;- har dog i smagen en snev af Peer Gynt. Indenfor her har vi guldgraver-jeget; saften er væl,- om det nogen har ejet. Dette grovskind her med den hårde flig, det er pelsværksjægeren ved Hudsons-vik. Det indenfor ligner en krone; -ja tak! Det kaster vi væk uden videre snak. Her er oldtidsgranskeren, kort, men kraftig. Og her er profeten, færsk og saftig. Her stinker, som skrevet står, af løgne, så en ærlig man kan få vand i øjne. Dette svøbet, som rulles blødagtigt sammen, det er herren, der leved i fryd og gammen. Det næste tykkes sygt. Det har svarte strenger; - svart kan ligne både prest og neger. (plukker flere på engang) Det var en ustyrtelig mængde lag! Kommer ikke kærnen snart for en dag? (plukker hele løgen op) Nej-Gud om den gør! Til det inderste indre er altsammen lag,- bare mindre og mindre.- Naturen er vittig! (Kaster restene fra sig) Fanden måtte gruble! Går en i tanker, kan en letvindt snuble. Nå, jeg kan forresten ad faren flire;- for jeg ligger bundfast på alle fire. (Klør sig i nakken) Underligt stel, det hele røre! Livet, som det kaldes, har en ræv bag øre. Men griber en til, sætte Mikkel på spring, og en fanger noget andet - eller ingenting. (hen er kommen i nærheden af hytten, får øje på den og studser:) Denne stuen? På moen -! Hå! (gnider øjnene) Det er plent som jeg engang skulde det bygværk kendt.- Rensdyrskallen, som spriker over gavlen --! EN havfrue, skabt som en fisk fra navlen -! Løgn! Ingen havfrue! - Nagler, - planker,- lås, som lukker for nissebuk-tanker -! SOLVEJG (synger i stuen) Nu er her stellet til Pinsekveld. Kære gutten min, langt borte, - Kommer du vel? Har du tungt at hente, så und dig frist;- jeg skal nok vente; jeg lovet så sidst. PEER GYNT (rejser sig stille og dødbleg) En, som har husket,- og en, som har glemt. En, som har mistet,- og en som har gemt. - O, alvor! - Og aldri kan det leges om! O, angst! - Her var mit kejserdom! (løber ind over skogstien) -------------------------------------------------------------------------------- Akt 5 Scene 6 (Natt. Furumo. En skogbrand har hærget. Forkullede træstammer milevidt indover. Hvide tåger hist og her over skogbunden.) (Peer Gynt løber over moen.) PEER GYNT Aske, skodde, støv for vinden,- her er nok at bygge af! Stank og råddenskab for inden; alt ihob en kalket grav. Digt og drøm og dødfødt viden lægger fod om pyramiden; over den skal værket højne svig med trappetrinn af løgne. Flugt for alvor, sky for anger, som et skilt på toppen pranger, fylder domsbasunen med sit: Petrus Gyntus Cæsar fecit! (Lytter) Hvad for gråd af barnerøster? Gråd, men halvt på vej til sang. - Og for foden triller nøster -! (Sparker) Væk! I gør mig stien trang! NØSTERNE (på jorden) Vi er tanker; du skulde tænkt os;- pusselanker du skulde skænkt os! PEER GYNT (går udenom) Livet har jeg skænkt til en;- det blev fusk og skæve ben!! NØSTERNE Tilvejrs vi skulde som skakende røster,- og her må vi rulle som grågarns-nøster. PEER GYNT (Snubler) Nøste! Dit fordømte drog! Spænder du for faer din korg?? (Flygter) VISNE BLADE (flyver for viden) Vi er et løsen; du skulde stillet os!! Se, hvor døsen har ynkeligt pillet os. Ormen har ædet os i alle bugter; vi fik aldri spredt os som krans om frugter. PEER GYNT Fåfængt var dog ej jer fødsel,- læg jer stilt og tjen til gødsel. SUSING I LUFTEN Vi er sange; du skulde dunget os!- Tusende gange har du knuget og tvunget os. I din hjertegrube har vi ligget og ventet;- vi blev aldri hentet. Gift i din strube! PEER GYNT Gift i dig, dit dumme stev! Fik jeg tid til vers og væv? (skyder snarvej) DUGGDRÅBER (drysser fra grenene) Vi er tårer der ej blev fældte. Isbrod, som sårer, kunde vi smelte. Nu sidder brodden i bringen lodden;- såret er lukket; vor magt er slukket. PEER GYNT Tak;-jeg græd i Rondesvalen,- fik dog lige fuldt på halen! BRÆKKENDE STRÅ Vi er værker; du skulde øvet os! Tvivl, som kværker, har krøblet og kløvet os. På yderste dagen vi kommer i flok og melder sagen,- så får du nok! PEER GYNT Kæltringstreger! Tør I skrive mig tilbogs det negative?? (haster afsted) ÅSES STEMME (langt borte) Tvi, for en skydsgut! Hu, du har væltet mig! Sne faldt her nys, gut;- stygt har den æltet mig.- Galt har du kørt mig. Peer, hvor er slottet? Fanden har forført dig med kæppen i kottet! PEER GYNT Bedst, en stakkar vær sig skynder. Skal en bære fandens synder, må en snart i bakken segne;- de er tunge nok, ens egne. (løber) -------------------------------------------------------------------------------- Akt 5 Scene 7 (Et andet strøg på moen.) PEER GYNT (synger) En graver! En graver! Hvor er I, hunde? En sang af brægende klokkermunde; om hatteskyggen en sørgeflig; - jeg har mange døde; jeg skal følge lig! (KNAPPESTØPEREN, med redskapskiste og en stor støbeske kommer fra en sidevej.) KNAPPESTØPEREN Godt møde, gubbe! PEER GYNT God kveld, min ven! KNAPPESTØPEREN Karlen har hastværk. Hvor skal han hen? PEER GYNT Til gravøl. KNAPPESTØPEREN Ja så? Lidt skralt jeg ser;- med forlov,- du heder vel ikke Peer? PEER GYNT Peer Gynt, som man siger. KNAPPESTØPEREN Det kalder jeg held! Det er netop Peer Gynt, jeg skal hente ikveld PEER GYNT Skal du det? Hvad vil du? KNAPPESTØPEREN Her kan du se; Jeg er knappestøperen. Du skal i min ske. PEER GYNT Smeltes? KNAPPESTØPEREN Her er den, skuret og tom. Din grav er gravet, din kiste bestilt. I skrotten skal ormene leve gildt;- men jeg har ordre til, uden dvælen, på Mesterens vegne at hente sjælen. PEER GYNT Ugørligt! Sådant foruden varsel -! KNAPPESTØPEREN Det er gammel vedtægt ved gravøl og barsel i stilhed at vælge dagen til festen, uden ringeste varsel for hædersgæsten. PEER GYNT Ja, riktig. Det rundt i min hjerne løber. Du er jo -? KNAPPESTØPEREN Det hørte du; - knappestøberen. PEER GYNT Forstår! Kært barn har mange navne. Ja så da, Peer; det er der du skal havne! Men dette, go'e karl, er uredelig færd! Jeg ved, jeg er mildere medfart værd;- jeg er ikke så gal, som I kanske tror, - har øvet adskilligt godt her på jord;- i værste fald kan jeg kaldes en flynder, - men sletikke nogen særdeles synder. KNAPPESTØPEREN Nej, det er jo netop knuden, mand; du er ingen synder i højere forstand; se, derfor slipper du pinsels-veen, og kommer, som andre, i støbeskeen. PEER GYNT Kald det, hvad du vil, - ske eller pøl; mungåt og bjor er beggeto øl. Vig, Satan KNAPPESTØPEREN Du er da aldri så grov at tænke, jeg traver på en hestehov? PEER GYNT På hestehov eller ræveklør,- pak dig; og pas dig for hvad du gør! KNAPPESTØPEREN Min ven, du er i en stor vildfarelse. Begge har vi hast, og til tidsbesparelse skal jeg forklare dig sagens grund. Du er, som jeg har af din egen mund, ikke nogen såkaldt storartet synder, - ja knappets en middels - PEER GYNT Se, se; du begynder at snakke rimeligt - KNAPPESTØPEREN Vent nu lidt; - men at kalde dig dydig, vilde gå for vidt - PEER GYNT Det gør jeg jo heller ikke fordring på. KNAPPESTØPEREN Altså midt imellem, og så som så. En synder af det rigtig storladne slags træffes ikke langs alfarvej nutildags; der skal mere til, end at traske i dynd; der kræves både kraft og alvor til en synd. PEER GYNT Ja, det er s'gu rigtig, hvad du der bemærker; en skal bude på, som de gamle bersærker. KNAPPESTØPEREN Du derimod, ven, du tog synden let. PEER GYNT Bare udenpå, ven, som et søleskvet. KNAPPESTØPEREN Nu blir vi enige. Svovelpølen er ikke for jer, der plasked i sølen - PEER GYNT Og følgelig, ven, kan jeg gå som jeg kom? KNAPPESTØPEREN Nej, følgelig, ven, skal du smeltes om. PEER GYNT Hvad er det for kneb I har fundet på herhjemme, mens jeg i utlandet lå? KNAPPESTØPEREN Skikken er gammel, som Slangens skabelse, og beregnet på at hindre verdifortabelse. Du kender jo håndværket, - ved vel, at tidt kan en støbning arte sig, rent ud sagt skidt; stundom blir knapperne hæmpeløse. Hvad gjorde du så? PEER GYNT Jeg slang skrabet væk. KNAPPESTØPEREN Ja vel; Jon Gynt havde ord for at sløse, så længe han åtte i skæppe og sæk. Men, Mester, der du, er sparsom, han; og derfor blir han en holden mand. Han slænger ikke væk, som rent udugeligt, hvad der som råstoff kan blive brugeligt. Du var nu ætlet til en blinkende knap på verdensvesten; men hæmpen glap; og derfor skal du i vraggods-kassen, for, som det heder, at gå over i massen. PEER GYNT Du mener da vel aldri, at få mig gydt, sammen med Peer og Pål, til noget nyt? KNAPPESTØPEREN Jo, så min sæl mener jeg så. Det har vi gjort med ikke så få. På Kongsberg gør de det samme med penge, hvis præg er slidt ved at rulle for længe. PEER GYNT Men dette er jo liderligt gnieri! Kære min ven, lad mig slippe fri;- en hæmpeløs knap, en blankslidt skilling,- hvad er det for en mand i din Mesters stilling? KNAPPESTØPEREN Å, såsom og eftersom ånden er i en, så har en jo altid metalværdien. PEER GYNT Nej, siger jeg! Nej! Med tænder og klør gør jeg motstand mod dette! Alt andet før! KNAPPESTØPEREN Men hvilket andet? Vær dog fornuftig. For himlen er du ikke tilstrækkelig luftig - PEER GYNT Jeg er nøjsom; jeg sigter ikke så højt;- men af selvet slipper jeg ikke en døjt. Lad mig dømmes på gammeldags vis efter loven! Sæt mig en tidlang hos ham med hoven;- et hundre år, om galt skal være; se, det er noget, en sagtens kan bære; thi pinen er jo dog kun moralsk, og altså vel ikke så pyramidalsk. Det er en overgang, som skrevet står, og som ræven sagde; - man venter; der slår en forløsningens stund; man træder tilbage, og håber imidlertid på bedre dage.- Men dette andet,- at skulle gå op som et fnug i en uvedkommendes krop,- dette støbeske-væsen, dette gyntske ophør,- det sætter min inderste sjæl i oprør! KNAPPESTØPEREN Men, kære Peer, det trænges dog ej for småting at tage så volsomt på vej. Dig selv har du aldri været før;- hvad skiller det så, om tilgavns du dør? PEER GYNT Har jeg ikke vært-? Jeg må næsten le! Peer Gynt har været noget andet, skal vi se! Nej, knappestøber, du dømmer iblinde. Kunde du syne mig i nyrenrne inde, så vilde du træffe bare Peer og Peer, og ikke noget andet og heller ikke mer. KNAPPESTØPEREN Det er ikke muligt. Her har jeg mine ordre. Se, her står skrevet: Peer Gynt skal du fordre. Han har budt sit livs bestemmele trods. I støbeskeen med ham som mislykket gods. PEER GYNT Hvilket vås! Der må menes en anden person. Står der virkelig Peer? Ikke Rasmus eller Jon? KNAPPESTØPEREN Dem har jeg smeltet for længe siden. Kom så med det gode, og spild ikke tiden! PEER GYNT Nej, om jeg gør! Jo, det var pent, om det viste sig imorgen at en anden var ment. Du får tage dig ivare, min gode mand! Husk på det ansvar, som følge kan- KNAPPESTØPEREN Jeg har skriftligt for mig - PEER GYNT Men und mig dog frist! KNAPPESTØPEREN Hvad skal du med den? PEER GYNT Jeg vil få bevist, at jeg var mig selv gennem hele livet, og derom er det jo dog vi har kivet. KNAPPESTØPEREN Bevist? Med hvad? PEER GYNT Med vidner og attester. KNAPPESTØPEREN Jeg er såre ræd, de blir vraget af Mester. PEER GYNT Umuligt! Forøvrigt, den tid, den sorg! Kære mand, lad mig låne mig selv på borg; jeg er snart her igen. Kun engang man fødes; og sig selv, som man skabtes, holder man på. Ja; er vi enige? KNAPPESTØPEREN Nå da, lad gå. Men husk, ved næste korsvej vi mødes. (PEER GYNT løber.) -------------------------------------------------------------------------------- Akt 5 Scene 8 (Længere borte på moen) PEER GYNT (i fuld fart) Tid er penge, som skrevet står. Den, som nu vidste, hvor korsvejen går;- kanske er den nær, og kanske fjern. Jorden brænder mig som gloende jern. Et vidne! Et vidne! Hvor finder jeg nogen? Det er næsten utænkelig her i skogen. Verden er fuskværk! Stellet er slet, når en mand skal bevise sin soleklare ret! (En gammel kroget gubbe med stav i hånden og pose på nakken trasker foran ham.) GUBBEN (sandser) Kære, vakkre, -en skilling til en husvild kall. PEER GYNT Undskyld; jeg har ikke skillemynt ved hånden - GUBBEN Prins Peer! A nej; så vi træffes skal -? PEER GYNT Hvem er du? GUBBEN Han minds ikke gamlen i Ronden? PEER GYNT Du er da vel aldri -? GUBBEN Dovregubben, faer! PEER Docregubben? Virkelig? Dovregubben! Svar! DOVREGUBBEN Å, jeg er kommen så rent på knæerne -! PEER GYNT Ødelagt? DOVREGUBBEN Plyndret for rub og stub. Her traver jeg på fantestien, sulten som en skrub. PEER GYNT Hurra! SLigt vidne vokser ikke på træerne! DOVREGUBBEN Herr prinsen er også bleven grå siden sidst. PEER GYNT Kære svigerfaer, årene gnager og tærer. Nå; streg over alle private affærer,- og, for alting, ingen familjetvist. Jeg var dengang en galning - DOVREGUBBEN Å ja; å ja;- prinsen var ung. Og hvad gør en ikke da? Men klog var prinsen, at han vraged sin brud; dermed har han spart sig både harmen og skammen; for siden er hun så rent skejet ud - PEER GYNT Se, se! DOVREGUBBEN Hun gik nu for koldt vand og lud; og tænk, - nu er hun og Trond flyttet sammen. PEER GYNT Hvilken Trond? DOVREGUBBEN Han i Valfjeldet. PEER GYNT Han? Aha; det var ham, jeg lokked sæterjenterne fra. DOVREGUBBEN Men dattersøn er bleven både fed og stor, og har gilde børn over hele landet - PEER GYNT Ja, kære mand, spar de mange ord;- der ligger mig på hjerte noget gasnke andet.- Jeg er kommen i en temmelig vanskelig stilling, og ønsker et vidnesbyrd eller en attest;- se, dermed kunde svigerfaer hjælpe mig bedst. Jeg skal altid gøre udvej til en drikkeskilling - DOVREGUBBEN A nej; kan jeg være prinsen til nytte? Så kanske jeg får et skudsmål i bytte? PEER GYNT Med glæde. Jeg er noget i betryk for kontanter, og må spinke og spare på alle kanter. Men hør nu, hvad det gælder. I mindes vel, da jeg meldte mig som frier i Ronden hin kveld - DOVREGUBBEN Bevares, herr prins!! PEER GYNT Ikke dette med prinsen! Men nok. I vilde med magt og vold kverve mit syn med et snit i lindsen, og skabe mig om fra Peer Gynt til trold. Hvad gjorde jeg så? Jeg satte mig imod,- svor, jeg vilde stå på min egen fod; jeg forsaged både elskov og magt og ære, altsammen bare for mig selv at være. Denne kendsgerning, ser I, skal I sverge på til thinge - DOVREGUBBEN Nej, om jeg kan! PEER GYNT Hvad er det for snak? DOVREGUBBEN Han vil da vel ikke til løgn mig tvinge? Han husker da vel, han i troldbrogen trak, og smagte på mjøden -? PEER GYNT Ja, I lokked forførende;- men jeg satte mig bestemt imod det afgørende. Og netop det skal en kende sin mand på. Det er slutningsverset det kommer an på. DOVREGUBBEN Men slutningen, Peer, blev jo stik imod. PEER GYNT Hvad er dette for væv? DOVREGUBBEN Da du Ronden forlod, så skrev du dig bag øret mit valgsprogs-mærke. PEER GYNT Hvilket? DOVREGUBBEN Ordet,- det kløvende, stærke. PEER GYNT Ordet? DOVREGUBBEN Som skiller mellem menneskenes flok og troldenes: trold, vær dig selv nok! PEER (falls back a step) (viger et skridt) Nok! DOVREGUBBEN Og af alle livsens kræfter har du jo siden levet derefter. PEER GYNT Jeg! Peer Gynt? DOVREGUBBEN (græder) Det er utaknemmeligt! Som trold har du levet, men stødt holdt det hemmeligt. Order, jeg lærte dig, har sat dig istand til at svinge dig tilvejrs som en holden mand; - og så kommer du her og kaster på nakken af mig og af ordet, du skylder hele takken. PEER GYNT Nok! Et bergtrold! En egoist! Dette her må være sludder; det er ganske visst! DOVREGUBBEN (trækker frem en bunke gamle blade) Du mener nok ikk, vi holder aviser? Vent; her skal du se med rødt på sort, hvor "Bloksberg-posten" dig lover og priser; og det samme har "Heklefjelds-tiende" gjort alt fra den vinter, du rejste bort. - Vil du læse dem, Peer? Du kan gerne få lov. Her står noget med underskrift "Hingstehov". Og her: "Om det troldeligt-nationale" Skribenten drager den sandhed frem, at det lidt kommer an på horn og hale, bare en for resten af huden har en rem. "Vort nok", så slutter han, "gier troldets stempel til manden",-og så nævner han dig, som exempel. PEER GYNT Et bergtrold? Jeg? DOVREGUBBEN Ja, den sagen er klar. PEER GYNT Kunde ligeså gerne blevet, hvor jeg var? Kunde siddet i Ronden i hyggelig ro? Spart slid og møje og mange par sko? Peer Gynt - et trold? - Det er væv! Det er snak! Farvel! Der har du en skilling til tobak. DOVREGUBBEN nej, snille prins Peer! PEER GYNT Slip! Du er gal, eller går i barndom. Søg et hospital. DOVREGUBBEN Å, det er netop det, som jeg søger. Men dattersøns afkom, som jeg før har sagt, har fået her i landet slig svare magt; og de siger, jeg bare er til i bøger. Det heder jo, værst er ens egne frænder; jeg stakkar, får føle, det ord er sandt. Det er hårdt at gælde for digt og tant - PEER GYNT Kære mand, der er flere, det uheld hænder. DOVREGUBBEN Og vi selv har slet ingen hjælpekasse, ingen spareskillingsgris eller fattigbok;- i Ronden vilde sligt jo heller ikke passe. PEER GYNT Nej, der gjaldt det fandens: vær dig selv nok! DOVREGUBBEN Å, prinsen kan da ikke klage på ordet. Og hvis han på en eller anden boug - PEER GYNT Min mand, du er rent på det gale sporet; jeg står selv, som man siger, på en nøgen houg - DOVREGUBBEN Det er da ikke muligt? er prinsen fant? PEER GYNT Tilbunds. Mit prinselige jeg står i pant. Og det er jer skyld, I forbandede trold! Der ser man, hvad dårligt selskab kan volde. DOVREGUBBEN Så dratted da håbet af pinden ned igen! Farvel! Det blir bedst, jeg til byen mig fægter - PEER GYNT Hvad vil du der? DOVREGUBBEN Jeg vil gå til komedien. De søger i bladet nationale subjekter - PEER GYNT Lykke på rejsen; og hils fra mig. Kan jeg rive mig løs, går jeg samme vej. Jeg skriver en farce, både gal og grundig: den skal hede: "Sic transit gloria mundi." (løber bortover vejen; Dovregubben råber efter ham.) -------------------------------------------------------------------------------- Akt 5 Scene 9 (Ved en korsvej) PEER GYNT Nu gælder det, Peer, som det aldri har gældt! Dette dovriske nok, det har dommen fældt. Skuden er vrag; en får flyde på stumperne! Alt andet; kun ikke mellem vraggods-klumperne! KNAPPESTØPEREN (at the cross-road) Nå da, Peer Gynt, hvor er så attesten? PEER GYNT Hav vi korsvej her? Det var fort bestilt! KNAPPESTØPEREN Jeg kan se på dit ansigt, som på et skilt, hvad seddelen siger, før jeg har læst den. PEER GYNT Jeg blev ked af det rend; - en kan gå sig vild - KNAPPESTØPEREN Ja; og desuden, hvad fører det til? PEER GYNT Sandt nok; på skogen ved nattetid - KNAPPESTØPEREN Der trasker dog en gamling. Skal vi kalde ham hid? PEER GYNT Nej; lad ham gå. Hen er drukken, kære! KNAPPESTØPEREN Men kanske han kunde - PEER GYNT Hys; nej, - lad være! KNAPPESTØPEREN Ja, taer vi så fat? PEER GYNT Hvad er det "at være sig selv" igrunden? KNAPPESTØPEREN Et underlig spørgsmål, især i munden på en mand, der nylig - PEER GYNT Svar kort og godt. KNAPPESTØPEREN At være sig selv, er: sig selv at døde. Dog, på dig er sagtens den forklaring spildt; og derfor, lad det kaldes: overalt at møde med Mesters mening til udhængsskilt. PEER GYNT Men den, som nu aldri at vide fik, hvad Mester har ment med ham? KNAPPESTØPEREN Det skal han ane. PEER GYNT Men hvor ofte slår ikke anelser klik,- og så går man ad undas midt på sin bane. KNAPPESTØPEREN Tilvisse, Peer Gynt; i anelsens mangel har fyren med hoven sin beste angel. PEER GYNT Dette her er en yderlig filtret affære. - Hør; jeg gør afkald på, mig selv at være;- det tør kanske falde svært at få det bevist. Jeg betragter den del af sagen som forlist. Men nylig, da jeg vandred her så ensom på moen, følte jeg et tryk av samvittigheds-skoen; jeg sagde til mig selv: du er dog en synder - KNAPPESTØPEREN Nu lader det jo, som du forfra begyder - PEER GYNT Aldeles ikke; jeg mener en stor; ikke blot i gerning, men i lyster og ord. I udlandet har jeg levet forbistret - KNAPPESTØPEREN Kan være; men måtte jeg så se registeret? PEER GYNT Ja, und mig blot frist; jeg vil søge presten, og skrifte i en fart og bringe dig attesten. KNAPPESTØPEREN Ja, bringer du den, så er det jo klart, at du blir for støbeske-historien spart. Men orderen, Peer - PEER GYNT Papiret er gammelt; det hidhører visst fra et ældre datum; - det var engang jeg leved så slapt og vammelt, og spilled profet og trodde på fatum. Ja, får jeg så prøve? KNAPPESTØPEREN Men -! PEER GYNT Kære, snille, - du har dog visst ikke stort at bestille. Her i distriktet er jo luften så gæv; - den lægger til befolkningens alder en alen. Husk på, hvad Justedals-presten skrev: "det er sjelden, at nogen død her i dalen." KNAPPESTØPEREN Til næste korsvej; men så ikke længer. PEER GYNT En prest, om jeg så skal gribe han med tænger!. (han løber) -------------------------------------------------------------------------------- Akt 5 Scene 10 (Lyngbakke. Vejen bugter sig bortefter højdedraget.) PEER GYNT Den tør være nyttig til mange ting, sa'e Esben, han tog op en skæreving. Hvem kunde tænkt, at ens syndegæld skulde fri en af klemmen den sidste kveld? Nå, sagen blir riktignok lige fuldt kilden; for det bærer igrunden fra asken i ilden; - men der er jo et ord, som har hævdens dåb, - der siges: så længe der er liv, er der håb. (En mager person i højt opkiltret prestekjole og med et fuglefængernet over skulderen løber langsefter bakken.) PEER GYNT Hvem der? En prest med fuglegarn! Hej, hop! Jeg er lykkens kælebarn! God aften, herr pastor! Stien er fæl - DEN MAGRE Ja visst; men hvad gør man ikke for en sjæl? PEER GYNT Aha; der er en som skal til himle? DEN MAGRE Nej; jeg håber, han er på en anden vej. PEER GYNT Herr pastor, får jeg slå følge et stykke? DEN MAGRE Ret gerne; selskab er efter mit tykke. PEER GYNT Jeg har noget på hjerte - DEN MAGRE Heraus! Læg an! PEER GYNT De ser her for Dem en skikkelig mand. Statens lov har jeg redeligt holdt; har aldri siddet i jern og bolt; - dog stundom taber man fodefæste og snubler - DEN MAGRE Ak ja; det hænder de bedste. PEER GYNT Se, disse småting - DEN MAGRE Kun småting? PEER GYNT Ja; synder en gros har jeg holdt mig ifra. DEN MAGRE Ja, kære mand, lad mig så i ro; jeg er ujje deb, De synes at tro. - De ser på mine fingre? Hvad finder De ved dem? PEER GYNT Et mærkeligt udviklet neglesystem. DEN MAGRE Og nu da? De skotter mod foden ned? PEER GYNT (pointing) Er den hoven naturlig? DEN MAGRE Det smigrer jeg mig med. PEER GYNT (raises his hat) Jeg skulde svoret på, De var en prest; og så har jeg den ære -. Nå, bedst er bedst; - står salsdøren åben,-sky køkkenvejen; kan du træffe kongen,-gå udenom lakejen. DEN MAGRE Et håndtryk! De synes mig fordomsfri. Nå, kære; hvad kan jeg så tjene Dem i? Ja, De må ikke bede om magt eller penge. Sligt kan jeg ikke skaffe, om De vilde mig hænge. De kan ikke tro, hvilken flauhed i forretningen; - det er gået så rent tilagters med omsætningen; ingen tilgang på sjæle; kun i ny og næ en enkelt - PEER GYNT Har slægten så merkeligt forbedret sig? DEN MAGRE Nej, tvertimod; den har skammeligt fornedret sig; - de fleste kommer i støbeske. PEER GYNT Nå ja, - den ske har jeg hørt lidt om; det var egentlig i den anleding, jeg kom. DEN MAGRE Tal frit! PEER GYNT Hvis der ikke var ubeskedent, så ønsked jeg gerne - DEN MAGRE Et tilholdsted? Hvad? PEER GYNT De har gættet min bøn forinden jeg bad. Bedriften går jo, som De siger, vredebt; og kanske De derfor ikke taer det så nøje - DEN MAGRE Men, kære - PEER GYNT Mine fordringer er ikke høje. Nogen løn er egentlig ingen nødvendighed; kun en venlig omgang efter sted og omstændighed. - DEN MAGRE Varmt værelse? PEER GYNT Ikke for varmt; - og helst adgang til at gå på igen frank og frelst,- ret til, som man siger, at træde tilbage, når der byder sig en lejlighed til bedre dage. DEN MAGRE Min kære ven, det gør mig sandelig ondt; men De kan ikke tro, hvilken mængde suplikker af lignende indhold mig godtfolk skikker, når de skal bort fra sin jordiske dont. PEER GYNT Men når jeg betænker min forrige vandel, så er jeg en adgangsberettiget mand - DEN MAGRE Det var jo kun småting - PEER GYNT I en viss forstand;- dog, nu kommer jeg ihug, jeg drev negerhandel - DEN MAGRE Der er dem, som drev handel med viljer og sind, men gjorde det våset, og slap altså ikke ind. PEER GYNT Jeg har skibet nogle Bramafigurer til Kina. DEN MAGRE Atter bedemandsstil! SLigt gør vi kun grin af. Der er folk, som skiber ud fælere figurer i prækener, i kunster og literaturer, - de må dog stå udenfor - PEER GYNT Ja, men ved De hvad, - jeg har gået og spillet profet! DEN MAGRE I udlandet? Humbug! De fleste seen ins blaue slutter i støbeskeen. Har De ikke andet at støtte Dem til, så kan jeg ikke huse Dem, så gerne jeg vil. PEER GYNT Jo, hør nu; i havsnød, - jeg sad på et hvæl,- og der står jo: den druknende griber efter sivet,- endvidere står der: man er nærmest sig selv,- og så skilte jeg halvvejs en kok ved livet. DEN MAGRE Jeg var tilfreds, De en kokkepige havde halvvejs skilt ved noget andet tillige. Hvad er dette her for en halvvejs-snak, med respekt at sige? Hvem mener De, gider ødsle det dyre brændsel, i tider som disse, på sådant stemningsløst rak? Ja, bliv ikke vred; Deres synder gjaldt skosen; og undskyld, at jeg taler så rent ud af posen. - Hør, læreste ven, slå ud den tand; og gør Dem med støbeske-tanken fortrolig. Hvad vandt De, om jeg skaffed Hem kost og bolig? Tænk efter; De er en fornuftig mand. Ja. mindet beholdt De; den sats er sand;- men udsigten over erindringens land blev, både for hjerte og for forstand, hvad svensken kalder "bra lite rolig". De har intete hverken til at hyle eller smile over; intet til at juble eller fortvile over; intet, som kan gøre Dem kold eller hed; bare sådant noget til at ærgre Dem med. PEER GYNT Der står skrevet: det er ikke grejdt at forstå hvor skoen trykker, når en ikke har den på. DEN MAGRE Det er sandt; jeg har, - den og den være lov, - kun for en umage støvle behov. Men det var heldigt, jeg nævnte støvler; det minder mig om, at jeg må afsted;- jeg skal hente en steg, som jeg håber blir fed; det er nok ikke værd, jeg står her og vrøvler- PEER GYNT Og trude man spørge, hvad synde-foer har mæsket den karl? DEN MAGRE Så vidt jeg tror har han været sig selv om natten som om dagen; og det er igrunden dog hovedsagen. PEER GYNT Sig selv? Sogner det slags folk under Dem? DEN MAGRE Som det falder sig; porten står ialfald på klem. Husk på, man kan være på to slags vis sig selv; være vrangen eller retten af kjolen. De ved, man har nylig fundet på i Paris at gøre portræter vad hjælp af solen. Enten kan man direkte billeder give, eller også de såkaldte negative. De sidste får omvendt lys og skygge, og synes for almindelig øjne stygge; men ligheden hviler dog også i dem, og det gælder ikke andet, end at få den frem. Har nu en sjæl sig fotograferet i sit levnets førsel ad negativ vej, så blir ikke pladen derfor kasseret,- man skikker den ganske simpelt til mig. Jeg taet den da for mig til fortsat behandling; og ved passende midler sker en forvandling. Jeg damper, jeg dypper, jeg brænder, jeg renser, med svovel og med lignende ingredienser, til billedet kommer, som pladen skulde give,- nemlig det, der kaldes det positive. Men har man, som De, visket halvt sig ud,- så nytter hverken svovel eller kali-lud. PEER GYNT Altså, til Dem må man komme som en ravn, for at gå som en rype? Tør jeg spørge, hvad navn står der under det negative kontrafej, som De nu skal føre over på positiv vej? DEN MAGRE Der strår Peter Gynt. PEER GYNT Peter Gynt! Ja så? Er herr Gynt sig selv? DEN MAGRE Ja, det bander han på. PEER GYNT Nå, troværdig er han, den samme herr Peter. DEN MAGRE De kender han kanske? PEER GYNT Å-ja, som det heder;- man kender så mange. DEN MAGRE Min tid er knap; hvor så De ham sidst? PEER GYNT Det var nede på Kap. DEN MAGRE Di Buona Speranza? PEER GYNT Ja, men derfra sejler han nok med det første, hvis ikke jeg fejler. DEN MAGRE Så må jeg derned på stående fod. Gid jeg nu bare betids ham fanger! Det Kapland, det Kapland var mig altid imod;- der findes nogle slemme missionærer fra Stavanger. (han farer sydover) PEER GYNT Den dumme hund! Der sætter han på sprang med tungen af halsen. Jo, næsen blir lang. Det var mig en fryd at narre det asen. Slig karl gør seg kostbar og spiller basen! Han har rigtig noget at gøre sig bred af! Håndtværket skal han nok ikke bli fed af;- snart ryger han af pinden med hele stasen.- Hm, jeg sidder heller ikke fast i sadelen; jeg er udstødt, kan man sige, af selvejer-adelen. (et stjerneskud skimtes; han nikker efter det) Hils fra Peer Gynt, broer stjernerap! Lyse, slukne og forgå i et gab -- (griber sig sammen som i angst og går dybere ind i tågerne, stilt en stund, da skriger han:) Er der ingen, ingen u hele vrimlen-, ingebn i afgrunden, ingen i himlen-! (kommer frem længere nede, kaster sin hat på vejen og river sig i håret. Efterhånden falder der stilhed over ham.) Så usigelig fattig kan en sjæl da gå tilbage til intet i det tågede grå. Du dejlige jord, vær ikke vred, at jeg tramped dit græs til ingen nytte Du dejlige sol, du har sløset med dine lysende stænk i en folketom hytte. Der sad ingen derinde at varme og stemme;- ejeren, siger de, var aldri hjemme. Dejlige sol og dejlige jord, I var dumme, at I bar og lyste for min moer. Ånden er karrig og naturen ødsel. Det er dyrbart at bøde med livet for sin fødsel.- Jeg vil opad, højt, på den bratteste tinde; jeg vil endu en gang se solen rinde, stirre mig træt på det lovede land, se at få snedyngen over mig kavet; de kan skrive derover: "her er Ingen begravet;" og bagefter, - siden -! Lad det gå, som det kan. KIRKEFOLK (singing on the forest path) Velsignede morgen da Gudsrigets tunger traf jorden som flammende stål! Fra jorden mod borgen nu arvingen sjunger på Gudrigets tungemål. PEER GYNT (kryber sammen i skræk) Aldri se dig! Der er ørk og øde.- Jeg er ræd, jeg var død længe førend jeg døde. (vil liste ind mellem buskerne, men støder på korsvejen) KAPPESTØPEREN God morgen, Peer Gynt! Hvor er synderegisteret? PEER GYNT Mener du ikke, jeg har hujet og plistret alt hvad jeg årked? KAPPESTØPEREN Og du ingen traf? PEER GYNT Ingen uden en rejsende fotograf. KNAPPESTØPEREN Ja, fristen er ude. PEER GYNT Alting er ude. Uglen lugter lunten. Kan du høre den tude? KNAPPESTØPEREN Det er ottesangs-klokken - PEER GYNT (peger) Hvad er det, som skinner? KNAPPESTØPEREN Bare lys i en stue. PEER GYNT Hvad er det for sus -? KNAPPESTØPEREN Vare sang af en kvinde. PEER GYNT Ja, der -der finder jeg synderegisteret. KNAPPESTØBEREN (griber i ham) Beskik dit hus! (de er kommet ud af holtet og står ved hytten. Daggry.) PEER GYNT Beskikke mit hus? Der er det! Gå! Pak dig! Var skeen så stor som en kiste,- du kan tro, den rummed ikke mig og min liste! KNAPPESTØPEREN Til tredje korsvejen, Peer; men så! PEER GYNT (nærmere mod huset) Atter og fram, det er lige langt. Ud og ind, det er lige trangt. (Standser) Nej! - Som en vild uendelig klage er det at gå ind, gå hjem og tilbage. (går nogle skridt; men standser igen) Udenom, sa'e bøjgen! (hører sand i stuen) Nej; denne gang Tvers igennem, var vejen aldri så trang! (han løber mod huset; i det samme kommer Solvejg) ud i døren, kirkeklædt og med salmebog i klædet; en stav i hånden. Hun står rank og mild.) PEER GYNT (kaster sig ned på dørstokken). Har du dom for en synder, så tal den ud! SOLVEJG Der er han! Der er han! Lovet være Gud (famler efter ham) PEER GYNT Klag ud, hvor syndigt jeg har mig forbrudt! SOLVEJG Intet har du syndet, min eneste gut! (famler igjen og finder ham.) KNAPPESTØBEREN (behind the house) Registeret, Peer Gynt? PEER GYNT Skrig ud min brøde! SOLVEJG (sætter sig hos ham) Livet har du gjort mig til en dejlig sang. Velsignet være du, at du kom engang! Velsignet, velsignet vort pinsemorgens-møde! PEER GYNT Så er jeg fortabt! SOLVEJG Der er en, som råder. PEER GYNT (laughs) Nævn dem. PEER GYNT Nævn dem? Hejsan! Ja visst! Kan du sige, hvor Peer Gynt har været siden sidst? SOLVEJG Været? PEER GYNT Med bestemmelsens mærke på sin pande; været, som han sprang i Guds tanke frem! Kan du sige mig det? Hvis ikke må jeg hjem,- gå under i de tågede lande. SOLVEJG (smiler) O, den gåden er let. PEER Så sig, hvad du ved! Hvor var jeg, som mig selv, som den hele, den sande? Hvor var jeg, med Guds stempel på min pande? SOLVEJG (smiling) I min tro, i mit håb og i min kærlighed. PEER (studser tilbage) Hvad siger du -? Ti! Det er gøglende ord. Til gutten derinde er selv du moer! SOLVEJG Det er jeg, da; men hvem er hans fader? Det er han, som for moderens bøn forlader. PEER GYNT (et skær af lys går over ham, han skriger) Min moder; min hustru, uskyldig kvinde !- O, gem mig, gem mig derinde! (han klynger sig fast og skuler ansigtet i hendes skød. Langs stilhed. Solen rinder.) SOLVEJG (synger sagte) Sov du, dyreste gutten min! Jeg skal vugge dig, jeg skal våge.- Gutten har siddet på sin moders fang. De to har leget hele livsdagen land. Gutten har hvilet ved sin moders bryst hele livsdagen land. Gud signe, min lyst! Gutten har ligget til mit hjerte tæt hele livsdagen land. Nu er han så træt. Sov du, dyreste gutten min! Jeg skal vugge dig, jeg skal våge! KNAPPESTØBERENS STEMME (bag huset) Vi træffes på sidste korsvejen, Peer og så får vi se, om -; jeg sier ikke mer. SOLVEJG (synger højere i dagglansen) Jeg skal vugge dig, jeg skal våge;- sov og drøm du, gutten min!